Der bliver tryk på datastrømmen i Seagates nye 2TB harddisk.
Barracuda XT er navnet på vilddyret der snart slippes løs af harddisk-producenten Seagate. Ikke nok med at den har en hurtighed, der slår samtlige konkurrenter af banen, så er den også lidt af en kraftkarl på stort set alle andre punkter.
Størrelsesmæssigt leverer den to velvoksne terabyte lagringsplads, samt en cache på ikke mindre end 64MB. Rotationen foregår med 7200rpm.
Spørgsmålet er blot om den simpelthen er for voldsom til at der er nogen der vil lege med en endnu. Selvom der er visse motherboards, der understøtter SATA 6, er der ikke rigtig nogen der reelt kan leve op til dens ydelse.
En dansk udgivelses-dato er endnu ikke offentliggjort, men prisen kommer til at ligge omkring 1600 kroner.