Scor kassen på App Store

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er en smal sag at udvikle til iOS App Store. Hvis vi siger, at en latterlig investering på 2.500 kroner er nok til at lukke op for et marked med 150 millioner forbrugere, burde enhver kvik udvikler spidse ørene.

Og hvis vi tilføjer, at mange af disse forbrugere er Apple-fans, som er opsatte på at skille sig af med deres penge i et forsøg på at købe software, der kan berettige prisen på deres hardware, begynder det måske at dæmre for dig, hvorfor der i øjeblikket findes 300.000 iPhone-apps og 60.000 iPad-apps, to et halvt år efter at App Store blev lanceret. App Stores størrelse er forbløffende, og den har over dobbelt så mange apps som alle konkurrenterne lagt sammen.

I denne artikel hjælper vi dig med at kickstarte dit eget udviklingsarbejde på App Store, og vi håber, at det kan opmuntre dig at høre, at en af os gik fra 0 apps til nu at have 20 godkendte apps, der er til salg. Det er sket i løbet af halvandet år.

Det giver en stadig stigende indtægt, der kun kan blive større i takt med, at Apple sælger mere hardware. Hvis du vil med på vognen, kræver det kun en ide, en Mac (til kodearbejdet) og denne guide. Lad os komme i gang!

Kravene

Når man skal lave software til iOS- enheder – det vil sige iPads og iPhone Touches – skal du kun bruge én softwarepakke: iOS SDK fra Apple.

Den omfatter fire hovedkomponenter: udviklingsmiljøet Xcode, hvor du skal skrive al din kode; Interface Builder, der er et drag and drop-designsystem til grænseflader; biblioteker og headerfiler til at skrive din kode i Objective C (iPhones oprindelige sprog) og iOS Simulator, der gør det muligt at køre en virtuel iPhone eller iPad på din Mac.

Vi bør understrege, at det kun kan lade sig gøre på en Mac, for iOS SDK kan ikke fås til nogen anden platform. Man er faktisk henvist til at bruge Apples hardware, software og udviklingsværktøjer.

Det er grunden til, at mange mennesker omtaler iOS-udvikling som en ”indhegnet have” – Apple våger nidkært over, hvem der laver apps, og hvad der kommer i butikken.

Mac-kravene er en forhindring, som man ikke kan overvinde, men det er til at leve med. Selvom du er en passioneret elsker af Windows eller Linux, er en Mac et glimrende køb. Vi ser sjældent mere robuste eller driftsikre pc’er.

Hvis du har tænkt dig kun at arbejde i simulatoren, behøver du ikke at betale Apple noget for en testenhed eller en udviklerkonto – du kan gå direkte til http://developer.apple.com/ios og få adgang til de gratis værktøjer.

Hvis du senere beslutter dig for, at du har lavet en app, som du vil sælge, bør du anskaffe en iPod Touch til afprøvning (1.799 kroner) og oprette en kommerciel iOS-konto (99 dollars/året). Hvis din app til 6 kroner kun sælger 500 eksemplarer – hvis blot 0,00033 procent køber den – har du tjent pengene ind. Alt andet er profit.

Når du har oprettet din konto, skal du downloade den seneste SDK. I skrivende stund er det Xcode 3.2.5 med iOS SDK 4.2. Denne pakke indeholder alt det, du skal bruge for at lave iPhone- og iPad-apps. Installationen er meget enkel: Klik ’Next’, indtil kopieringsprocessen begynder. Vent så cirka 30 minutter, mens magien indfinder sig, og så er du klar.

Opbyg dit projekt

Vi er ikke interesserede i at undervise dig i teori her. Vi vil hellere vise dig, hvordan du laver et rigtigt projekt, så du kan udvide det med dine egne tilpasninger og lave dit eget supplement til App Store. Vi laver en enkel huskeseddel, der er baseret på nogle af de grundlæggende brugerfladeelementer, der knytter sig til iOS-apps.

Først skal du fyre op under Xcode – den finder du i mappen ’Developer à Applications’ på din harddisk. Der kommer et velkomstskærmbillede. Luk det, og vælg ’New à New project’ i menuen.

Apple tilbyder syv applikationsskabeloner, men den nyttigste til at begynde med (navnlig fordi den rummer en anselig mængde kode, der allerede er skrevet til dig) er den navigationsbaserede applikation. Vælg den, giv den navnet ’TaDaList’, og gem den på din desktop.

En navigationsbaseret app giver dig en brugerflade, der svarer til settings-app’en – du får en titelbjælke øverst og en række muligheder at vælge imellem. Uanset hvad du vælger, kommer der en ny skærm ind fra højre. Du kan gå tilbage til det forrige skærmbillede ved at klikke på en ’Back’-knap – det er meget enkelt og nemt at lære.

Du kan se den enkle applikationsskabelon, som Apple har lavet til dig, ved at trykke [Command]+[Y]. Så kan du opbygge og køre din app i simulatoren. Du kan se Apples blå bjælke øverst (den er tom, fordi vi endnu ikke har skrevet noget der) plus informationsoversigten (igen tom, fordi vi ikke har fortalt app’en, hvad der skal være der).

Definer items

Før vi skriver items ind i huskesedlen, skal vi definere, hvad disse begreber er, og hvor de ligger. Tænk først over, hvad vi skal gemme hvert item i huskesedlen som, og hvordan de med fordel kan gemmes som en gruppe. Du bør ende med to hovedpunkter:

For det første er et item i huskesedlen, såsom ”Giv katten mad” eller ”Tag magten i hele verden”, kun en streng. I Objective C er der to slags strenge: ’NSString’ og ’NSMutableString’. Den eneste forskel på de to er, at den sidstnævnte kan ændres, efter at den er blevet oprettet.

For det andet er samlingen af items meget enkel. Efterhånden som de bliver tilføjet, skal vi anbringe dem enten ved begyndelsen eller slutningen af vores eksisterende liste.

Brugerne skal kunne læse dem i den rækkefølge, de foretrækker. Det lægger op til et ret almindeligt array, selvom der er to at vælge imellem – ’NSArray’ og ’NSMutableArray’. Du kan forhåbentlig selv regne forskellen ud.

I dette projekt vil vi bruge den muterbare version af begge disse klasser. Vi skal bruge muterbare strenge, fordi brugerne skal kunne redigere dele af huskesedlen, og den nemmeste måde at gøre det på er at lade dem redigere delene på deres plads.

Vi skal også bruge et muterbart array, for ellers ville brugerne ikke kunne tilføje og fjerne dele. Lad os begynde med arrayet. Vi skal bruge en meget enkel programmeringsteknik i Objective C, der hedder ’Properties’. Syntaksen er lidt vidtløftig, og vi anbefaler derfor, at du lærer den udenad så hurtigt som muligt.

Egenskaber

Vores huskeseddel skal gemmes i et ’NSMutableArray’, og den korrekte måde at oprette det ’NSMutableArray’ på er med en egenskab. Det er en net del af Objective C-syntaksen, der betyder ”Når jeg prøver at få værdien, skal du køre denne metode, men når jeg prøver at indstille værdien, skal du køre denne metode i stedet”.

Det hele drejer sig om værdier, i modsætning til at indstille værdierne direkte. Det er naturligvis irriterende at skulle skrive to metoder for at få og indstille hver værdi, og derfor har Objective C en speciel syntaks, der kan generere disse metoder for os, når koden bliver kompileret.

Hvis du en dag vælger at skrive din egen, skal du blot bede den om at holde op med at autogenerere de metoder, som du vil erstatte. Det er nemt nok.

Allerførst skal vi fortælle Objective C, at vi vil have et ’NSMutableArray’ til vores begreber. I RootViewController.h – definitionsfilen for vores tabeloversigt – skal vi modificere klassens definition således:

@interface RootView-
Controller:
UITableViewController {
NSMutableArray *items;
}

@property (nonatomic,
retain)
NSMutableArray *items;
@end

Det ser umiddelbart ud, som om vi deklarerer vores ”begrebs”-array to gange, men der en forskel: Den første deklaration laver variablen, så den kan bruges overalt inden i klassen, men den anden deklaration ændrer den til en egenskab, således at den kan bruges overalt i vores kode.

Hertil kommer, at nøgleordet »retain« fortæller Objective C, at hvis den genererer koden for os, skal den holde objektet i live, indtil vi siger noget andet. Vi siger »hvis den genererer koden«, fordi det kommer senere. Skift til filen RootViewController.m, og indsæt denne linje kode umiddelbart under »@implementation RootViewController«:

@synthesize items”;

Det er det, der udløser kodegenereringen – med den enkelte linje vil Objective C omdanne vores ”@property” til to metoder, der begge udfører hukommelsesstyring for os automatisk.

Der mangler dog en sidste del. Brugen af retain holder items-objektet i live, indtil vi vælger noget andet. Hvis du aldrig gør det, bliver den hukommelse aldrig frigivet – selvom du ikke kan få adgang til den længere. Derfor bør man altid frigive hukommelse, som man har tilbageholdt. Gå til bunden af filen RootViewController.m, og led efter ”dealloc”-metoden. Lav den om, så den ser sådan ud:

- (void)dealloc {
[items release];
[super dealloc];
}

Når man sender release-besked-en til et objekt – og det er det, den- ne kode gør – fører det i dette til- fælde til, at der bliver frigivet hukommelse. Det er faktisk lidt mere kompliceret end som så, men det virker godt nok lige nu.

Udfyld tabellen

Nu da vi har deklareret en items-array, kan vi oprette nogle items og vise dem i tabellen. Men først skal vi lave det items-array. Og takket være de forbløffende kræfter, der ligger i magasintelepati, læser vi dine tanker: »Tøv en kende ... har vi ikke lige skrevet noget kode, der gør alt det?« Ikke helt, faktisk. Vi skrev kode til at deklarere variablen, så den er til rådighed – nu skal vi til at bruge den.

Tæt på toppen af RootViewController.m er beskeden »viewDidLoad« blevet kommenteret ud. Fjern »/*« og »*/« for at ukommentere den, og tilføj:

Self.items = [NSMutab-
leArray
ArrayWithCapacity:10]

Når det er på plads, er vores array parat til at blive brugt. Blad lidt ned i filen, og led efter metoden ’numberOfRowsInSection’ – den bestemmer, hvor mange rækker der fremkommer i tabellen i din brugerflade.

Hvor mange? Det er nemt nok – lige så mange, som der er items i items-arrayet. Lige nu har standard-metodeimplementeringen ’return 0’, hvilket betyder ’0 rækker’. Lav det om, så antallet af items i ’items’ bliver returneret:

return [items count];

Nu skal vi ændre den måde, tabelrækker bliver oprettet på, så de viser teksten for det korrekte huskeseddel-item. Ligesom med andre metoder omfatter Apples skabelon allerede kode, der kan gøre det meste af dette arbejde – du skal faktisk kun tilføje en linje, der siger ”indstil denne rækkes tekstmærkat til, hvad der måtte være i dit items-array ved den position”.

Halvvejs nede i filen RootViewController.m er metoden, og du burde kunne se, at den modtager en parameter, der hedder ’indexPath’. Den fortæller, hvilken række vi skal indlæse. Lige under den kommentar, der lyder »configure the cell«, skriver du:

Cell.textLabel.text =
[self.itemsobjectAt-
Index: indexPath.row];

Det bruger rækkens position som nævnt i ’indexPath’ til at kigge i items-arrayet og knytte den korrekte tekst til tabelrækken. Men hvis du kører app’en, gør den stadig intet, selv efter al denne kode. Det skyldes heldigvis, at vi ikke har nogen items i arrayet, og derfor skal vi føje en knap til navigationsbjælken foroven, der giver brugere mulighed for at tilføje nye items.

Tilføj nye items

Det er i virkeligheden to opgaver. At tilføje en knap og at skrive koden, så den reagerer på, at der bliver trykket på knappen. Den første opgave er meget enkel – i metoden ’viewDidLoad’ skal du indsætte denne kodelinje:

self.navigationItem.
leftBarButtonItem =
[[[UIBarButtonItem
alloc] initWithBar-
ButtonSystemItem:UI-
BarButtonSystemItemAdd
target:self action@-
selector(addTapped))]
autorelease];

Den gør flere ting på en gang: »self.navigationItem.leftBarButton« betyder, at vi indstiller den venstre knap (hver navigationsbjælke kan have en knap til venstre og en til højre). »UIBarButtonItem alloc« opretter den nye knap, og »initWithBarButtonsSystemItem« opretter knappen ved hjælp af »UIBarButtonSystemItemAdd«.

Det betyder, at den bliver vist med et +-symbol. »Target:self« betyder, at når der bliver trykket på knappen, bliver den besked, der siger det, sendt til RootViewController.m. »@selector(addTapped)« er den måde, som RootViewController.m får at vide, at der bliver trykket på knappen – metoden »addTapped« bliver kørt. Og »autorelease« tæller ned, når det gælder brugen af knappen. Den bliver dog ikke frigivet, fordi »leftBarButton« holder den tilbage.

Den enkelte kodelinje skaber en ny knap med et +-symbol og sætter den til at kalde »addTapped« i RootViewController.m, når der bliver trykket på den, hvorefter den bliver føjet til sin navigationsbjælke.

Vi har endnu ikke metoden addTapped, men det er ikke kompliceret – der skal blot oprettes en ny ’NSMutableString’ med noget standardtekst i, og så skal tabellen genindlæses, så den kommer frem. Læg denne nye metode et sted i din RootViewController.m-fil:

-(void)addTapped {
[self.items
addObject:
[NSMutableString
stringWithString:
@”New Item”]];
[self.tableView
reloadData];
}

Som du kan se, skal man blot bruge metoden addObject for at tilføje et objekt til et NSMutable Array, selvom det følgende kan virke lidt forvirrende – den skaber en ny ’NSMutableString’ ud af en simpel tekststreng. Bemærk, at alle NSStrings i Objective C skal begynde med ”@”, så man kan skelne dem fra almindelige C-karakterkonstanter.

Hvis du kører app’en nu, kan du tilføje nye rækker ved at trykke på

• -knappen. Den gør dog stadig ingen gavn, for man kan faktisk ikke redigere noget. Lad os komme i gang med det.

  Af sted ind i IB

  Nu er vi i gang med den sidste del af vores projekt. Der resterer kun en ting: Vi skal kunne redigere items på vores huskeseddel. Når et nyt item bliver tilføjet, skaber vi det som en muterbar streng og føjer det til vores samling. Alt, hvad vi nu mangler, er en mere enkel brugerflade, så vi kan redigere items.

  Højreklik på ’Classes’, og vælg ’Add à New File’. Vælg ’UIViewController subclass’, og sørg for, at tjekboksene nedenunder er fravalgt, bortset fra den, der er markeret ’With XIB for user interface’ – det er den del, der giver os mulighed for at trække og slippe brugerfladeelementer, når vi har brug for dem.