Home » Betalingssoftware » Sandheden om Windows 7 – afsnit 1
Sandheden om Windows 7 – afsnit 1

Sandheden om Windows 7 – afsnit 1

Share

Del 1 – Nu er det slut med at bygge sin viden om Vistas afløser på
internetrygter. Vi afslører den komplette sandhed om Windows 7 i denne
miniserie

Microsoft har udviklet Windows 7 under et dække af hemmelighedsfuldhed, som er Apple værdigt. Det har ført til en mængde rygter og grundløse forventninger. Lad os derfor slå det fast: Windows 7 har ikke en ny kerne, den kører ikke i cloud, og den bygger ikke på Midori (et forskningsprojekt, der fokuserede på at skrive et operativsystem i managed code).

Windows 7 bruger faktisk den samme drivermodel som Vista – og den omtaler endda sig selv som version 6.1. Vi har haft fingre i Milestone Three (M3), der er en præ-betaudgave af operativsystem 7. Se her, hvad du kan se frem til fra Microsofts nyeste operativsystem.

Windows 7’s filosofi

Man kan få et godt indtryk af fremtidige versioner af Windows ved at se på den udvikling, Office har gennemgået, mens Steven Sinofsky var den ansvarlige. Han er i dag senior vice president og arbejder med Windows. De ændringer, han har indført i Windowsholdet, drejer sig ikke blot om nye funktioner i Windows. De drejer sig om hele den måde, Windows bliver udviklet på.

Disse ændringer er uden tvivl en reaktion på det, der skete med Vista. Han betragter det som en lærestreg: »Som ingeniører kommer vi ud for nogle ting, der ikke går så godt, som man kunne ønske. Man skal lære, hvad man bør undgå. Vi var simpelthen ikke klar, da produktet kom på gaden. Vi arbejdede meget, men det var ikke nok, og det var ikke det rigtige arbejde. Det måtte vi forbedre.«

De forbedringer, Sinofsky taler om, knytter sig til centrale områder: processen bag udviklingen af Windows, koncepterne bag 7’s centrale designprincipper og genopbygningen af forholdet til OEM-producenterne, der blev sure på grund af Vista.

Kulturelt set arbejder Windowsholdet helt anderledes end tidligere. I stedet for et hold, der laver tablet-pc-funktioner, et andet, der arbejder på mediecenterfunktioner og et tredje, der arbejder på centrale Windowsdele (uden at nogen af holdene mødes og egentligt samarbejder hen mod slutningen), har et hold nu en komplet funktion på tværs af alle platforme fra begyndelsen til slutningen.

Nye metoder

Forbavsende nok har Microsoft aldrig tidligere samlet de tusinder af mennesker, der arbejder på Windows, i begyndelsen af udviklingsprocessen. Forhåbentlig kan det forebygge problemer såsom en programmør, der er nødt til gentagne gange at ændre den måde dvale og lukning foregår på, fordi han ikke ved, hvordan de funktioner, der interagerer med dem, ændrer sig.

Den nye udviklingsproces er mere struktureret og ser mere realistisk på, hvad man kan nå på tre år. Nøglen til denne nye proces består i at sikre, at enhver funktion, der kommer med i hver af de interne milepæle, kan bruges til sidst. Det kan man sammenligne med det, der skete med Vistas »tre søjler«. Indigo – Windows Communication Foundation – lever op til løfterne, men foreløbig bliver den kun brugt af Microsofts egne forretningsapplikationer.

Den Windows Presentation Foundation, der følger med Vista, blev hevet ud og omskrevet i sidste øjeblik, fordi den ikke virkede godt nok. Og WinFS – det længe ventede Object File System til oprettelse af en database med metadata og omfattende skemaer til forskellige former for data – blev lempet over i SQL Server, fordi Search var nok til de fleste brugeres behov.

Tag fat på forsinkelserne

Det, der for alvor forsinkede Vista, var behovet for at skrive XP SP2, der skulle håndtere sikkerhedsproblemer. Og det, der virkelig generede brugerne og OEM’erne, var de omfattende ændringer af arkitekturen, der gav kompatibilitetsproblemer. Microsoft behøver ikke at lave disse ændringer denne gang, og det er afgørende, at firmaet har beroliget OEM’erne ved at tale med dem, før Windows 7-holdet blev samlet.

Se også:  Microsoft klar med gratis alt-i-en Office-app - hent den nu

Man afholdt et ugelangt møde hvert kvartal og sendte ændringer og opdateringer til dem. Det drejer sig om at give løfter og holde dem, siger Sinofsky: »Plejer du at love for lidt og holde for meget? Det duer ikke. Man skal blot forklare, hvor man vil hen, og få det gjort.« Interessant nok er stort set ingen af de avancerede Windows 7-detaljer, som OEM’erne er blevet informeret om, blevet lækket. Det tyder på, at de fleste af Microsofts OEM-partnere er langt gladere i denne omgang.

Principperne for 7’eren

Visionen for Windows 7 lyder endnu ikke som et frisk marketingslogan. Selv Mike Nash, der er direktør for Windows Product Management, har et. Han siger: »De ting, man i dag gør på Windows, gør Windows 7 nemmere, og de ting, man altid har drømt om at gøre, bliver nu mulige.«

Gabriel Aul er program-manager og ansvarlig for Windows Performance. Han vil tilbage til det enkle: »Kvalitet er afgørende. Kompatibilitet er vigtig. Andre ting er også vigtige – æstetik, brugervenlighed og hjælpefunktionen, men “dette er faktisk det grundlag, alt andet skal bygges på.” Det lyder måske indlysende, men det er noget, Microsoft har til gode at love – og leve op til.

Hvordan kommer 7’eren til at se ud?

Denne gang lægger Microsoft stor vægt på brugeroplevelsen. Det har ført til en del omorganisering. Sinofsky er ikke den eneste, der er flyttet fra Officeholdet til Windows. Julie Larson-Green, der stod bag ribbon-grænsefladen i Office 2007, er nu corporate vice president for programudvikling af Windows Experience.

En håndfuld tilbehør (herunder WordPad, Movie Maker og Paint) får en ribbon-udgave, men vi kommer ikke til at se stilen fra Office 2007 i Windows 7. Det kommer til at dreje sig om at anbringe nye funktioner de rigtige steder og gøre de eksisterende funktioner nemme at finde.

Ændringer i den nye Windows 7-grænseflade bliver beskedne, men de afspejler en håndfuld designprincipper, der sigter på at imødegå den opfattelse, at pc’er er forvirrende og svære at bruge. Der findes for eksempel seks forskellige metoder til at åbne en e-mail-klient i Vista, herunder med ikoner på skrivebordet, i proceslinjen, i systembakken og på Startmenuen.

Windows 7 erstatter de fleste af dem med et ikon på proceslinjen, der starter Outlook og fører en tilbage dertil, så snart den er åben.

Den fremgangsmåde bliver gentaget for mange applikationer, hvilket forhindrer rod på skrivebordet. Og hvis man lader markøren glide over programmets ikon, får man et kig på det kørende program, som kan vise de forskellige vinduer inden i applikationen. Man kan for eksempel se alle tabs i IE8 uden at skulle skifte til selve browseren.

Jump lists er nyt

En anden tilføjelse til brugergrænsefladen er Jump List, der viser de seneste dokumenter. Hvis applikationen understøtter det, kan den give genveje til dokumenter, som man ofte åbner, de hyppigst brugte opgaver i en applikation (for eksempel at oprette en e-mail) og sågar det seneste nummer, man har hørt på Windows Media Player.

Microsoft har valgt ikke at inddrage et ekstra ikon til at komme på Jump List. Det viste sig at være distraherende, og man kom nemt til at klikke på det ved en fejltagelse.Denne form for beslutning er symptomatisk for princippet om, at Windows 7 bør være mere stilfærdig end tidligere Windowsoperativsystemer.

Eksempler på den nye »stilfærdige« Windowsmodel kan man finde overalt. Systemmeddelelser går ind i det nye Solution Center i stedet for at dukke op og gå i vejen. Applikationer kan kun vise ballonmeddelelser i meddelelsesområdet, og nye ikoner, som prøver at lægge sig selv i meddelelsesområdet, bliver holdt på en skjult liste, indtil man vælger at lægge dem i bakken. UAC er der stadig, men den er langt mindre generende, og der er en glider, som gør det muligt at vælge, hvilke forespørgsler man modtager.

Se også:  Farvel til Windows 7: Nu er det slut med opdateringer

Under kølerhjelmen

Andre ændringer i grænsefladen fokuserer på at gøre Windows 7 mere intuitiv i brug. Små ændringer i Stifindervinduet betyder, at man kan se flere billeder på den samme plads. Flyt musen til skærmens højre hjørne, og dit vindue bliver gennemsigtigt, så du kan se skrivebordet (der nu kan have gadgets over det hele, ikke kun i Sidebar).

Træk et vindue til skærmens top, og det bliver maksimeret. Træk det til siden, og det fylder halvdelen af skærmen, så man nemt kan se to vinduer side om side. Disse funktioner har kun delvis at gøre med, hvordan Windows 7 ser ud. Mange af dem drejer sig om at få Windows af vejen.

De nye touchknapper er raffinerede. Lad fingeren glide hen over et proceslinjeikon, og Jump List kommer frem. Før fingeren hen over skærmen for at bladre gennem et dokument eller en folder. Jump List er større, når man bruger fingeren, og dokumentvinduer »hopper« på skærmen, så man kan se, hvornår man har nået slutningen.

Nye multitouchbevægelser gør det muligt at zoome ind på og rotere billeder eller tegne på skærmen. Det er ikke nogen revolutionerende ny grænseflade med komplicerede bevægelser. Meningen er at overføre intuitive bevægelser på en skærm i fuld størrelse.

Den samme kerne

Windows 7 bruger den samme kerne som Windows Server 2008 R2 (der bygger på den kerne, som bliver brugt i Vista, Server 2008 og Vista SP1), men det betyder ikke, at der ikke er indført ændringer. Det svarer til, at Mac OS X og iPhone bruger den Mach-kerne, som Rick Rashid (chefen for Microsoft Research) skrev for 25 år siden, men det betyder ikke, at Apples operativsystem og revolutionerende smartphone kan sammenlignes med den teknologi, som koden oprindeligt blev skrevet til. Koden i begge kerner er blevet udskiftet og opdateret i årenes løb.

Windows 7-kernen har gennemgået en codeverifier, der viser omkring 100 nøgleegenskaber, og den er blevet opdateret på baggrund af disse test. Kernelåsninger på lavniveau, som kunne blokere Startmenuen og Proceslinjen, er blevet minimeret for at forbedre brugerfladens hurtighed, og en ny prewait-tilstand til threads betyder, at de ikke bliver hæmmet af dispatcher-lock. Sidefildatabasen er også mere finkornet, hvilket betyder, at threads ikke venter på hukommelselåsninger som tidligere.

Disse ændringer betyder mere for parallelle multithreadede applikationer på massive mulitiprocessor- og multicoresystemer med mange gigabyte hukommelse (som Intels Larrabee) end for almindelig desktopsoftware. Det er sådan, Windows 7 vil skalere op til 256-processorer. Der er færre ændringer, end Microsoft indførte i kernen mellem XP og Vista, men de får betydning i fremtiden.

Ikke nødvendigt at begynde forfra

Hvad Microsoft ikke gør, er at smide hele kernen væk – eller hele Vistas kodebase – og begynde forfra. For at undgå de samme kompatibilitetsproblemer, som Vista havde, ændrer Microsoft ikke på drivermodellen, det grafiske subsystem eller komponentmodellen for Windows 7.

Nu kører driverne i en sandbox, og derfor påvirker en driver, der hænger fast, ikke andre drivere eller applikationer. Men derfor behøver de ikke at blive skrevet om. Versionsnummeret er stadig 6.1, og softwareforhandlere skal ikke ændre meget i installationsrutinerne. »Det er ikke et statement, der afspejler den mængde energi, der er lagt i denne lancering,« siger Sinofsky. »Jeg tror ikke, at det er nødvendigt at smadre alting for at opnå store forandringer.«


TAGS
Microsoft
Vista
Windows 7

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2020
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S