Samsung Gear S3 [TEST]: Samsungs smarte ur går et gear op

Samsung Gear S3 [TEST]: Samsungs smarte ur går et gear op

Share

Samsung Gear S3 fortsætter den gode stil fra forgængeren, med fine forbedringer hist og her samt et langt større brugerunivers

Efter nogle års baksen frem og tilbage med mere eller mindre heldige designs er smart-urene efterhånden ved at finde deres form. De store producenter har hver især ramt en model, som de forfiner fra generation til generation. Det gælder også for Samsung, der med Gear S3 bygger videre på den vellykkede forgænger, Gear S2.

Stort og solidt

Designet lægger sig op af et klassisk herreur. Vi testede Frontier-modeller, som er rettet mod den aktive type, der udover almindelig daglig brug gerne vil anvende uret til løb, klatring, svømning og hvad man nu ellers kan finde på at udsætte sin fysisk for. Det er mere hårdfør i designet end Classic-modellen. Skærmen er stærkere, det kommer med en rem af silikone fremfor læder, og knapperne er belagt med skridsikker gummi. Men derudover er de to ure identiske.

Der er tale om et virkelig velbygget ur. Navigationsringen om urskiven glider smidigt, og den solide urkasse i rustfrit stål giver en høj kvalitetsfornemmelse. Det er dog et ret stort ur, for stort for nogen formentlig. Det ville klæde uret med en lidt slankere profil.

Se også:  Skagen Connected Signatur SKT1404 [Test]: Lækkert smart-ur i dansk design

En lille men ikke desto mindre væsentlig detalje er, at uret nu er skabt til 22 mm remme, den mest udbredte standard. Det betyder, at du kan skifte den medfølgende rem ud med stort set enhver anden urrem, gammel som ny.

Velkendt oplevelse

Har man stiftet bekendtskab med Gear S2 vil oplevelsen være velkendt. Det udmærkede styresystem er, som man kender det, og det samme gælder betjeningen generelt. Dog er der kommet et par features til, som forbedrer og udvider funktionaliteten markant.

Den indbyggede gps gør det nu muligt at tracke sit løb eller finde vej uden en mobil forbundet til uret, mens et markant forbedret batteri gør, at uret holder sig kørende op til fem dage på en opladning. Dog en del mindre, hvis du anvender Allways On-funktionen, der holder urskiven tændt under dvale.

Se også:  Har du et smart-ur eller er på vej til at købe et?

Uret oplades trådløst, men du er ikke bundet til den medfølgende ladedock, for uret understøtter almindelig trådløs ladestandard, så du kan bruge de fleste trådløse opladere.

Udvidet univers

Dertil kommer, at hele universet omkring uret er vokset betragteligt, siden forgængeren kom på markedet sidste år.

Udvalget af urskiver og apps er imponerende. Det matcher ikke helt Apples endnu, men mange af de apps, der batter noget, har nu en add-on til Gear-uret. Eksempelvis kom Spotify med en Gear-app, mens anmeldelsen blev skrevet. Den kommer til at gøre det væsentligt nemmere at tage sin Spotify-musik med på løbeturen og betjene tjenesten direkte fra uret.

Kompatibiliteten er også blevet bedre. Uret fungerer gnidningsfrit med enhver Android, uanset mærke, og det skulle undre en del, om ikke også det snart er iOS-kompatibelt. Gears S3 er ikke et billigt ur, men er du på udkig efter et brugervenligt smartwatch med masser af funktioner, finder du næppe noget bedre lige nu. 

  • Features
  • Brugervenlighed
  • Batterilevetid
  • Skærm
  • Pris

Sammenfatning

»Uret er lidt stort, og der er stadig et stykke vej til, at den digitale skærm kan erstatte den simple elegance ved analoge visere. Gear S3 er godt på vej. Det er et enormt velbygget smart-ur med et væld af gode funktioner og imponerende batterilevetid.«

Nøgletal
Pris: 3499 kr.
Skærm: 1,3”, Super AMOLED Allways On, 360 x 360 p, Gorilla Glass SR+
Processor: 1.0 GHz Dual Core
Lager: 4 GB intern
Batteri: 380 mAh, trådløs opladning
Tilslutninger: Bluetooth 4.2, Wi-Fi b/g/n, NFC, MST, GPS/Glonass
Styresystem Tizen Wearable 2.3.2

4
Her er den bedste dagspris på Google Wifi (3-Pack)
Del denne