Tag på arbejde eller ud i forårssolen. Når du kommer hjem, har Navibot gjort hele boligen ren for dig
Samsungs Navibot er lidt anderledes end andre robotsugere. Ifølge producenten er det nemlig en intelligent lille sag, de sender på markedet.
Støvsugeren er således udstyret med en “hjerne”, bestående af to processorer, som bearbejder informationer fra et kamera, der scanner og ”ser” alle forhindringer i rummet. På den måde beregner Navibot den bedste rute for den hurtigste og mest effektive støvsugning.
At komme videre til det næste rum er heller ikke noget problem for Navibot. Dørtærskler, ledninger og tæppekanter skulle den klare uden besvær. Tre sensorer registrerer desuden, når den nærmer sig en trappekant og sørger for, at den automatisk vender rundt og ikke falder ned. Hvis man har rum, som man ikke ønsker støvsuget, kan man afgrænse rengøringsruten med en virtuel væg ved hjælp af en infrarød IR-sender.
Med den justerbare timer kan man indstille robotten til at rengøre hjemmet mens man er ude. Kommer man hjem midt i en støvsugning kan man “beordre” Navibot til at køre over i sin genopladningsstation og starte igen, når man går ud af døren. Så husker den, hvor den sidst var i gang, kører tilbage og fortsætter støvsugningen.
Pris og lanceringsdato er endnu ikke offentliggjort.