Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Apples iPad er smart og lækker og skal helt sikkert nok blive langet over disken i hobetal. Indtil videre går det i hvert fald rigtig godt, uden at den overhovedet er kommet på markedet endnu.
Den har dog sine helt klare begrænsninger. Fleksibiliteten er ikke stor og til mange computeropgaver er den simpelthen for svag. iPad vil således næppe erstatte den almindelige computer hos særligt mange brugere, men vil snarere blive et supplement, som kan anvendes til underholdning og kommunikation.
Man hvad nu hvis man proppede de samme kræfter i en tablet, som man er vant til i en almindelige computer – ville den så kunne varetage alle dine computerbehov? Det er svært at sige, men nu tyder det i hvert fald på at Samsung har tænkt sig at afprøve tesen.
Producenten planlægger nemlig at lancere en tablet i den sidste halvdel af året, som skal give ydelse og tilslutningsmuligheder i pc-klassen. Uden at det er officielt bekræftet kan vi sandsynligvis forvente at dette vil indbefatte en Intel-chip i Atom-serien, som efterhånden er ved at udvikle seriøse muskler. Hvilket styresystem den bliver baseret på, er der heller ingen meldinger om, men Windows 7 vil ikke være et dårligt bud.
Samsungs tablet vil således henvende sig til et andet segment end iPad og fleste andre tablets der er annonceret, som for størstedelens vedkommende rummer ARM-baserede processorer og er baserede på styresystemer i mobilklassen. Det skal blive spændende at se om der er et marked for sådan en sag eller om brugerne foretrækker et rigtigt tastatur, når der skal arbejdes seriøst på computeren.