Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Samsung C27H800FCU: Blæret bue til nogle formål

En Samsung med kurver, der giver en intim oplevelse, men skærmen er ikke egnet til alt.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Mens man efterhånden er gået helt bort fra kurvede skærme i tv-branchen (og tak for det!), har man ikke helt sluppet konceptet, når det handler om pc-skærme. Denne Samsung har en buet skærm, og når du sidder alene foran den, giver panelets krumning en tæt, nærmest intim, oplevelse. Det er især et plus ved spil og underholdning.

Samsungs Curved Display og Business er to andre betegnelser, producenten knytter til skærmen. Og i jobsammenhæng kan der være masser af steder, hvor det giver god mening at have skærmen mere for sig selv. Buen gør det jo om ikke andet svært for kollegerne ved siden af at kigge med.

Denne skærm har en svag krumning, som faktisk ser ret blæret ud på bordet. Skærmen monteres på en solid, men alligevel enkel fod, så den 27” store skærm ikke ser så voldsom ud. For selvom, den ”kun” er 27”, så syner den altså noget mere i landskabet. Vi har ingen problemer med, at billedet bliver forvrænget i hjørnerne, og til film og underholdning er buen faktisk ret fin. Sidder du til gengæld med et Excel-ark eller lignende, skal du lige vænne dig til, at alt ikke står snorlige på skærmen.

Det hvideste hvide

Der er de justeringsmuligheder af billedet, som vi forventer, og skærmen kan også hæves og sænkes. Desværre har den det med at hoppe lidt, hvis du slår hårdt på tasterne, og så er billedet ikke helt roligt.

Billedmæssigt er Samsung C27H800FCU ellers god til at vise hvidt helt hvidt, uden at billedet bliver for unaturligt skarpt. Til gengæld er skarpheden over hele skærmen ikke den bedste. Der er lidt mere ”fnidder” omkring bogstaver, end vi er vant til fra andre skærme.

Alt målt og vejet synes vi nok, at Samsung her fejler lidt for meget. Det buede design er specielt og bestemt en smagssag. Men resten af skærmen lever ikke helt op til prisen, der trods alt er i den lidt højere ende.