Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Samsung UDB-K8500: Få det maksimale ud af dit tv

Køb en Blu-ray-afspiller med UHD-opløsning, så kan du opleve, hvor godt dit 4K-tv reelt er. Der er efterhånden en del modeller at vælge mellem, og vi tester her en spændende nyhed fra Samsung.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Mange danskere har nu et UHD-tv med 4K-opløsning stående hjemme i stuen. Men en del af disse lykkelige tv-ejere er nok også noget frustrerede over, hvor lidt ægte 4K-indhold, det er muligt at opleve. Ganske få streamingtjenester tilbyder 4K-materiale, men det kræver stor båndbredde, og udbuddet af film og serier fra disse tjenester er stadig småt.

Hvis du vil prøve, hvad dit tv virkelig kan i den høje opløsning, kan du prøve en helt anden løsning: Køb en Blu-ray-afspiller med UHD som denne Samsung UBD-K8500, vi tester her.

Der er flere fordele ved en sådan ”fætter”. Først og fremmest er der et rimeligt udbud af Blu-ray-film af UHD-typen. De er optaget i det høje format med 3840 x 2160 pixel – eller konverteret til den høje opløsning – og det er et ægte UHD-signal, du får ud af Blu-ray-afspilleren.

En yderligere fordel ved en Blu-ray-afspiller af UHD-typen er, at den – som denne Samsung – kan opskalere en full HD-film til UHD. Den indbyggede billedprocessor gætter sig til de manglende billedpunkter og sender et 4K-signal til tv’et.

UHD-tv’er kan selvfølgelig selv opskalere et full HD-signal, men når et tv får serveret et 4K-signal i stedet, kan det bruge sine kræfter på at gøre billedet bedre på andre punkter – farver, hastigheden i billedet osv. Så samarbejdet mellem en UHD-Blu-ray-afspiller og et et UHD-tv vil kunne give et bedre billede end ellers.

I praksis viser det sig også at fungere sådan. For med en almindelig Blu-ray-film får vi bedre resultat med Samsung UBD-K8500 og vores UHD-tv, end når signalet til vores UHD-tv kom fra en ellers god (og dyrere) Blu-ray-afspiller uden UHD-opløsning!

Vi får et billede, hvor farverne har en ægte og flot dybde samt en stoflighed, der gør billedet meget lækkert at se på. Vi er også glade for, at detaljerne ikke står mejslet ud i granit, men ser naturlige ud.

Med den høje opløsning ender billedet ofte med at blive lidt klinisk. Og så kommer en Blockbuster-film til at ligne en dokumentarudsendelse, hvilket forstyrrer oplevelsen.

Flot ydelse til prisen

Med ægte UHD-film er resultatet, at billedet blot bliver endnu skarpere, men stadig med det filmiske skær, som er så vigtigt for den gode filmoplevelse.

Samsung UBD-K8500 har også HDR (High Dynamic Range), som medvirker til øget kontrast, så sollys og reflekteret lys ser mere intenst og ægte ud. Det giver et kæmpe løft i billedet.

Vi har set Samsung UBD-K8500 til salg flere steder for en pris omkring de 2000 kroner, og kan du leve med, at kabinettet er buet og af en byggekvalitet, der ikke ligefrem virker solid (samt med en meget lille fjernbetjening), så kan vi klart anbefale UBD-K8500.

Billedkvaliteten er som bekendt det allervigtigste, og på dette punkt leverer denne Samsung-maskine et glimrende pris/ydelsesforhold.

Godt alternativ: Lækker og mere kostbar

Der er efterhånden kommet en del Blu-ray-afspillere til 4K-opløsning på markedet. I den høje ende finder du denne Panasonic DMP-UP900. Her er byggekvaliteten højere, og ydelsen er på et niveau over Samsung UBD-K8500, både billed- og lydmæssigt.

Men du kommer også til at betale for kvaliteten. Panasonic DMP-UP900 koster mere end det dobbelte: 4900 kroner.