Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Samsung The Premiere LSP9T: Komplet 130" hjemmebio i kompakt kasse

The Premiere er hundedyr, men med Samsungs alt-i-en-projektor behøver du til gengæld heller ikke yderligere udstyr for at nyde film i gigantformat og med stor surround-lyd.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er ikke noget som at se film fra en projektor. Traditionelle projektorer er bare ikke altid de nemmeste at have med at gøre. De skal placeres i passende afstand fra lærredet/væggen for at give et stort nok billede. Det stiller krav til dit rum. Ofte er der heller ikke de samme features indbygget, som du får i et tv. Derfor er det nødvendigt at tilkøbe og montere ekstraudstyr for at se det indhold, du ønsker.

Sådan er det ikke med The Premiere. Her er tale om en ultra short throw-projektor, der kan stilles helt op ad den væg, du vil projektere på. Det betyder, at den ikke kræver meget mere plads end et tv. Vil du have et 130”-billede (som er det maksimale, den er skabt til), skal den dog lidt ud fra væggen. Lidt længere end de fleste tv-bænke giver plads til. Selv når den står helt op af væggen, giver den dog et imponerende stort billede. Det er dog, som om billedet bølger lidt i toppen. Det har vi trods flere forsøg ikke været i stand til at rette ud.

Smæk på farverne

Der er tale om en laserprojektor med en pæn lysstyrke på 2800 ANSI-lumen. Selv i en almindelig oplyst stue er der ingen problemer med at se, hvad der sker på lærredet. Billedet er i 4K og understøtter både HDR+ og Filmmaker Mode. Der er smæk på kontrast og farver, vi savner dog lidt balance og ”sprødhed” i gengivelsen. Præindstillinger som Dynamisk, Naturlig, Sport, Gaming m.m. giver imidlertid mulighed for at tilpasse billedet.

Forrygende surround

I projektoren er der indbygget et lydsystem, og det er faktisk et ret velfungerende et af slagsen. Bunden er ikke så dyb, at du helt glemmer tanken om en subwoofer, men Acoustic Beam-teknologien skaber en forbløffende god surround-effekt. Det lyder, som om filmens handling foregår rundt i hele stuen.

Det hele er indbygget

Der er ikke nødvendigvis behov for at tilkoble eksterne bokse. Projektoren har indbygget tv-tuner, net-forbindelse og en komplet Smart TV-platform, der giver adgang til nemme indstillingsmuligheder og et væld af apps og streaming-tjenester. Det hele styres nemt med den medfølgende fjernbetjening. Der er også mulighed for at spejle indhold direkte fra mobilen. Det er således bare at gå i gang. Kobler du spillekonsoller, Apple TV og andet på, vil projektoren genkende enhederne og tilpasse billedindstillingerne til dem.

The Premiere gør det således umådeligt nemt at få en stor biograf-oplevelse hjemme i stuen. Men du betaler også for det. Med en pris på 49.990 kroner er projektoren uden for rækkevidde for de fleste. Samsung har dog en lidt mere skrabet version (LSP7T), der fås for ”kun” 27.990 kroner. Den byder også på 4K og mange af de samme egenskaber.

Pris: 49.490 kroner

Samlet vurdering: 5 / 6 stjerner

Samsung The Premiere. Samsung The Premiere.