Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Samsung S8+: Skærm over kanten

Godt kamera og skærm ud over kanten er denne mobils plusser.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Samsung har i nogle år været trendsætteren på Android-markedet – blandt andet med Edge-skærmene, der krummer ud over siderne og med hurtige processorer. Og med en ny S9+ på markedet er der al mulig grund til at se på forgængeren S8+, som på mange måder er en førsteklasses smartphone.

Tag bare skærmen, der smyger sig helt ud om siderne og samtidig har en enorm opløsning på 2960 x 1440 pixel. Det er ikke bare "showoff", da S8+ leverer et eksemplarisk flot billede. Vi er også imponeret over kameraet. Billederne har høj skarphed og klarhed, men er dog ikke bedre end fra testens Huawei, Asus eller Apple.

S8+ reagerer kvikt på input, og du kan hurtigt svirpe mellem de to kameraer. Læg dertil 128 GB hukommelse, og der er alt, hvad du kan ønske af en topklasse-smartphone.

Trods det er prisen for høj. Sammenlignet med testvinderen OnePlus eller den noget billigere Huawei er det svært at se, hvorfor Samsung skal koste så meget mere. Skærmen er bedre, men ellers er der ingen grund.