• Home »
  • TV »
  • Samsung QE55Q9F [TEST]: Brugervenligheden er i særklasse
Samsung QE55Q9F [TEST]: Brugervenligheden er i særklasse

Samsung QE55Q9F [TEST]: Brugervenligheden er i særklasse

Share

Samsung forstår at komme brugeren i møde. Brugervenligheden er med afstand testens bedste

Samsung satser som stort set den eneste af verdens store tv-producenter ikke på OLED, men benytter i stedet den egenudviklede QLED-teknologi, som er baseret på traditionel LED. Så med QE55Q9F får du ikke et tv, der er papirtyndt foroven som de øvrige testdeltagere (forneden er de fleste OLED’er tykkere for at give plads til elektronikken). Men det er et meget flot tv, der har samme tykkelse overalt.

Der er også kun én tilslutning til skærmen, da Samsung benytter firmaets Connect-teknologi. Det betyder, at der medleveres en forholdsvis stor boks og kun ét tyndt kabel op til tv’et. Alle andre tilslutninger sker via den eksterne boks.

Det er en ret lækker feature, der betyder, at du lettere kan gemme alle kabler væk i et skab eller på afstand fra tv’et. Det er ikke nyt – faktisk benyttede nogle af de første flade tv’er netop samme metode. Men smart er det, og det betyder, at al tilslutning er gjort enkel og let tilgængelig.

Se også:  OLED-tv'er [STORTEST]: Så gode er super-tv’erne lige nu
Sæt det op med mobilen

Opsætningen er også nem, og har du Android-smartphone eller -konto, kører alt fra starten. Ellers er det bare at oprette en konto, og du har det mest smarte smart-tv i denne test og på markedet. Der er let adgang til alle kilder – eksterne via HDMI, dine nettjenester og almindelig tv-kigning. Og du browser let og ikke mindst hurtigt mellem de forskellige kilder. Det er verdensklasse!

Lydmæssigt er der ikke meget guf i Samsung QE55Q9F og ganske som hos de øvrige deltagere i testen, råber dette tv efter en lydbar eller et surroundanlæg. Lyden er ret spinkel, og der er slet ikke den krop og fylde, man kunne ønske sig.

QLED-skærmen leverer naturligvis 4K-opløsning, HDR og alle de andre teknologier, man kender fra OLED-tv’er i den høje ende. QLED fungerer ved at lade et metalmateriale skabe farverne. Der er stadig tale om en form for LED. Billedmæssigt har Samsung flere detaljer og ikke mindst et langt højere kontrastforhold end de fleste LED-tv’er, vi har testet gennem tiderne.

Se også:  Storskærms-tv'er [TEST]: Store tv'er til moderate priser

Detaljerne står godt frem, og modsat tidligere LED-tv’er med 4K fra Samsung er billedet ikke unaturligt, hvilket ødelægger især filmoplevelser.

Mangler glød i farverne

Billedet har ikke helt den glød og atmosfære som fra de bedste OLED’er i denne test. Sammenlignet med det fremragende Panasonic mangler Samsung QE55Q9F lidt af den glød i farverne, der gør billedet lækkert at se på. Når du dertil lægger en meget høj pris, skal du altså tænke dig godt om, før du vælger dette tv.

Det er et yderst flot og meget lækkert tv – med en opsætning og betjening, der er i særklasse god – og skulle du være skeptisk over for at investere i den endnu ret nye OLED-tv-teknologi, så er QE55Q9F værd at tjekke ud. Og mon ikke det kan fås til en langt mere attraktiv pris, når det har været på markedet et halvt års tid mere?

Samsung QE55Q9F
  • Kvalitetsindtryk
  • Brugervenlighed
  • Funktioner
  • Ydelse
  • Pris

Sammenfatning

Testholdet mener:
Samsung QE55Q9F er ikke en prisbombe, tværtimod. Til gengæld er det flot designet. Og det er perfekt for forbrugere, der hader at bøvle med opsætning og betjening. Det bliver ikke nemmere end med dette tv. Billedkvaliteten er ikke testens bedste, men ganske god alligevel.

Fakta:
Producent Samsung
Navn QE55Q9F
Størrelse 55"
Opløsning 4K
HDR HDR10
HDMI 4 stk.
USB 3 stk.
Energiklasse B
Dimensioner 123 x 707 x 389 mm
Vægt 23,2 kg
Pris 22.990 kr.

4
Del denne