Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Samsung Q800T 65”: 8K der (næsten) er til at betale

Q800T er det første 8K-tv, der ikke er absurd dyrt, og det indikerer, at der er en fremtid for formatet.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Måske har du ikke engang opgraderet til 4K endnu. Så kan du lige så godt gå hele vejen til 8K. Hvis du altså har små tredive tusinde kroner, der klør i lommen. Q800T er det ikke billigt, men det er det første 8K-tv, der er nogenlunde til at komme i nærheden af.

Slår benene væk under dig

Der findes indhold på YouTube i 8K, og med Samsungs nyeste mobiler er der mulighed for at optage 8K-videoer selv. Den høje opløsning skal dog først og fremmest betragtes som en ingrediens i billedmotoren, der sammen med andre teknologier bidrager til at optimere billedet.

Indholdet opskaleres, så opløsningen virker højere. Det er dog ikke noget, der udretter mirakler. Det får ikke en 240p video til at ligne en million, men det giver subtile forbedringer, som bestemt kan bidrage til oplevelsen.

Det er imidlertid, når du ser velproduceret indhold i ægte 8K, at tv’et for alvor slår benene væk under dig. Det, der findes lige nu, er hovedsagelig de typiske naturoptagelser, der fungerer fint som demo-materiale, men som der trods alt er en grænse for, hvor længe man kan sidde og se på.

Men mon ikke snart de første spillefilm i 8K begynder at dukke op. Formentlig til download i første omgang, da det kræver en særdeles stærk internetforbindelse at streame et stabilt 8K-signal.

Modsat de fleste konkurrenter, dedikerer Samsung sig til QLED. Det er et bagbelyst panel, og derfor er det ikke i stand til at opnå samme kontrast og fine detaljering i farvenuancer som de bedste OLED-tv’er. TIl gengæld er der smæk på lysstyrke og farver, som står utrolig stærkt.

Betragtningsvinklerne er også tæt på perfekte. Du kan gå i dybden med at tilpasse billedet manuelt. Tv’et er dog også i stand til på intelligent vis at tilpasse billed- og lydindstillinger, så de fungerer godt sammen med indholdet. Det lukker dog alle muligheder for at fintune selv, og vi var ærlig talt ikke imponeret over resultatet.

Når vi satte en film på, skiftede tv’et ikke automatisk til den ellers glimrende film-tilstand. Til gengæld er lyden fantastisk. Tv’et analyserer rummet og er i stand til at skabe en bevægelighed i lyden, så filmen opleves levende. Der er samtidig fornuftig bund, så du til nød kan klare dig uden en soundbar.

Skrøbelig opsætning

Samsung bruger sin egen Tizen-platform. Den er nem og brugervenlig at gå til, med rigt udvalg af smarte funktioner. Blandt andet er Apple TV lige kommet til, ligesom der er mulighed for at caste via AirPlay.

Den minimalistiske fjernbetjening er nem at bruge; dog er det ærgerligt, at man blandt de tre fysiske genveje til streamingtjenester har valgt Amazon Prime og Rakuten TV. Det er næppe de mest oplagte for danske brugere. Den tredje er dog trods alt Netflix.

Installeringen lader en del tilbage at ønske. Tv’et har en ganske nydelig metalfod, men den skal skrues fast på en plastplade for at stå i den, og det gør, at man kan blive nervøs for, om det hundedyre tv vælter ned.