Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Samsung NQ95A: Knald på kontrasten i Samsungs nye top-tv

Med introduktionen af Neo QLED får Samsung-tv’et en kontrast, der nærmer sig OLED uden at gå på kompromis med den lysstyrke og farvegengivelse producentens skærme er kendt for.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Samsung har holdt hårdnakket fast i den LCD-baserede QLED-teknologi, selvom stort set alle konkurrenter er gået over til OLED.

QLED har sine styrker, når det gælder lysstyrke og knald på farverne, men har også haft sine tydelige svagheder, især på kontrasten. Med QN95A introduceres Neo QLED-teknologien, som gør underværker på netop dette punkt.

Knasende sprød kontrast

Neo QLED er baseret på den nye Mini-LED-teknologi. Den kommer vi til at se en del mere til i løbet af året, når flere andre producenter lancerer tv’er med den.

Som navnet antyder, er LED-dioderne i et Mini-LED-tv mindre end i et almindeligt LCD-tv. Der er derfor også flere af dem, og det gør det muligt at styre lyset mere præcist. Resultatet er højere kontrast og større nuancerigdom.

Det giver sig synligt udslag med NQ95A, som især på kontrasten viser en betydelig forbedring sammenlignet med Samsungs tidligere QLED-modeller.

Læs mere om skærmtyperne her:

https://www.altomdata.dk/guide-kend-din-skaermtype/

Foruden en imponerende lysstyrke på op til 2000 nits får du et knasende sprødt billede, selv i stærkt dagslys. HDR10, HLG og HDR10+ Adaptive hælper til at få det bedste ud af billedet; dog havde Dolby Vision også været rart.

Ideelt til spil og sport

Tv’et gør sig forrygende til film, hvor man blandt andet får glæde af Filmmaker Mode, der giver et billede fintunet af fiilmskaberne i Hollywood.

Til sport og ikke mindst gaming har tv’et også fordele, ikke blot på grund af de stærke farver, men også hastigheden, der sikrer, at billedet flyder imponerende flot.

Input lag er nede på 9,2 ms, opdateringshastigheden er 120 fps, og der er understøttelse af AMD Freesync Premium Pro. Tv’et kan derfor yde de nyeste spilkonsoller fuld retfærdighed.

Læs vores test af OLED-tv'er her: 

https://www.altomdata.dk/oled-tver-stortest-store-tv-skaerme-til-storslaaede-sejre/

Når en gaming-enhed registreres, skifter tv’et til Game Mode, der optimerer billedet til spil. Samtidig får man adgang til en Game Bar med hurtig adgang til relevante billedindstillinger.

Helt fladt mod væggen

Opsætningen af tv’et sker relativt nemt. Et plastikbeslag skrues fast bagpå, og dernæst kan samme beslag skrues fast på den elegante stålfod, der holder tv’et oprejst.

Skærmen er en anelse tykkere end mange af markedets nyeste OLED’er, til gengæld er der ikke noget, som stikker ud bagved. Det skyldes, at man har fjernet alle tilslutninger fra tv’et og placeret dem i One Connect-boksen – en adskilt enhed, der kan placeres, hvor du ønsker. Således er det muligt at hænge tv’et fladt ind mod væggen.

Fjernbetjeningen oplades af lyset

Tv’et styres med det brugervenlige Tizen-system, som må siges at være blandt markedets mest velfungerende og veludbyggede smart-tv-systemer – med adgang til populære tjenester, inklusive det nye Samsung TV Plus, en gratis flow-tv-tjeneste.

Tjenesten har sin egen dedikerede knap (ved siden af Netflix og Amazon Prime) på den lille fjernbetjening, der ligner Samsungs typiske remotes, men har fået solceller på bagsiden, så den kan oplades, blot den ligger i lys fra solen eller fra elektriske pærer. Batterier er derfor ikke nødvendige.

Detaljeret lyd

Selvom tv’et er slankt, er det i stand til at levere en overraskende stor lydoplevelse. Der mangler generelt lidt fylde i forhold til en ordentlig soundbar, men ved at placere otte højttalere rundt i rammen og anvende den avancerede Object Tracking Sound er tv’et i stand til at frembringe en oplevelse af, at lydene følger billedet på skærmen med flot præcision. Desværre understøtter de indbyggede højttalere ikke Dolby Atmos, men det er muligt at sende Atmos-lyd ud af tv’et til en soundbar via HDMI.