Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Samsung LU28E590DS: Testens billigste imponerer

Fremragende specs – og fornem ydelse til prisen. Denne skærm er pengene værd.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Skulle vi alene sammenligne på data, ville vi gætte på, at denne Samsung var blandt testens dyreste skærme. Den har høj lysstyrke, meget lav responstid (godt til spil), og så er den testens største og endda med 4K-opløsning. Det er der kun to skærme i denne test, der kan prale af, og den nærmeste konkurrent koster langt mere. For Samsung er overraskende nok testens billigste skærm.

Når emballagen er pakket op, og skærmen står på bordet, er der ikke meget, der signalerer billig monitor. Den har en nyde-lig, men også forholdsvis stor ramme omkring de 28”, og foden er en enkel og nydelig sag. Kommer du tæt på skærmen, er det dog tydeligt at se, at her ikke er tale om en skærm i den helt kostbare ende. Plastikken virker billig og menustyringen med en knap bagpå er noget bøvlet at bruge.

Men sæt billede på, og du vil straks nyde den meget høje opløsning, som i kombination med den flotte lysstyrke giver et meget klart og rent billede. Flere billedpunkter kræver mere lys, og det har Samsung givet skærmen, der har den højeste lysstyrke af alle i denne test.

Høj lysstyrke er ikke automatisk lig med bedre skærm, da panelet også skal være i stand til at håndtere lysstyrken. Og det er da også tydeligt, at tager du de kritiske briller på, har Samsung-skærmen tendens til at brænde detaljer ud i de lyse områder og er ikke helt i stand til at vise detaljer i de mørke områder på niveau med de bedre skærme i denne test. Og det hjælper ikke at skrue ned for lysstyrken – så mister du bare detaljer.

Det er i øvrigt en af de afgørende forskelle på en god og ofte kostbar skærm og en lidt billigere model. På lavprisskærme kan du ikke justere lyset ned og bibeholde detaljer og glans. Her mister du i stedet detaljer og nuancer.

Skabt til underholdning

Du skal dog ikke bruge skærmen til kritisk billedbehandling, for Samsung LU28E590DS er skabt til underholdning. Sæt godt med power på lyset, og se en film i 4K-opløsning eller prøv et spil, hvilket skærmen er eminent til at vise. Har din pc et grafikkort, der kan håndtere den høje opløsning, får du masser af saft og kraft i billedet. En ren fornøjelse!

Til daglig brug giver den høje opløsning den udfordring, at tekst og ikoner let bliver for småt, men du kan bede skærmen (via Windows) om at justere opløsningen, så den matcher det, du sidder med. Og da opløsningen er så høj betyder det, at skærmen bibeholder et rimelig skarpt billede, når den skal vise en lavere opløsning.

Det her er på ingen måde en perfekt skærm. Ergonomien er for eksempel mangelfuld, da du kun kan vippe skærmen lidt frem og tilbage.

Men målt i underholdning pr. investeret krone giver denne skærm fuld valuta for dine hårdt opsparede kroner. Er målet en skærm med høj opløsning og lav pris, er det en ”no brainer” at vælge Samsung!