Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Samsung-interview: "Nu satser vi stort på foldbare mobiler ..."

Med sine nye foldbare mobiler går Samsung efter det brede publikum. Mark Notton, Senior Director for IM hos Samsung, fortæller os, hvorfor han mener, at foldbare er modne til mainstream-markedet ….

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er tre år siden den første foldbare mobil fra Samsung kom på markedet. En smartphone, der var hundedyr og mere interessant end den egentlig var god, men udviklingen har været enorm, og nu ser det faktisk ud til, at Samsung står med to foldbare mobiler (Galaxy Z Fold3 og Galaxy Z Flip3), hvor de knaster, der hæmmede tidligere modeller er filet til mens nye stærke feature udvider brugeroplevelsen betragteligt.

Samsung er således overbevist om, at de foldbare mobiler er klar til det brede marked. Spørgsmålet er så blot om det brede marked er klar til de foldbare.

Vi tog en snak med Mark Notton, Senior Director for IM kategorien hos Samsung, som fortæller, hvorfor han mener at de foldbare er fremtiden.

Mark Notton, Senior Director for IM kategorien hos Samsung. Mark Notton, Senior Director for IM kategorien hos Samsung.

En saltvandsindsprøjtning for smartphones

"De foldbare giver en saltvandsindsprøjtning i smartphone-kategorien. De er den store historie for Samsung i år. De kommer ud i alle vores salgskanaler, ligesom ægte flagskibsmobiler. Vi tror meget på denne formfaktor. Mange har ventet på noget nyt og anderledes i smartphone-verdenen, og vi mener, det er hvad vi har her", fortæller Mark Notton.

"Vi har haft mange tilfredse brugere, men salget har været begrænset af produktionskapaciteten. Det kræver meget at skaffe komponenter og skabe en ny produktionsproces i stor skala. Men der er vi nået til nu, og vi har samtidig den erfaring der skal til for at skabe noget overbevisende."

Bedre bygget

Tidligere foldbare har haft udfordringer med byggekvalitet og konstruktion. De har ikke været lige så holdbare som ”almindelige” mobiler, men det skal være løst nu.

”Ligesom i de nyeste Galaxy S-mobiler har vi anvendt den stærkeste type af Gorilla Glass på ydersiden tilsat specialudviklet og superstærk Armor Aluminium i kanterne af både Galaxy Z Fold3 og Galaxy Z Flip3. Det gør at de nye foldbare er mindst lige så holdbare som almindelige mobiler," fortæller Mark Notton og fortsætter:

"Samtidig er det lykkedes os at forsegle mobilerne langt bedre end tidligere. Selvom det er ret udfordrende, når man har med et hængsel at gøre, har mobilen opnået en IPX8-certificering for vandtæthed."

Pennen udvider mulighederne

En anden udfordring, som Samsung har overkommet, er, at gøre Galaxy Z Fold3 kompatibel med S Pen, en feature vi her på AOD har haft på ønskelisten fra starten.

"Fold3 giver et stort lærred, hvor der er plads til at skabe billeder og tekst. Man kan dele skærmen op, så man kan se indhold og tage noter samtidig. Samtidig får du meget af den funktionalitet, man allerede kender fra Galaxy Note-mobilerne", forklarer Mark Notton.

Det har dog ikke været nemt at implementere den skærmteknologi der skal til i en foldbar mobil.

”Det er svært med foldeglas. At bruge pen kræver et ekstra lag i skærmen. For at nå målet skabte vi en ny frekvens og tilpassede samtidig S Pennen således at tippen er fleksibel, med en fjeder indbygget, så der ikke er risiko for at skade skærmen, når man skriver på den", fortæller Mark Notton.

Den nye frekvens betyder, at man ikke kan bruge samme pen på Galaxy Z Fold3 som på andre Galaxy-enheder (der sælges dog en pen med begge frekvenser). Men det giver den fordel, at man ikke kommer til at bruge en forkert pen, som er for hånd mod skærmen, og det har ifølge Mark Notton været en del af idéen med denne løsning.

Men kommer der så overhovedet en ny Galaxy Note, når Fold på denne måde overtager den væsentligste feature fra den model?

”Det er ikke afgjort endnu – lige nu fokuserer vi på foldables", forklarer Mark Notton.

Skal du folde eller flippe?

Men hvordan skal brugeren så afgøre hvilken foldbar, der er det rigtige valg, når nu Samsung kommer med to på en gang?

"Fold er for de meget teknologi-interesserede. Dem der ønsker den nyeste teknologi. Vi har opdyrket et stort marked af tilfredse Fold-brugere, som sværger til denne formfaktor", siger Mark Notton.

"Flip er mere til dem, der ønsker noget anderledes, uden at teknikken behøver at være ”top specs”. En mobil der kan udtrykke deres stil. Den er nem at tage med, ser smart ud og har samme skærmstørrelse som en almindelig mobil, så den henvender sig til et bredt publikum".

Priserne på begge mobiler er blevet lavere. Flip er kommet ned i et prisleje, hvor den matcher markedets øvrige topmobiler, men Fold3 er fortsat en kostbar mobil med en startpris på over fjorten tusind kroner. Er brugerne klar til at betale så meget?

Brugerne er klar til at betale. Mulighederne med teknologi er blevet større, og brugerne er interesserede i at få adgang til den teknologi, der kan forbinde dem med omverden og udfolde deres kreativitet på den bedste måde. Mobilerne er blevet billigere og vi gør det samtidig mere overkommeligt at spare penge via via trade ins, bundles m.m", slutter Mark Notton.

Du kan forvente en test af de to nye foldbare mobiler i nærmeste fremtid, her på AOD.