Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Samsung HWQ800T: Hvis du går efter en magtfuld bas

Der er smæk på bassen, og lydbaren er ekstremt nem at sætte op. Lydkvaliteten er dog ikke helt i top.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Denne Samsung-lydbar giver umiddelbart meget for pengene. Den koster 1000 kroner mere end testkonkurrenten fra Harman, og med i den pris får du en meget stor subwoofer samt en lydbar, der er pakket flot ind i metalgitter. Når du skruer op og ned for lydniveauet, bliver det vist med dioder i højre side af lydbaren, og det hele er meget nydeligt. Subwooferens kabinet er af billig kvalitet træ, der er malet, hvilket desværre er almindeligt blandt mange producenter. Det er ellers her, man bør bruge træ med god afstivning, da bassen ellers sløres af resonanser.

Opsætningen af lydbaren er ekstremt enkel, og faktisk fik vi lyd på med det samme, inden vi overhovedet havde brugt den medfølgende fjernbetjening. Desuden er den meget hurtig til at tænde og slukke sammen med tv’et. Ikke fordi det er noget udbredt problem hos de øvrige i testen – Samsung er blot lidt kvikkere.

Lidt til den skarpe side

Lydgengivelsen er til den skarpe side og har ikke samme fylde i stemmer som hos lydbarerne fra Harman eller Dali, på trods af, at der her også er en subwoofer. Baslyde i film kan du tydeligt mærke. Vi opnår et solidt lydtryk og en bas, der hænger godt sammen med lydbaren. Men da bassen er monteret i den ene side, og den har basrefleksport bagpå, vil bassens styrke variere meget efter, hvor subwooferen er placeret. Så det kan i den grad svare sig at prøve sig frem med placeringen.

Samsung HWQ800T har altså baskvaliteter, men slet ikke de finesser i gengivelsen generelt, som Harman og Sonos leverer – det er de to testdeltager, som prismæssigt er tættest på. Den lille og halvt så dyre Denon har også bedre stemmegengivelse. Så her er vi ikke meget begejstrede.