Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Du er ikke længere nødt til at gå på kompromis med pladsen, hvis du vælger en SSD frem for en traditionel harddisk. Er du villig til at betale for det, kan du få SSD'er, der matcher selv de største harddiske i kapacitet.
Med den nye PM1643 hæver Samsung standarden for hvor mange bytes, der kan være plads til i de flashbaserede diske. Ved at klemme en ordentlig stak 512GB 3D V-NAND chip ind i den nye SSD er det lykkes Samsung at nå en kapacitet på 30 TB. Det er ny rekord.
Læsehastigheden er 2.100MB/s og skrivehastigheden 1.700 MB/s.
Afsindig dyr
Skulle du have lyst til at investere i disken, må du finde over 10.000 dollars frem. Den er således primært tiltænkt virksomheder med særlige behov for lynhurtig dataoverførsel. Men der er god chance for, at teknologien vil sive ned i mindre SSD'er til mere overkommelige priser og generelt være med til at hæve standarden for, hvor meget SSD-lager man kan forvente i laptops, mobiler og andre enheder.