Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Samsung Gear Sport: Brugervenligt sportsur med et væld af funktioner

Gear Sport er, nok ikke helt overraskende, et smart-ur tiltænkt sport. Det bygger videre på mange af de gode features fra Samsungs efterhånden velkendte serie af smart-ure.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Designet er tilpasset en anelse for at gøre det mere sporty. Den medfølgende rem er af gummi, og urkassen er helt vandtæt, så du kan bruge uret til svømning. Og det er jo sådan set meget belejligt, når nu Samsung har indgået et samarbejde med ingen ringere end Speedo. Du får således adgang til svømme-appen Speedo On, der måler din svømmetræning i detaljer.

Under Armors mange gode sports-apps som Endomondo, MapMyRun og flere andre er ligeledes inkluderet, og som en stærk trumf i hatten har Samsung indgået et samarbejde med Spotify. Det betyder, at du kan afspille dine Offline playlister på uret. Således behøver du ikke forbindelse til mobilen, hvis du vil træne med musik i ørerne. Uret klarer det hele selv. Det er i stand til måle hastighed, distance, puls og stigninger, så du får en indgåennde måling af din træning. Og du behøver faktisk ikke fortælle uret, hvad det er for en slags træning, du laver, det er det selv i stand til at registrere.

Sætter du dig op på cyklen og begynder at træde i pedalerne, begynder uret at tracke cykeltræning. Og ligså med gang, løb, cykling, roning, dans og basket. På de fleste andre punkter ligner det Samsung Gear S3. Betjeningen er således nem, brugervenligheden i top og batterilevetiden over standard. Gear Sport er ikke bare enormt funktionsrigt, men også et rigtigt vellykket sportsur.