Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Samsung Galaxy Watch3: Gennemført i design og funktioner

Raffineret urdesign og stærk funktionalitet går op i en højere enhed på Samsungs smarte ur.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det ligner et rigtigt ur. Var det ikke, fordi de analoge visere er udskiftet med en skarp Amoled-skærm, var der ikke noget, som havde adskilt Watch3 fra et klassisk herreur. En velproportioneret urkasse i stål suppleres af en læderrem, der giver et stilfuldt og harmonisk udtryk.

Rundt om skærmen er en drejeskive, som i kombination med de to fysiske knapper giver intuitiv betjening. Den sparer dig for meget fumleri med den lille touchskærm og gør det nemt at komme rundt i det brugervenlige styresystem, som er Samsungs eget.

Mængden af apps til systemet er ikke overvældende; til gengæld er der lagt omhu i implementeringen. I Outlook er det eksempelvis muligt at se, besvare og administrere mails direkte på uret.

Mulighederne for at interagere med beskeder er også omfattende i Facebook Messenger, hvor man kan se hele indholdet af en tråd, få intelligente forslag til svar eller besvare dem med stemme eller håndskrift.

Se aktuelle priser på Galaxy Watch3 her.
Samsung holder fortsat fast i sin egen Bixby som urets stemmeassistent. Det er ærgerligt, da den ikke understøtter dansk og generelt ikke er så velfungerende som Google Assistant, der havde været det oplagte valg.

Ydelsen er upåklagelig, men batteritiden middelmådig. Den er længere end med Apple Watch, men markant lavere end hos Huawei. To-tre dage i almindelig tilstand og et par dage med always-on-skærm er realistisk.

Stærke fitness-features

Forsyner du uret med eSIM, er der mulighed for at streame musik fra Spotify direkte over det mobile bredbånd. Smart, når du eksempelvis er ude at løbe.

Samsungs ur er fortsat blandt de bedste til fitness med en rigtig god evne til automatisk at registrere træningsaktivitet.

Der er kommet nye fitness- og sundhedsfeatures til, heriblandt Vo2 Max-måling og faldregistrering.

Måling af EKG får vi desværre ikke glæde af i Danmark endnu [OPDATERING: Måling af EKG og blodtryk er tilgængelig i Danmark nu.]