Samsung Galaxy Tab S7+ er stadig, her snart et år efter den kom på markedet, den suverænt bedste Android-tablet du kan få fingre i. Den giver dig ikke bare hardware i topklasse, men også et overflødighedshorn af software til underholdning og produktivitet. Men den er heller ikke billig. Og ærlig talt, så er der nok mange, der vil kunne klare sig med lidt mindre.
Med Galaxy Tab S7 FE har Samsung forsøgt at bevare den stærke brugeroplevelse, men drosle lidt ned på hardware, så man få den fine tablet til billigere penge.
I sit design og sin størrelse er den stort set identisk med Tab S7+. En særdeles slank og stilren tablet med kanter og bagside i gråsort aluminium. Skærmen går ret langt ud i kanterne og trods det velvoksne skærmformat på 12,4″ er det en imponerende let enhed. Modsat Galaxy Tab S7+ er det dog tilsyneladende ikke anvendt nogen form for Gorilla Glass til beskyttelse af skærmen.
Det er heller ikke samme skærmtype der er anvendt. Mens Tab S7+ gør brug af en af Samsungs fineste Super Amoled-displays, har Tab S7 FE en TFT-skærm. Opløsningen og lysstyrken er dog mere eller mindre den samme, og langt henad vejen er billedgengivelsen også ret ens. TFT-displayet har ikke helt samme kontrast, detaljering eller kontrol i farvenuancerne, men der er mere smæk på farvestyrken, på kanten til det hidsige, og det kan faktisk være en rigtig fint, når man blot vil se video eller spille for fuld knald, uden at gå så højt op i præcisionen. Der er ikke mulighed for at ændre farveprofilen som på Galaxy Tab S7+ og i det hele taget er det en mere simpel skærm, uden mange af de avancerede muligheder som den dyrere model tilbyder.
Du får heller ikke den hurtige 120 Hz opdateringshastighed som på Galaxy Tab S7+. Faktisk er hastigheden slet ikke angivet, så vi antager at den er 60 Hz. Men det er faktisk ikke fordi forskellen opleves så stor. Tab S7 FE leverer et ret jævnt billede, selv når du scroller hurtigt gennem feeds eller kører spil med hektiske billedskift.
Den gode lyd er heldigvis intakt. Tab S7 FE gør brug af samme firdelte højttalersystem, fintunet af AKG, som Tab S7+, og det betyder at du kan se film og spille uden nødvendigvis at føle behov for at tilslutte en ekstern højttaler.
Det er i ydelsen man ser den største forskel. Galaxy Tab S7 FE byder desværre ikke på samme overlegne hastighed i brugeroplevelsen – navigation, opstart af apps, downloads m.m. Man har anvendt en Snapdragon 750. En glimrende mellemklasse-processor, men som dog langt fra har samme kraftoverskud som den Snapdragon 865, der sidder i Galaxy Tab S7+.