Samsung Galaxy Note9 vs Xiaomi Mi 8 [TEST]: Er den dyre mobil så meget bedre?

Samsung Galaxy Note9 vs Xiaomi Mi 8 [TEST]: Er den dyre mobil så meget bedre?

Share
Forskel i features

Ser man generelt på features er der da heller ingen tvivl om, at Samsungs mobil har flest. Digital assistent, krypteret mappe og ikke mindst DeX, som gør det muligt at forbinde mobilen til en desktop-pc, når du kobler den til skærm og tastatur.
Dog er det S-Pennen, der virkelig gør mobilen til noget særligt. Med den kan du ikke bare tegne og tage noter, men også skære udklip af skærmen, oversætte tekster og meget andet.

Pennen i Note9 er markant forbedret fra forgængerens. Den er nu aktiv og forbundet til mobilen med Bluetooth. Det gør, at den kan fungere som en fjernbetjening. Brug den eksempelvis som remote til kameraet, når du vil skyde et gruppebillede, eller brug den til at styre dine Powerpoints, når du laver præsentationer. Det udvider mobilens muligheder.

Mi 8 har hvad man forventer af en god smartphone, hverken mere eller mindre. Det eneste vi for alvor savner er ansigtsgenkendelse, som ellers er ved at være standard for mobiler i denne klasse.

Der er kun fingeraftryklæser og de sædvanlige muligheder for pinkode, mønstrer osv. Til sammenligning får du både fingeraftrykslæser, irisscanner og ansigsgenkendelse hos Samsung. Det gør det nemmere og mindst ligeså sikkert at logge på.

En terabyte i mobilen

Vi testede den størst mulige model af begge mobiler. I Xiaomis tilfælde vil det sige 6 GB ram og 128 GB lager, i Samsungs vil det sige 8 GB ram og kolossale 512 GB lager. Det store lager er en del af årsagen til den høje pris. Mobilen sælges også i en version svarende til Mi 8, med 6 GB og 128 GB. Den koster et par tusinde mindre.

Hos Samsung kan det interne lager suppleres med et microSD-kort op til 512 GB. Det vil sige, at du kan opnå en samlet lagerplads på over en terabyte. Mi 8 kan ikke udvides.
Xiaomi får sine kræfter fra en Snapdragon 845-processor, den samme, som sidder i de fleste Android-flagskibe for tiden. Det er en fortrinlig processor, med en ydelse, der gør mobilen egnet til alt fra hardcore-gaming til seriøs videoredigering.

Se også:  Samsung U28H750 [Test]: Udmærket skærm til prisen

Samsung har anvendt sin egen Exynos-processor samt et specialdesignet kølesystem. Ydelsesforskellen er ikke kæmpestor; dog klarer Note9 sig lidt bedre på grafik og hukommelse. Når det gælder batterilevetid er der mærkbar forskel. Xiaomi har et hæderligt 3400 mAh-batteri, mens Note9 er oppe på 4000 mAh. Det betyder, at du snildt kan klemme et par dage ud af Note9, mens Mi 8 klarer halvanden med lidt god vilje. Begge mobiler har hurtigopladning, så de er tanket op på ganske kort tid. Note9 understøtter også trådløs opladning.

Note9 giver noget ekstra

At Note9 samlet set er den bedste mobil, kommer næppe som en overraskelse. Samsung ville have et seriøst problem, hvis de ikke kunne lave noget, der er bedre end Xiaomis flagskib til den dobbelte pris.

Men er den så dobbelt så god? Det må i sidste ende komme an på, om du bruger det ekstra, den giver dig. Er det lige præcis de ekstra funktioner i kameraet, den alsidige S-Pen, muligheden for at forvandle den til en desktop-pc samt det kæmpestore lager og enorme batteri, du har behov for i din dagligdag, så får du fuld valuta med Note9.

Sagen er, at der ikke er nogen anden smartphone som Note9 på markedet lige nu. Så hvis det er den, der rammer dine behov, må du have pengene op af lommen. Der findes mange mobiler på markedet, som minder om Mi 8. Dog få, som leverer samme høje kvalitet på især skærm og kamera. Så hvis du kan klare dig med de features, den har (hvilket de fleste sandsynligvis kan), så er den et rigtigt godt køb. Den største mangel er, at den ikke har ansigtsgenkendelse.

Xiaomi Mi 8

Xiamo smartphone giver høj kvalitet og gode features til prisen. Men går man den i sømmene bliver det klart, at den mangler en del af de finesser man får i en dyrere Android-mobil.

Tekninsk set:
  • Skærm: 6,21”, FHD+, S Amoled
  • Processor: Qualcomm Snapdragon 845 processor, op til 2,8 GHz
  • Ram: 6 GB
  • Lager: 128 GB (fås med 64 GB)
  • Batteri: 34000 mAh, Quick charge 4.0
  • Kamera: 12 MP F1.8 + 12 MP F2.4, OIS, QHD / 20 MP F2.0, FHD front
  • Design: 175 g
  • Styresystem: Android 8.1 Oreo MIUI 9.5
  • Pris: 4399 kr. (3999 kr. / 128 GB)
Se også:  Så få gigabyte har din mobil brug for
Vurdering:
  • Kvalitetsindtryk: 4.5/5
  • Brugervenlighed: 4/5
  • Funktioner: 3.5/5
  • Ydelse: 4/5
  • Pris: 5/5
  • Samlet vurdering: 4/5
Testholdet mener:

Ydelsen er upåklagelig, skærmen flot og kameraet helt oppe i den bedste liga. Udvalget af features er en smule skrabet, men til prisen får du rigtig meget.

Samsung Galaxy Note9

Samsung-kameraet tager fotos, der nærmest springer ud af skærmen.

Teknisk set:
  • Skærm: 6,4” Quad HD+, S Amoled
  • Processor: 10nm 64-bit Octa-core
  • Ram: 8 GB (fås med 6 GB)
  • Lager: 512 GB + MicroSD (fås m. 128 GB)
  • Batteri: 4000 mAh, fast charge, trådløs opladning
  • Kamera: 12 MP F1.5/F2.4 + 12 MP tele, OIS, 4K / 8 MP F1.7, FHD front
  • Design: 201g, IP68 (vand/støvtæt)
  • Styresystem: Android 8.1 (Oreo)
  • Pris: 9799 kr. (7849 kr., 6 GB / 128 GB)
Vurdering:
  • Kvalitetsindtryk: 5/5
  • Brugervenlighed: 4.5/5
  • Funktioner: 5/5
  • Ydelse: 5/5
  • Pris: 2/5
  • Samlet vurdering: 4.5/5
Testholdet mener:

En mobil for dem, der vil være helt fremme i skoene. Skærm, kamera og lyd fås ikke bedre, mens både lager og batteri er enormt. Den alsidige S-Pen sætter prikken over i’et.

Del denne