Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Samsungs iPad mini-rival

Minitablets er det nye hit, og i kølvandet på Nexus 7 har stort set hver
en mobilproducent skabt deres egen. Ikke mindst Samsung, som er klar
med en velvoksen krabat med 8” skærm.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Som navnet antyder, er den en del af Note-serien, og leveres derfor med en pen, præcis som de øvrige modeller i serien. Den gør det muligt at tage noter, tegne og meget andet, og netop til 8”-formatet passer det faktisk rigtig godt med en pen, fordi skærmen er stor nok til at fungere som en anstændig skriveblok eller et lærred, mens enheden samtidig er kompakt nok til at holde i én hånd, mens du tegner eller skriver med den anden.

Skærmen er på 1280 x 800 pixel, virkelig farvestærk og flot. Note 8.0 har også godt med kræfter takket være en quad core-processor på 1,6 GHz og 2 GB ram, men er ikke helt i stand til at afvikle Android uden små ryk og forsinkelser.

Enheden kan også bruges som fjernbetjening og skulle man få lyst til at ringe fra den, kan man også det. Alt i alt en alsidig tablet, der dog burde være prissat lavere end de 3400 kroner Wi-Fi-udgaven koster, når man tager i betragtning, hvad man får for pengene hos andre producenter.