Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Samsung Galaxy Fit / Fit e: Gå bare efter det billige armbånd

Samsung er gode til at lave wearables. Det har vi konstateret en del gange. Men én ting er det system og den teknologi, der ligger bag, noget andet, og ligeså vigtigt når det gælder beklædningsgenstande som disse, er formfaktoren.

Af Kirse Larsen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ikke alle ønsker et traditionelt ur på håndleddet, og slet ikke når de træner. Derfor kan du få Galaxy Fit og Fit e. To wearables der bygger på egenskaber, vi kender fra Samsungs ure, men klemmer disse ned i tynde armbånd, der hverken fylder eller vejer så meget på håndleddet (dog er de ret tykke omkring skærmen, så de virker lidt kluntede). Alligevel er der plads til en skærm. På Fit en udmærket touchskærm, på Fit e en helt basal sort/hvid-skærm med pixelerede digtiale tegn. Ret retro på sin vis.

Rammerne for, hvad Fit e kan vise, og hvad armbåndet i det hele taget har af funktioner, er væsentligt begrænset i forhold til Galaxy Fit. Tid, vejr, puls og lidt andet, hvor Galaxy Fit mere nærmer sig noget, der minder om et fuldblods smartwatch.

Simpelheden sejrer

Det vigtigste er dog, at de begge er i stand til at tracke din fysiske aktivitet, og det gør de helt automatisk, når du starter din træning. De kan endda skelne imellem, hvad det er for en aktivitet, du går i gang med. Søvn kan de også registrere, så du får denne info med i det samlede sundhedsoverblik. Alle data synkroniseres til Samsung Health appen, hvor du får et godt indblik i helbredet og en ide om, hvor du kan sætte ind for at forbedre.

Urene er også i stand til at vise beskeder og notifikationer, helt simpelt på Fit e, og mere detaljeret på Fit, hvor man også kan lave standardsvar. På funktioner kan Fit i det hele taget noget mere, men betjeningen er selvsagt lidt fnidret på den lille skærm.

Er det de smarte funktioner, man er ude efter, ville vi gå efter et rigtigt smartwatch, som eksempelvis Galaxy Watch Active. Det er dyrere, men du får til gengæld større glæde af de smarte funktioner. Til Fitness er Fit e i virkeligheden alt, man behøver, og det får du til en rigtig god pris.

[wp-review id="3123620"]