Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Samsung Galaxy Book S: Lækker letvægter

En forrygende maskine for den, der først og fremmest søger en bærbar, der er nem at have med i tasken.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er så absolut den letteste, tyndeste og i vores øjne også den pæneste maskine i testen. Den vejer under et kilo og er under 12 mm på det tykkeste sted. Den er faktisk så tynd, at de små USB-C-porte buler lidt ud.

Vejer under et kilo

Det er således en forrygende maskine for den, der søger en laptop, som er nem at have med i tasken.

Galaxy Book S har en rigtig flot og farvestærk touchskærm, der med et klik på en knap kan boostes til 600 nits, så man kan tyde den udenfor i dagslys, og den har også et ganske fint tastatur af den flade type uden så dyb vandring.

Fingeraftrykslæser er der i startknappen, og på hver side er der en USB-C-port, desværre ikke med Thunderbolt-understøttelse. Der følger dog adapter til USB-A og HDMI med i pakken, og der er lydstik og microSD-kortlæser indbygget i maskinen.

En slank maskine som denne har naturligvis visse kompromiser på ydelsen. Det er forventeligt. Den nye Wi-Fi 6-standard er understøttet, så der er godt hul igennem til nettet, og maskinen har en stor ssd, men på ram, processorkraft og grafisk ydelse er den et pænt niveau under de øvrige i testen.

Batterilevetiden er dog også ganske udmærket. Du får nemt en arbejdsdag ud af computeren. Desværre medfølger en lidt svag strømforsyning, så opladning sker ikke så hurtigt. Til gengæld kan strømforsyningen bruges til din smartphone.

Mobilens bedste ven

Samsung har gjort det nemt at integrere sin smartphone med Galaxy Book S, både via DeX-platformen, som skaber et hul ind til mobilens indhold gennem et desktopagtigt miljø, hvor man kan arbejde med Office-filer, browser, billedredigering osv. – eller med ”Din Telefon”-appen, som giver direkte adgang til at skrive beskeder m.m. på mobilen.

Let og praktisk

Desværre mangler flere af de mere innovative features, man finder i de øvrige Galaxy Books, såsom integeret S-Pen og trådløs opladning via touchpad’en. Det får man eksempelvis i Galaxy Book Flex, som du kan læse vores test af herunder:

https://www.altomdata.dk/samsung-galaxy-book-flex-test-en-lille-revolution-for-den-baerbare/

Det gør Samsung Galaxy Book S en tand mindre fascinerende, end den ellers ville kunne have været.

Ikke desto mindre er Galaxy Book S det helt rette valg, hvis du søger en ultralet Windows-bærbar, der på fornemmeste vis klarer arbejde og underholdning på farten.

Samsung Galaxy Book S. Samsung Galaxy Book S.