Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Samsung Galaxy A33: Den perfekte balance

Samsung mestrer kompromissets kunst til perfektion i denne budgetmobil.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Galaxy A33 hører til sådan cirka midt i hierarkiet af Galaxy A-modeller, Samsungs prisfornuftige mellemklasse-serie. Altså en mobil, der i den grad har været udsat for ingeniørernes skarpe sparekniv. Den er dog sluppet ualmindelig godt fra det.

Mobilen er nydeligt designet med en matsort bagside (fås også i andre farver) med indlejret kameramodul og en relativt lille ramme omkring skærmen, der med sine 6,4” giver mobilen en behagelig størrelse. Den er nem at håndtere og ligger godt i hånden.

Bagside og ramme er af plast, hvilket er med til at holde vægten, og med en IP67-certificering er mobilen både vand- og støvtæt. Skærmen er i Gorilla Glass 5, som gør den modstandsdygtig over for slag og ridser.

Flot skærm og god power

Skærmegenskaberne er veldoserede. Man er ikke gået op på 120 Hz som to af de andre i testen, men har holdt sig til fornuftige 90 Hz, hvor man mærker opgraderingen fra en standard 60 Hz-skærm tydeligt, men uden at den sluger så meget batteri som en 120 Hz-skærm.

Det er en lysstærk Super Amoled-skærm med flotte farver, og den suppleres af anstændige højttalere, som gør sig okay til YouTube-videoer.

Samsung har anvendt en af sine egne processorer, kombineret med 6 GB ram, og det udmønter sig i en rigtig glimrende ydelse. Her er overskud til mere end blot det basale. Lidt gaming og medieredigering er ikke udelukket. Det store batteri leverer strøm til et par dage, og mobilen er relativt hurtig ladet op.

Alsidigt kamera

De gode kræfter kommer også til gavn, når du skyder fotos. Samsung har drysset rundhåndet ud af smarte fotofunktioner fra dyrere Galaxy-modeller.

Det gælder eksempelvis Tag Ét, der med et enkelt klik giver en stribe billeder og videoer, som udnytter kameraets forskellige linser og effekter. Der er også en glimrende Portræt-funktion, nat-tilstand, superslowmotion og meget andet.

De smarte funktioner bakkes op af solid kamerateknologi. Der er anvendt lysstærke kvalitetssensorer, og der er optisk billedstabilisering i hovedkameraet, som skyder op til 48 MP.

Det lyder ikke så prangende som Xiaomis 108 MP, men Samsung-kameraet får mere ud af de pixels, der er. Den grundlæggende billedkvalitet er en anelse højere, med bedre kontrast og farver.

Der er også vidvinkel, makro, dybdekamera samt et fint 13 MP selfiekamera. Paletten af fotomuligheder er derfor enorm.

Galaxy A33 har desuden testens mest brugervenlige og funktionsrige implementering af Android-systemer. Det er med andre ord en mobil, som over hele linjen byder på en glimrende oplevelse, og som her snupper titlen som testvinder.