Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Samsung DP700A7D

Du får masser af features og en flot skærm, men ydelsen halter en smule.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Testens tredje alt i en-computer på 27”. Lige som de to andre koster den ret så mange penge. Samsung DP700A7D fra producentens 7-serie har mere til fælles med computeren fra Dell end den fra Acer, og så alligevel ikke helt.

Skærmopløsningen er på 2560 x 1080 pixel, hvilket klæder skærmstørrelsen. Der er også tale om en virkelig flot og lysstærk skærm, der kendetegnes ved klare levende farver.

Designet er overordnet flot med den todelte bøjlefod, som Samsung har lånt fra sine tv. Det ser nydeligt ud, men den blanke plastkant om enheden er lidt billig at skue med tanke på prisen. Noget helt andet er, at skærmen ikke kan vippes ret meget tilbage, og den kan heller ikke højdejusteres. Touchbetjeningen i Windows 8 fungerer dog upåklageligt og flydende.

Det interessante er, at denne alt i en-computer har en Intel Core i5-3470T dual core-processor. Det er en ekstra besparende udgave, hvilket munder ud i, at denne alt i en-computer har testens næstsvageste processor.

Harddisken er heller ikke blandt dem, der imponerer. Her har fire deltagere tydeligt hurtigere drev. Til gengæld er computeren måske et ekstra kig værd, hvis man elsker computerspil, for samtidig har den testens ubestridte kraftigste grafikkort i Radeon HD 7850M.

Det resulterer også i et for størrelsen ganske flot energiforbrug. Her skal det dog siges at testens mest belastende måling var en, der særligt lagde pres på processoren.

Men i hverdagen er DP700A7D altså en rigtig sparsommelig computer. Der er masser af features. Styr computeren med håndbevægelser. Der medfølger også rigeligt med stik. De stik, der sidder på bagsiden, er dog besværlige at komme til, da de sidder vertikalt monteret nær undersiden.