Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Flot skærm giver frustrationer

Samsung, hvorfor provokerer du os sådan? Den seneste 9 Series SyncMaster S27B971D både glæder og frustrerer os ...

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Lad os begynde med de gode nyheder. Til denne skærm har Samsung genbrugt stort set alt det, der gjorde 9 Series S27B970D så tiltrækkende. Det begynder med en overdådig fod og tilsvarende kabinet. Denne 9 Series er afgjort det dyreste og mest attråværdige display her. Skærmen har alt det, som Iiyama Prolite XB2779QS ønsker sig, men ikke rigtig kan levere.

Der er labre legeringer at røre ved, fikst design at frydes over og soft-touch-OSD-knapper nederst på foden. Og de virker faktisk. Så er der selve LCD-panelet. Ligesom tidligere er det PLS, hvilket er Samsungs bud på den stadig mere allestedsnærværende ips-teknologi. Og det er aldeles vidunderligt. Det er den eneste skærm i denne test, der giver subjektivt perfekte gradienter i vores testbilleder.

Sorte og hvide skalaer er meget fine, og selvom BenQ med sit AU Optronics AHVA-panel fører, hvad angår synsvinkler, tæller denne sejr ikke stort. Så god er Samsung-skærmen.

Så er der det subjektive spørgsmål om billedkvalitet. Skærmen minder om Viewsonics bud derved, at der ikke er nogen gimmicks og ingen fjollede overmættede farver. Den vinder i stedet på præcision og styring, og den formår at skyde lidt ekstra vitalitet og pep ind i sagerne. Vi taler om små, subjektive margener her, men Samsungs kontrast og sortskala er nok lidt bedre, og det giver lidt mere visuel slagkraft. Baggrundslyset er også stærkere, hvis man skulle få lyst til at skrue op.

Ligesom med Viewsonic-skærmen kan man vælge mellem tre niveauer for pixel-respons, og den midterste giver god ydelse uden synlige problemer. Den hurtigste indstilling er kvikkere, men den medfører lidt inverse ghosting.

Men prisen ...

Billedkvaliteten er om noget lidt bedre end hos den gamle S27B970D. Skyldes det, at panelet er blevet forbedret? Muligvis, men forklaringen kan også være en langt mere indlysende ændring. Samsung har droppet glasoverfladen.

Den slags overflader gjorde Apple fashionable med sine iMacs, men de gjorde intet godt for billedkvaliteten. I bedste fald fik de en skærm til at se smartere ud, når den var slukket, og de beskyttede måske panelets overflade. Men det meste af tiden tilføjede de simpelthen refleksioner.

Vi nævnte vores frustration. Det er det sædvanlige problem: prisen. Dette er bestemt Samsungs bedste pc-skærm, og den emmer af kvalitet. Men 8000 kroner eller i omegnen for en 27”-skærm er for meget. Når man tænker på, hvor meget Samsung-HD-tv man kan få for de samme penge nu om dage, virker S27B971D en smule komisk til den pris.

Man bør også bemærke, at man kun kan justere hældning og højde. Det er sikkert nok for de fleste, men elskere af stående format skal huske, at det ikke er en del af Samsungs pakke.

Det samme gælder VESA-ophæng, der er røget ud af hensyn til smart forbrugerelektronik og OSD-knapper på foden.