I nullerne – det vil sige for bare en halv snes år siden – var flere forskere ved at falde over hinanden over opdagelsen af et smukt rødt protein kendt som bacteriorhodopsin og produceret af saltbakterien Halobacterium salinarum.
Denne mikrobe lever normalt omkring saltholdige søer som for eksempel Det Døde Hav, hvor den med sit særlige protein omdanner sollys til energi, hvis mængden af ilt bliver for lav. Under sådanne omstændigheder kan vandet i søen nærmest få et skinnende og glinsende purpurrødt skær.
Dataingeniører var på det tidspunkt optændt af den generelle antagelse, at det ville være muligt at bruge lasere til at radere data ind i en genmanipuleret version af den røde baktusse og på den måde skabe en tætpakket, tredimensionel og oven i købet genoverskrivelig holografisk datahukommelse.
Præstationerne ville hedde 30 gigabyte lagret på 30 sekunder og store film på blot 10 sekunder, ligesom det ville være muligt at overskrive samme mængde data lige så hurtigt igen. Med den daværende teknik ville det til sammenligning tage 30-45 minutter at lagre den samme mængde data på magnetiske pladelagre (altså harddiske). Og de på det tidspunkt tilgængelige holografiske hukommelser kunne nok lagre data i tre dimensioner, men i modsætning til konventionelle harddiske og flash-ram memories kunne disse data hverken slettes eller overskrives.
Hovedmændene bag den nye teknologi er Nick Riesen og den ph.d.-studerende Xuanzhao Pan fra Adelaide-universitetet.
Ideen var god nok, men i praksis var det lettere sagt end gjort. For at forvandle baktussens protein-stof til en holografisk hukommelse skulle proteinet først en tur ned i en polymer gel og belyses med to grønne laserstråler. Strålerne blev samlet i gelen og skar samtidig et interferens-mønster i proteinet.
I dette mønster kodede man så de informationer, der skulle gemmes. For at hente informationerne ud igen, skulle forskerne bruge en svag rød laser, der blev moduleret af interferens-mønstret, mens en blå laser kunne slette mønstret helt.
Eksempel på ionmanipulation ved hjælp af laser og
diverse optik.
Problemerne stod dog i mellemlang kø. For det første var overføringshastigheden på de lysmodulatorer, videnskaben kendte dengang, slet ikke hurtige nok til at kunne overføre de datamængder, som de amerikanske forskere havde forventet. Og den nødvendig optik kostede desuden over en million kroner og var dermed ikke noget, der lige kunne smides i et dvd-drev eller andet konventionelt hjemmeudstyr.
For det andet lå markedsprisen på udvundet bacteriorhodopsin helt oppe på omkring 750 kroner for 0,001 gram af proteinet. Den lagringskapacitet, som forskerne talte om, ville kræve cirka 30 milligram mikrobe-protein, hvilket ville summe sig op til 22.500 kroner, og det ville ikke være overraskende, hvis det viste sig, at interessen og afsætningen var omvendt proportional med denne materialepris. Siden har verden da heller ikke hørt så meget til denne urealistiske bakterielle teknologi.
