Home » Bilen » Sæt strøm til bilen
Sæt strøm til bilen

Sæt strøm til bilen

Share

Forleden fortalte min nabo mig, at han har bestilt en ny bil. En Hyundai Ioniq 5. Han beskrev den i detaljer, og jeg må indrømme, at vidunderet lød meget appetitvækkende. Det er naturligvis en elbil, og min nabo forventer, at den skal være hans sidste bil i dette liv

Det minder mig om en tidligere genbo – en ældre mand, som havde købt sig en Peugeot. Han fortalte mig, at han betragtede den som sin ”varevogn”. Den skulle nemlig vare hans tid ud …

Mindre forurening

Elbilerne fylder mere og mere i gadebilledet. For nogle år siden skrev jeg på denne plads, at elbilernes fortræffelighed var stærkt overdrevet, fordi de blot flyttede forureningen fra byerne til kraftværkerne. Dengang stod fossile brændstoffer for omkring 70 procent af elproduktionen, og der var derfor noget om snakken (min snak). Siden er det gået støt fremad på dette område, og elbilernes fordele har for længst gjort mit argument til skamme. Og hurra for det.

Se også:  Kinesisk elbil rykker ind på det danske taxa-marked

Det lader faktisk også til, at elbilerne så småt begynder at dukke op i de billigere prisklasser. Men mig bekendt er der her tale om biler, som navnlig er egnet til storbyer. En anmelder skrev om en af disse billige elbiler, at producenten ”har kopieret teknologien fra radiobilerne på Bakken”. Hvis man vil have en bil, der er egnet til at køre fra Gedser til Skagen, må man tænke i andre økonomiske størrelsesordner.

Nu vi er i gang: Hvorfor ikke tænke stort? Hvad med at overveje en bil fra Aston Martin? Af uransagelige årsager har James Bonds foretrukne bilmærke forelsket sig i navne fra den nordiske mytologi. I 2017 lancerede Aston Martin en model med navnet Valkyrie.

Man må spørge sig selv, om bilproducenten egentlig har læst ordentligt på teksten. Valkyrierne var som bekendt kvindelige guddomme, der var udset af Odin til at vælge de krigere, som skulle dø, og bringe dem til Valhal – ridende gennem luft og over hav. At dømme efter bilen Valkyries afsindige specifikationer skal man være heldig for at overleve en tur i dette fartmonster, og titlen er måske netop derfor velvalgt.

Se også:  Audi afslører "billige" elbiler med god plads og indbygget Sonos-anlæg
Til Valhal på sekunder

I år kom så efterfølgeren til Aston Martin Valkyrie. Den hedder … ja, rigtigt gættet: Valhalla. En hybridbil (altså nu med elmotorer, men man slipper åbenbart ikke så villigt benzinbrølet fra V8-motoren). Hvis Valkyrie ikke kunne bringe de faldne fra slagmarken hurtigt nok, kan Valhalla garanteret ordne det i en ruf. Fra 0 til 100 kilometer i timen på 2,5 sekunder. Prøv lige at tælle langsomt til 2,5.

Nå. Tilbage til naboens nye Hyundai. Eller måske snarere til min antikke bil af samme mærke. Jeg må trøste mig med én ting: Hans bil er ikke tegnet af Ferrari-designeren Pininfarina. Det er min Matrix. Men det bliver den unægtelig ikke en Ferrari af.


TAGS
elbil
elektriske transportmidler
plugin hybrid

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2021
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S