Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Sæt computeren på steroider

Alt om DATA testede, hvor meget hurtigere en computer blev ved at skifte fra en almindelig harddisk til et ssd-drev, og med opstartstider, der nærmede sig en halvering, var vi meget imponerede.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Kingston leverer nogle ssd-kits, der indeholder et ssd-drev, en adapter til den gamle harddisk, kabler og en cd med et disk-clone-program. Vi fik fat i et af Kingstons opgraderingskit, der indeholder dets SSDNow V+100 på 256 GB, og det ville vi så bruge til at erstatte vores 750 GB Western Digital WD7500BPKT, en i øvrigt fortrinlig og lynhurtig traditionel harddisk, som vi testede i Alt om DATA nummer 05/11.

Vi startede med at måle, hvor længe vores computer var om en koldstart, altså fra vi trykkede på startknappen, og til vores Firefox var startet op og klar til brug. Maskinen er ikke nyinstalleret, og der er fyldt godt op med programmer på den og dermed også masser af tjenester, der starter op samtidig, og Firefox starter altid op med ti aktive vinduer.

Vi målte opstartstiden ti gange og fik en opstartstid, der svingede mellem 3 minutter 48 sekunder op til 3 minutter 52 sekunder. Gennemsnittet lå på 3 minutter 50 sekunder, hvilket faktisk føles som lang tid, når man sidder og venter på det.

Det skulle være så let

Dette SSDNow-kit er beregnet til at udskifte harddisken i en laptop, men i manualen står der også beskrevet, hvordan du klarer opgaven med en stationær computer. Men her kommer så første anke, for manualen tager udgangspunkt i, at du kun har en fysisk harddisk i din computer. I vores tilfælde er der ikke mindre end fire fysiske, og logiske, harddiske, der er placeret på sata-portene 1 til 4.

Men da vores boot-drev er en 2½"-harddisk, så valgte vi at bruge den fremgangsmåde, der skitseres for en laptop. Det foregår på den måde, at du udskifter den gamle disk med den nye ssd. Så monterer du den gamle harddisk i den medfølgende adapter, som du så tilslutter din computer via usb-porten, og derefter booter du din maskine på den cd, der følger med.

Så langt så godt. Acronis Home Image HD startede pænt op, men det viste sig hurtigt, at det ikke virkede efter hensigten. Programmet kunne nemlig kun se den harddisk, der sad på sata-port 1 og så vores usb-tilkoblede harddisk.

Det tog en del forsøg, før det gik op for os, at den udgave af Acronis Home Image HD faktisk kun kigger på sata-port 1, og det var ikke lige muligt for os at flytte så meget rundt på vores harddiske, at vi kunne få den nye ssd til at sidde på sata-port 1.

Vi gik nu tilbage til vores oprindelige konfiguration, herunder fik vi også genetableret den korrekte opstartssekvens i vores bios, og så tænkte vi ellers.

Endelig lykkedes det

Det endte med, at vi hentede en 30-dages version af Acronis Home Image, og så tilsluttede vi vores ssd til den medfølgende adapter og derefter til computeren.

Acronis Home Image var installeret på vores computer, og nu kunne vi så klone vores C-drev over til vores nye ssd. Den proces var i øvrigt helt magen til den, der ville finde sted, hvis vi havde kunnet få det hele til at fungere med den medfølgende cd.

Vi havde omkring 80 GB liggende på vores 750 GB C-drev, og det tog omkring en time at få det over på SSDNowV+100.

Herefter afmonterede vi så vores Western Digital-harddisk og monterede vores ssd i stedet. Computeren blev genstartet, Acronis Home Image blev fjernet, og nu genstartede vi så vores computer ti gange, hvilket gav os opstartstider på mellem 1 minut 40 sekunder og 1 minut 53 sekunder med et gennemsnit på 1 minut 45 sekunder. Altså fik vi en opstartstid, der var ikke mindre end 54 procent hurtigere. Vi var imponerede ud over alle grænser.

Dernæst startede vi et par applikationer op, og hvor et program som Outlook normalt tog små 8 sekunder at starte, så var det nu klar på omkring 1 sekund, og det billede tegnede sig generelt for alle programmer, også de, der ikke fysisk var placeret på vores C-drev. Men naturligvis – så havde de alle adgang til C-drevet for at få fat i de informationer, som lå i registreringsdatabasen.

Alt i alt en computer, der var blevet markant hurtigere. Men vi så gerne en manual og et program, der tager højde for, at alt ikke er installeret på sata-port 1. Ellers havde vi ikke noget at klage over – ud over prisen altså, for ssd’en er ikke billig.