Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Sådan udfører du den ultimative rengøring af din PC

Har du stadig behov for at få muget ud og komme helt i bund, så får du her en række avancerede rengøringstips.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis din pc stadig ikke kører så problemfrit, som du synes, den skal, så tager vi mere probate midler i brug. Som noget af det første bemærker du sikkert, at vi ikke har brugt værktøjer til rengøring af Registreringsdatasen.

Mange af den type værktøjer forsøger at bilde dig ind, at de kan udføre små mirakler, når det kommer til ydeevne. Det kan de ikke. Faktum er, Windows 10 udmærket på egen hånd kan styre og optimere registreringsdatabasen, så dit bedste udgangspunkt er at lade tingene være.

[irp]

Nu om stunder har de fleste af os ssd, som ikke kræver defragmentering. Ældre skivebaserede drev (hdd) har dog brug for det. Windows’ indbyggede værktøj bør være tilstrækkelig for de flestes behov, men hvis du vil have et godt tredjepartsprogram i baghånden, så hent og installér den gratis version af Defraggler (www.piriform.com/defraggler).

Styr ustyrlige programmer

Process Lasso Process Lasso

At køre flere programmer samtidig kræver et afbalanceret system. Hvis balancen mangler kan din pc nogle gange gå i stå eller arbejde langsomt i et par minutter. Kører du Windows 10 på en ældre pc eller en delvist opladet tablet/bærbar enhed, kan du opleve, at den halter på grund af de konkurreren-de krav fra forskellige processer.

En løsning er at neddrosle, hvad du laver, for eksempel have et minimalt antal programmer åbne og trimme opstarten. Hvis det ikke hjælper, så hent den gratis udgave af Process Lasso (https://bitsum.com/processlasso). Det kan også hjælpe med en mere kraftfuld opsætning. Lad standardindstillingerne være, og vent på, at det primære programvindue åbner.

Her får du vist, hvad der kører, og hvordan Process Lasso kan justere det. Værktøjet ProBalance kører fra starten og sikrer, at ingen proces overvælder systemet med sine krav. Et resumé fortæller dig, hvordan det fungerer, og programmets log afslører, hvilke processer der er blevet neutraliseret. Du kan lave yderligere justeringer.

For eksempel åbne menuen ”Main” og vælge ”SmartTrim” for at frigøre fysisk ram, når det er sikkert. Vælg ”IdleSaver”, når du vil skære energiforbruget, og vælg ”Gaming mode”, når du vil spille eller udføre andre cpu-krævende opgaver så som at rippe eller bearbejde HD-videoer.

Programmet kan skelne mellem ssd og hdd, så kun sidstnævnte defragmenteres. Gå til ”Indstillinger > Indstillinger…” og vælg fanen ”Defragmenter” for at optimere dit drev ved at flytte større filer til slutningen af drevet. Det bidrager til at øge ydeevnen.

Det er også muligt at analysere og defragtmentere individuelle filer via fanen ”Filtyper” eller ved at højreklikke på filen i Stifinder – praktisk for et hurtig boost af hastigheden, når du arbejder med bestemte store filer.

Administrer tjenester

Startprogrammer er ikke de eneste, som indlæses sammen med Windows. Systemtjenester (også fra tredjepart) gør det også, hvilket forlænger opstartstiden og æder ressourcer.

Du kan manuelt gennemgå og optimere dem via Tjenester (skriv ”tjenester” i søgefeltet ved siden af Startmenuen), men for en hurtig og nem optimering, så hent den gratis version af PC Services Optimizer fra Smart PC Utilities (www.smartpcutilities.com/servicesoptimizerdl_start.html).

PC Services Optimizer er en smart måde at strømline dine tjenester uden stor teknisk viden.

Start programmet, når det er installeret. Klik på ”Services Manager” og vent på, at listen fyldes op. Klik på ”Backup” og vælg derefter ”Automatic TuneUp”. Du bliver stillet en række spørgsmål, som er opdelt efter hardware, sikkerhed, internet og netværk samt systemfunktioner. Klik på knappen ”OK”, og alle unødvendige tjenester bliver deaktiveret, hvilket giver din pc et mindre løft i hastigheden.

Gamere bør også tjekke ”Gaming Mode”, hvor du midlertidigt kan deaktivere tjenester ved at slå denne modus til. Dermed maksimeres ydeevnen for spil eller lignende processor-intensive opgaver såsom redigering af HD-film. Klik på ”Preset” og eksperimentér med indstillingerne ”Minimum”, ”Normal” og ”Maksimum”.

Du kan også manuelt krydse af, hvilke indstillinger der skal anvendes. Bliv ikke overrasket, hvis Windows ændrer udseende. Når du slukker for gaming-mode, bliver alt normalt igen. Ser tingene ud til at gå skævt efter dine justeringer, skal du blot klikke på knappen ”Rescue Center” for at fortryde.

Visualiser diskpladsen

Er du usikker på, hvad der bruger løs af din diskplads, så har CCleaner en ”Disk Analyza-tor”, der giver en hurtig oversigt over det enkelte drev eller dem alle opdelt i forskellige kategorier (billeder, dokumenter osv.) Når scanningen er færdig, opdeler et cirkeldiagram det hele, og de største filer er angivet nedenunder, med et afkrydsningsfelt. Højreklik på den enkelte fil og slet via funktions-menuen.

Alternativt findes det gratis freeware-program SpaceSniffer (www.uderzo.it/main_products/space_sniffer/download.html), som giver en visuel visning baseret på mapper i stedet for typer, så du ser, hvor pladsen er blevet af.

Husk at højreklikke på programmet og vælge ”Kør som administrator” for at få adgang til alle filer på et valgt drev. Klik på en mappe for at se indholdet. Dobbeltklik for at gå dybere ned i, hvad der optager plads.

Indstil Systemgendannelse, så det ikke optager for meget plads på din harddisk.

Skriv ”gendannelsespunkt” i søgefeltet og klik på knappen ”Opret”. Er Systemgendannelse ikke slået til, vælger du dit systemdrev og klikker på ”Konfigurer …”. Afsæt plads til det, for eksempel 5 GB eller fem procent, alt efter hvilket er mindst. Det er en god balance mellem et anvendeligt gendannelsespunkt og et lavt forbrug af dit systemdrev.

En oplagt måde at frigøre plads uden at slette filer er at komprimere dem. Du højreklikker på filen (eller mappen), og vælg ”Send til > ZIP-komprimeret mappe”. Du kan nemt gennemse indholdet i Stifinder, men tredjepartsprogrammer kan ikke tilgå indholdet, medmindre du pakker det ud.

Skift til mobile programmer

Hvorfor lade programmer æde flere ressourcer, end nødvendigt? I stedet for at installere og lade et program sprede sig over harddisken og optage værdifuld plads i registreringsdatabasen, så prøv et mobilt alternativ. Mobile programmer begrænser sig til én mappe. Alt, hvad de har brug for at køre, findes i den pågældende mappe. Du kan holde dem i skak og vælge, hvor de skal ligge.

Mobile programmer er smarte, hvis dit Windows er installeret på et lille systemdrev. For eksempel en 64 GB eller endda en 32 GB ssd. Her kan du gemme på et andet drev, så der er plads til, at Windows kører problemfrit. Har du behov for at geninstallere Windows fra bunden, er de mobile programmer (og indstillinger) intakte.

Du kan endda gemme dem på et USB-drev, så du kan overføre dem – og dine præferencer – til en anden computer. Et godt sted at begynde er www.portableapps.com. Installer PortableApps Platform-værktøjet og få en brugerdefineret Startmenu med nem adgang til din samling. Programmerne er nemme at installere og opdatere fra platformens egen omfattende samling.

Du tilføjer værktøjer, herunder dem, vi har dækket i denne guide, ved manuelt at hive dem over i mapper i den overordnede PortableApps-mappe og vælge ”Administrer > Opdater programikoner”.

Alternativt kan du bruge NTFS-komprimering, som gør mappen lidt langsommere at arbejde med, men mere bekvem at bruge. Højreklik på mappen og vælg ”Egenskaber > Avanceret (under fanen ”Generelt”)” og marker ”Komprimer indhold for at spare diskplads”. Dette fungerer kun på NTFS-formaterede harddiske.

En fiks, tidsbesparende funktion er genvejslister (eller jumplister), der vises, når du klikker på ”>” ved siden af en søgning i Startmenuen eller højreklikker på dets post i Proceslinjen. Det betaler sig at bruge tid på at indstille dem.

Klik på knappenålsikonet ved siden af en post for at fastgøre den permanent til toppen af listen, eller højreklik på en overflødig post og vælg ”Fjern fra denne liste”. Du kan hurtigt rydde alle poster ved hjælp CCleaner (se i Windows Stifinder-sektionen).

Vil du have fuld kontrol over opstartsproceduren, så prøv Autoruns (https://technet.microsoft.com/en-us/sysinternals/bb963902.aspx). Skift til fanen ”Logon”, hvor du finder mange flere opstartsposter end i Tjenester eller CCleaner.

Fjern markeringen for at deaktivere en post, eller højreklik på den for flere muligheder, herunder at slette og kontrollere for muligt malware.