Sådan sikrer du dig, når du udsalgsshopper på nettet

Sådan sikrer du dig, når du udsalgsshopper på nettet

Share

Januarudsalget er over os, men vil du slippe for de lange køer, kan det meste fås på nettet. Dog skal du sikrer dig ordentligt, når du shopper online. Her er ti ting du skal være opmærksom på …

Bryder du dig ikke om alenlange køer, larm og stress, kan du klare mange af dine røverkøb smertefrit fra sofaen – hvis blot du tager dine forholdsregler. Sikkerhedsekspert Janus Rægaard Nielsen fra antivirusfirmaet www.mysecuritycenter.com giver dig tips til, hvordan du shopper sikkert online og sikrer dig, at netudsalget bliver en god oplevelse.

1: Undgå at klikke på links i emails, når du vil besøge en webshop. Tast selv webadressen ind manuelt i browseren, så er du sikker på, at du ikke bliver ledt hen til en forkert shop via et falsk link.

2: Se efter hængelås-ikonet i browseren og check at internetadressen starter med HTTPS (s´et står for secure) for at være sikker på, at siden er sikker at besøge. Kig også efter andre garanti-mærkninger, f.eks. e-mærket, som er et dansk mærke for sikker internethandel.

Se også:  Guide: Undgå at blive snydt når du handler på nettet

3: Led efter webshoppens kontaktinformationer. Hvem står bag butikken? Er der telefonnummer, adresse, emailadresse osv.? På mange falske webshops er disse oplysninger ikke-eksisterende, og kan du ikke finde dem, så bør du være på vagt.

4: Brug lidt tid på at sammenligne priser, inden du køber et produkt. Brug eks. Kelkoo.dk eller Pricerunner.dk, så du er sikker på, at du køber til en god pris.

5: Gem alle kvitteringer, ordrebekræftelser osv. i din indbakke eller print dem ud. Jo mere dokumentation, du har på dit køb, jo bedre står du, hvis noget skulle gå galt.

6: Læs nøje betingelserne. Hvor lang leveringstid er der? Hvordan returnerer du en vare? Og er der en ekstra udgift på fragt, som gør dit køb meget dyrere, end du umiddelbart havde regnet med?

7: Når du betaler med dit kreditkort online, bør du overveje at anvende en ekstra sikkerhedskode, som f.eks. Verified by Visa eller MasterCard Secure Code. Ideen er, at du skal indtaste en ekstra kode eller et password inden betalingen kan gennemføres. Dette sikrer dig mod misbrug på nettet, hvis kriminelle skulle få fat i dit kort.

Se også:  Black Friday: 4 ting, du bør vide, før du går shop amok

8: Sørg for altid at have et opdateret antivirus og firewall program installeret på din pc eller smartphone, inden du går online.

9: Husk at webshops i Danmark har nogle garantier, mens udenlandske webshops har andre. Igen, tjek betingelserne inden du betaler. Normalt har du dog altid ret til at få pengene retur, hvis du betaler med Visa eller MasterCard og fortryder dit køb.

10: Sidst, men ikke mindst: i et januarudsalg er rabatterne ofte høje. Vær dog mistænksom, hvis en webhop lover 70-80% på dyre mærkevarer som Ralph Lauren, Canada Goose, Prada eller lign. Hvis en pris virker for god til at være sand, er den det sandsynligvis også, siger Janus R. Nielsen.

Del denne