Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Sådan ser den ud indeni: iPhone 12 Pro Max

Apples enheder er kendt for at være næsten umulige at bryde ind i. Men her gør vi det for at se, hvad den tidligere topmodel iPhone 12 Pro Max indeholder – og for at overveje, om den kan repareres.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Baggrund

Før efterårets lancering af nye iPhones var iPhone 12 Pro Max den sidste og største. Tiden er inde til at udsætte denne fuldvoksne telefon for den helt store nedbrydning.

De vigtigste specifikationer


  • A14 Bionic SoC med fjerde generations Neural Engine

  • 6,7” (2778 x 284 pixel) Super Retina XDR OLED-display med P3 bredt farveområde og True Tone

  • 12 MP triplekamera med vidvinkel f/1,6 (OIS) plus ultravidvinkel f/2,4 og tele f/2,2 (OIS) og et LiDAR-modul

  • 6 GB ram, 128 GB lager (mulighed for 256 og 512 GB)

  • 5 G (sub-6 GHz mmWave) plus 4x4 Mimolte, 802.11ax Wi-Fi 6, ekstra bredt frekvens bånd (UWB), NFC og Bluetooth 5.0

  • MagSafe 15 W trådløs opladning

  • IP68-certificering: vandtæt ved en maksimal dybde på 6 meter i op til 30 minutter under IEC-standard 60529

Centrale iagttagelser

Når det gælder kamerasensorer, betyder størrelsen en del. For at opnå den hævdede forbedring i lavlys-ydelse på 87 procent bruger 12 Pro Max den største sensor, man hidtil havde set i en iPhone.

Et almindeligt varme- og iSclack-værktøj overtaler denne store Pro Max til at sænke paraderne og dele nogle af sine hemmeligheder. Vi går til det, der gør Pro Max speciel: kameraerne. Standard-vidvinkelkameraet (nederst til venstre i gruppen af tre) er kilden til al opmærksomheden.

Det rummer angiveligt en 47 procent større sensor, som gør, at det kan opfange mere lys og dermed tage bedre billeder. På et røntgenbillede kan vi se, at standardkameraets sensor er markant større. Vi kan også tydeligt se de fire magneter, der omgiver den – et tegn på Apples dengang splinternye billedstabiliseringssystem.

Grundlæggende ligner denne iPhone resten af 12-familien, men den mørke stålramme finder man kun i Pro-versionen.

Den primære sensor i iPhone 12 Pro Max (vidvinkel) er altså stor. Ikke ulig den telefon, den bor i. Vi bliver skeptiske, når tilnavnet “Pro” kun gør telefonen til en større og dyrere model, men der er en reel sandsynlighed for, at denne sensor ikke ville passe ind i det propfyldte hjørne i den mindre iPhone 12 Pro uden kompromiser. Den får sensoren i iPhone 12 til at virke lille. Den er 47 procent større, men de er begge på 12 MP. Derfor er hver pixel større og indfanger mere lys.

Max har det bedste batteri blandt alle iPhone 12-telefoner, ikke kun i kraft, men også i teknologi. Røntgenbilledet viser, at Max’ batteri ikke er helt propfuldt, men det er snublende tæt på. Og takket være teknologien ligger det langt fremme med hensyn til kapacitet.

Den haptiske bruger-feedbackenhed, “Taptic,” ligger i sin egen lille metalæske.

Max’ strømkilde leverer 14,13 Wh, hvor mini-versionens batteri klarer 8,57 Wh, og 12 og 12 Pro er på 10,78 Wh. Det er et lille trin nedad i forhold til de 15,04 Wh hos batteriet i iPhone 11 Pro Max, og det er et godt stykke bagefter Galaxy Note 20 og 20 Ultra (henholdsvis 16,69 Wh og 17,46 Wh).

Efter at Pro Max’ logic-board er taget ud, er vi fristet til at sige, at det måske er endnu mere kompakt, end det der sidder i iPhone 12 mini, men den integrerede sim-læser i mini trækker nedad. 12 Pro Max har en separat, modulær sim-læser ligesom i 12 og 12 Pro, og det letter reparation.

Reparationsvenlighed: 6 ud af 10 (10 betyder nemmest at reparere). Skærm og batteri er relativt tilgængelige med henblik på udskiftning. De fleste komponenter er modulære og udskiftelige. Nogle ualmindelige skruer komplicerer alle reparationer, men genbrugelige fastgøringsemner er at foretrække fremfor lim.

Vandtæthed reducerer behovet for nogle reparationer, men komplicerer andre. Bagglasset gør fald endnu farligere, og man kommer ikke uden om fuld udskiftning af kabinettet, hvis det går i stykker.