Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Sådan ser den ud indeni: Fitbit Sense

Det nye Fitbit Sense-ur konkurrerer med Apple Watch Series 6, men hvad sker der, hvis Fitbit selv bliver sygt? Vi har pillet enheden fra hinanden for at finde ud af, hvor besværlig operationen vil være.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I samarbejde med iFixit

Denne artikel er lavet i samarbejde med iFixit, en global sammenslutning af alt-muligmænd, der hjælper folk, så de kan få deres ting repareret i stedet for blot at smide dem ud, når de går i stykker. Læs videre på www.ifixit.com.

De vigtigste specifikationer:


  • 1,58” AMOLED-skærm

  • 4 GB internt lager

  • En ny EKG-funktion og en hud-temperaturmåler plus den sædvanlige optiske pulsmåler

  • Wi-Fi, NFC, Bluetooth 5.0 og indbygget GPS

  • Vandafvisende ned til 50 meter

  • Med i pakken er også gyroskop, altimeter, 3-akslet accelerometer og en sensor, der måler det omgivende lys


Fitbit Sense  er med sine sensorer og helbredsmålere en konkurrent til Apple Watch Series 6, når det gælder en sundhedsfokuseret wearable-enhed.

Bundkortet er monteret med torx-skruer.

Det hjælper ikke, at du er en ørn til at lodde, for alting er låst fast med en seriøst stærk lim.

Der skal masser af varme og omhyggelig lirken til for at åbne dette ur.

Centrale iagttagelser

Sådan kommer vi ind i uret: Ligesom i et Apple Watch beskyttes Fitbit Sense mod indtrængen af fugt og urenheder af en meget tynd sprække mellem skærmen og urets kabinet, og den er limet. Selv med en varmepistol og ekstremt tynde redskaber er det svært at få skærmen til at give sig. Et mindre beskyttet OLED-display under glasset og kabler i nærheden af kanten øger udfordringen. Selvom skærmkablet er dristigt placeret, er det langt nok til, at vi nemt kan løfte skærmen, når det hårde arbejde er overstået. Nedenunder bliver vi mødt af en lille bøjle, der er fæstnet med bittesmå T2-torx-skruer, der dækker de stik, som vi skal afmontere – det er ikke noget problem for vores Pro Tech Toolkit.

Sådan skiller vi det fra hinanden: Bundkortet kommer ikke ud uden ledsager – batteriet følger med, idet det er limet til kortets underside. Batteriet er en celle på 1,02 Wh (266 mAh ved 3,85 V), der er en anelse mindre kraftig end den 1,17 Wh-celle, der sidder i Apple Watch Series 6, og som ligger langt fra den 2,16 Wh-celle, man finder i Xiaomi Watch. Vi fornemmer, at dette Fitbit er markant mindre komplekst bygget end konkurrenten Apple Watch. Det hjælper på muligheden for at reparere – man kan komme til batteri, kort og skærm med ganske få trin.

Små, men vigtige komponenter: Yderligere to bøjler, som sidder ved kabinettets sider, holder på nogle flere nøglekomponenter: højttaler og tryksensor på den ene side; mikrofon, vibrationsmotor og pseudo-knap på den anden. Bortset fra vibrationsmotoren er alle disse komponenter forbundet med sensorkortet i kabinettets bund, og det hele er solidt loddet fast. Det er usandsynligt, at man vil kunne fjerne det uden at beskadige et eller andet. Kanten rundt om skærmen har to separate metalbøjler til måling af brugerens EDA-niveauer (elektrodermal aktivitet) og til EKG.

En blandet oplevelse: Åbningsproceduren er langtfra ideel, men de fleste af de kritiske komponenter i dette Fitbit er tilgængelige og kan udskiftes, og det er ganske enkelt at skille sagerne ad. Desværre er nogle komponenter integreret i sensorkortet, der er fæstnet med permanent lim. Lad os runde dette hurtige nedrivningsprojekt af med en score ...

Så reparationsvenligt er uret: Hvor reparationsvenligt er uret så, hvis man skal give en karakter? Vi bedømmer det til 5 ud af 10 (hvor 10 betyder nemmest at reparere). Det er nemt at udskifte urremme (men de er ikke i standardformat). Standardskruer er klogeligt anvendt i hele enheden. Man må begynde med at fjerne skærmen, og det betyder, at udskiftning af den kun kræver nogle få trin, men de er vanskelige og kan nemt beskadige skærmen. Batteriet er begravet under hovedkortet, men man kan slå det fra, når man åbner uret, og det er nemt at fjerne, så snart man når frem til det. Komponenterne under batteriet er ikke modulære, og det bliver meget vanskeligt at fjerne dem på grund af den stærke lim.