Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Sådan får du det smarteste sommerhus

Intelligent overvågning, sensorstyrede gardiner og højttalere, som svarer igen – det smarte hjem er ikke forbeholdt huset eller lejligheden. I dag kan du også gøre sommerhuset smart og tilmed spare penge.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvad enten du elsker gadgets, vil spare på udgifterne eller bare vil gøre livet i sommerhuset sjovere, findes der gode muligheder på markedet. Sommerhuse bruges sjældent hver dag, så intelligente løsninger hjælper også med at spare på strømmen, overvåge matriklen og give besked, hvis varmen inden døre falder til et kritisk niveau, eller et vindue er blevet efterladt åbent.

Tyve elsker sommerhuse, men du er med til at holde de langfingrede fra døren ved at installere intelligente kameraer med lyd og billede. Mange modeller tilbyder overvågning via app, så du nemt får besked, hvis nogle piller ved sommerhusets vinduer og terrassedøre eller lusker rundt i carporten.

Løsninger til styring af lys og varme er blevet enklere og mere udbredte. Med app styrer du for eksempel markiser og gulvvarmen i badeværelset, og du kan tænde for varmepumpen, før I kører til sommerhuset. Du kan også styre radiatorer med smarte termostater. Lyspærer, der sættes til at tænde og slukke, hjælper også hjælpe med at holde tyve væk fra et ellers tomt udseende sommerhus.

Åbne vinduer er en invitation til indbrud og giver risiko for vandskader. Med sensorer kan du hjemmefra holde øje med, at alle vinduer og døre er lukkede. Andre sensorer kan opfange læk i vandrør og overvåge vandniveau og temperatur i svømmebassinet, mens bevægelsessensorer er smarte til lejlighedsvis at lyse op i havegangen, carporten og haveskuret.  

Ligesom i hjemmet kan du fylde sommerhuset med smarte højttalere, der fortæller om dagens vejr. Robotstøvsugere kan tage sig af gulvene, mens automatiske plæneklippere og programmerbare sprinklere sørger for havens pleje. Sidst, men ikke mindst, kræver det smarte sommerhus en god internetforbindelse, smarte plugs til dine app-styrede enheder samt en router, der kan håndtere det hele.

På de næste sider viser vi dig fem områder af sommerhuset, hvor du med fordel kan gøre livet smartere og enklere og i sidste ende spare penge.

1 Lad intelligente hjælpere tage slæbet

Robotstøvsugere og ditto plæneklippere kan naturligvis også slippes løs i sommerhuset, mens du tager en lur i hængekøjen. Derudover findes der systemer til optimal havevanding i form af sprinklere, du selv programmerer til at udføre bestemte opgaver på bestemte tidspunkter. Vanding først på natten nedsætter dit vandforbrug, da fordampningen på dette tidspunkt er mindst.

Smarte opvaske- og vaskemaskiner kan også sættes til at køre om natten, hvor strømmen koster mindre.

Vil du holde øje med vejret, udstyrer du sommerhuset med en digital vejrstation, som kan advare om byger via sit display og en app på din smartphone. En intelligent højttaler er også en måde at holde sig opdateret på med hensyn til vejret. Via stemmekommandoer kan højttalerne styre for eksempel den smarte dørlås, kaffemaskinen eller de smarte lyspærer, markiser eller persienner.

Smarte højttalere kan også bruges til at styre andre smarte enheder såsom en robotstøvsuger. 

 

2 Kamera og dørlås holder øje

Sensorstyrede kameraer og smarte dørklokker er blot to af mange muligheder for at holde øje med tyve eller mistænkelige personer på din sommerhusgrund.

Trådløse kameraer registrerer bevægelser indendørs og udendørs og giver dig besked via en app. Mange har nattesyn og indbyggede højttalere til at registrere lyd og kan indstilles til at koncentrere sig om bestemte zoner, for eksempel terrassen eller haveskuret med redskaber og maskiner.

I nogle kameraer, blandt andet fra TP-Link, indsætter du microSD-kort til at lagre optagelser, dermed sparer du udgiften til at lagre online i en sky-løsning. 

Som supplement til overvågning findes dørklokker med indbygget kamera, så du kan se, hvem der ringer på.

En såkaldt klog lås, ofte app-styret, er smart, hvis du vil give gæster, en rengøringshjælp, håndværkere eller din nabo adgang til sommerhuset uden at skulle udlevere en klassisk, fysisk nøgle.

Låsen kan blandt andet åbnes og lukkes med pinkode, som du laver, med en digital nøgle-token (kaldet key tag) eller via din smartphone

Smarte låse findes i forskellige versioner, her en fra danske Secuyou.

 

3 Forkælelse med smarte lamper og apps

Livet i sommerhuset kan gøres smart med apps til alt fra varmelamper og til grillen. Eksempelvis kan lamper via Bluetooth eller intelligente app-styrede stikkontakter tænde og slukke i intervaller, så huset ser beboet ud, når I ikke er der. Smarte lamper kan også bruges til at sætte stemningen, hvis I vil holde fest.

I dag kan apps hjælpe med opskrifter, fungere med temperaturmålere og timere og give gode råd, når du tænder op i grillen. Nogle grillmodeller, for eksempel fra Weber, kan tilmed gøres så intelligente via app og smart termometer, at de næsten gør hele arbejdet for dig. Gider du ikke mosle med overdækningen af svømmepølen, eller vil du have automatisk filtrering og påfyldning, så findes der selvfølgelig også en app-styret løsning til det. 

Er vejret køligt, kan du via apps på din smartphone tænde og regulere terrassevarmeren, og du kan hjemmefra tænde eventuel gulvvarme i badeværelset og varmepumpen, så sommerhuset er lunt, når I ankommer. Appen sender sms’er til enhedens sim-kort, og du kan løbende holde øje med forbrug og eventuelt sætte en minimums- og maksimumstemperatur. Har du radiatorer, kan du styre dem med smarte termostater via din smartphone, så varmeregningen ikke løber løbsk. 

I dag kan en såkaldt grill-assistent via app hjælpe dig med pølserne.

 

4 Få det hele til at spille

At gøre sommerhuset smart både ude og inde kræver en god, stabil internetforbindelse. At få lagt fiber er oplagt, men også kostbart i forhold til, at sommerhuset næppe bliver brugt hver eneste dag. Skal Wi-Fi-signalet fordeles over hele matriklen, bør du se dig om efter en stærk, trådløs router, helst med nyeste standard kaldet IEEE 802.11ax (Wi-Fi 6). Så er du forberedt til fremtiden. Eventuelt kan du fordele signalet ud i hele sommerhuset ved hjælp af en Wi-Fi-forstærker, også kaldet repeater. Denne enhed sættes i en stikkontakt i rummet, hvor forbindelsen er svag, og kobles på sommerhusets trådløse netværk. 

Et stærkt netværk og en god internetforbindelse er nødvendige, hvis dine smarte enheder skal fungere. Flere af dem styres af apps, der kræver kontakt over Wi-Fi. Vil du styre en standerlampe eller en kaffemaskine, som ikke er ”født” smart, kræver det smart-plugs. Disse stik sættes i stikkontakten, herefter tilslutter du din ”dumme” enhed i smart-pluggen, hvorefter enheden er blevet smart. Samtidig kan den net-opkoblede smart-plug oplyse dig om enhedens strømforbrug. 

Mobile og stationære routere er kommet på det hurtigere 5G, hvis mobilnettet findes i sommerhusområdet.

 

5 Når sommerhuset tænker selv

Ligesom med det smarte hjem kan sommerhuset ”tænke selv”. Du kan få sensorer, der holder øje med indendørstemperaturen, åbne vinduer og bevægelser i for eksempel havegangen, haveskuret eller i carporten. Registreres bevægelse, tænder de udendørs lamper. Det sidste sparer på strømmen og kan potentielt holde indbrudstyve på afstand. 

Sensorer i vindueskarme og ved terrassedøre sporer efterladte åbninger eller et muligt indbrud og giver dig besked på din smartphone. Du kan også få enheder såsom Grohe Sense, der registrerer utætheder, for eksempel under håndvasken. Drypper rørene, får du en besked på din smartphone. Du undgår en stor vandregning og efterfølgende skader.  

Nogle markiser er også udstyret med sensorer, som registrerer, at solen står lige på og ruller derefter ned. Andre kan du styre via en app på din smartphone.

Styring af for eksempel persienner og markiser foretages med en app.