Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Sådan delidder man sin processor – men hvorfor?

Hvis du selv bygger dine pc’er og har mod på udskifte varmepastaen på processoren, kan du opnå betydelig højere hastighed. Her er fremgangsmåden.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

 Delidding er en hårrejsende procedure, der som regel er forbeholdt de virkelige ydelsesnørder. Man skiller den integrerede varmespreder (IHS) fra toppen af en processor for at erstatte den standardvarmepasta, som producenten har brugt, med noget lidt bedre – som regel flydende metal eller en bedre varmepasta. Engang var denne omhyggelige proces næppe ind-
satsen værd. Men moderne processorer bliver meget varme. Det er ikke ualmindeligt at se en Intel Core i7-8700K toppe ved 75 grader under belastning uanset overclocking. Især hvis du overclocker dem, er der nu virkelig noget ekstra ydelse at hente ved at forbedre afkølingen. Her viser vi, hvordan du gør.


Det skal du bruge:


  • Processor

  • Delidding-redskab 

  • Delid Die Mate 2 til 290 kroner

  • Flydende Metal eller varmepasta 

  • Thermal Grizzly Conductonaut til 350 kroner 

  • eller Noctuas NT-H1 til 

  • 90 kroner + værktøj 


1 Vælg din processor

Vi lægger ud med en af Intels 1151 Coffee Lake-processorer. Vores demonstrationschip er Intel Core i3-8350K. Det er en ret gedigen processor, der ikke adskiller sig meget fra de gamle i5’er hos Kaby Lake og tidligere. Til trods for at den hverken har turbo eller Hyper-Threading, er den en ret sund gamingprocessor eller overclockingchip til den sparsommelige selvbygger.

>> I denne guide viser vi, hvordan man erstatter varmepastaen mellem chippen og IHS’en med noget af Noctuas NT-H1 TIM. Den pasta, Intel bruger, er typisk af ringe kvalitet, og med denne udskiftning kan man forvente forbedringer i temperaturen på mellem 3 og 5 grader, afhængigt af overclock og belastning.

>> Flydende metal er langt det bedste valg (det vender vi tilbage til), men det indebærer en ekstra risikofaktor, fordi det er ledende, og derfor kan klatter på siden af kredsløbet forårsage uoprettelig skade på processoren. 

>> Man kan ved hjælp af flydende metal effektivt reducere temperaturerne med mellem 8 og 15 grader, igen afhængigt af clockfrekvens og belastning. Lad os komme i gang.

2 Udpakning af Delid Die Mate 2

Først skiller du Delid Die Mate 2-deliddingredskabet [Billede] ad. I pakken finder du en lille cpu-holder, en skydeblok, der passer til den og sidder ved siden af IHS’en, en unbrakoskrue, en pakning til den skrue, en unbrakonøgle og en skruetvinge.

>> Skil alt dette ad, og sæt dig godt ind i, hvordan det fungerer. Dernæst skal du simpelthen putte processoren ind i enheden. Det gør du ved at line den gyldne trekant på cpu’ens nederste venstre hjørne op med trekantmakeringen på deliddingredskabet – omtrent som når man installerer en processor i en cpu-sokkel.

3 Fjern IHS’en

Nu fører du forsigtigt den øverste IHS-fjerner ind i enheden. Der er to skinner øverst på cpu-holderen, som den glider ind i. Når den er inde, sikrer du dig, at skruens gevind og hullet i holderen stemmer sammen.

>> Skru den på plads ved hjælp af unbrakonøglen, idet du holder pakningen på ydersiden af Delid Die Mate 2. Det kan du gøre med hånden. Bliv ved, indtil du ikke længere kan stramme den. [Billede] 

>> Når du er nået så langt, skal du bruge unbrakonøglen til at føre IHS-fjerneren tættere på. Det skubber IHS’en væk fra toppen af processoren. Det kræver lidt styrke, og det kan være nervepirrende, fordi det støjer undervejs. Nu ser du IHS’en bevæge sig langsomt væk fra chippen.


4 Gør rent, og brug pasta

Dernæst skruer du skruen af og fjerner IHS-fjerneren fra enheden. Nu bør du kunne se, at varmesprederen er gledet af processoren. Tag forsigtigt IHS’en af chippen, og fjern processoren fra enheden.

>> Når den er ude, bruger du en klud eller et stykke mikrofiber og propylalkohol til at rense både processoren og varmesprederen og fjerne Intels varmepasta. Når det er gjort, kan du putte din egen varmepasta på chippen. Det gør du ved at sætte en lille klat pasta i midten af siliciummet og derefter sprede den enten med en pastaspreder eller et gammelt visitkort eller betalingskort, som du ikke længere bruger. Husk at bruge ikke-ledende varmepasta – så betyder det ikke så meget, hvis du kommer til at spilde på det grønne trykte kredsløb.

>> Når det er gjort, anbefaler vi, at du renser IHS’en for al den lim, der forbandt den med chippen til at begynde med. Du skal alligevel påføre et frisk lag, men når du fjerner limen fra IHS’en, reducerer du den samlede højde mellem varmesprederen og siliciummet og forbedrer dermed ydelsen. Vi bruger selv en fingernegl til dette formål, men man kan også bruge en skarp kniv.

5 Anbring IHS’en

På dette stade har du to muligheder. Du kan placere processoren i en bundkortsokkel, forsigtigt sætte IHS’en tilbage på toppen og derefter bruge bundkortets sokkelbøjle til at få sagerne på plads. Eller du kan lime IHS’en tilbage på plads, således at du senere uden problemer kan tage den ind i og ud af bundkortet.

>> Vi foretrækker at lime vores tilbage på plads. Til det formål anbefaler vi, at du køber en varmestabil lim. Så påfører du simpelthen en lille smule lim langs de tilbageværende limrester på selve cpu’en. Når du har gjort det, sætter du IHS’en på plads igen.


> Her er det vigtigt, at du placerer IHS’en korrekt. Det gør du ved at finde den gyldne trekant på processoren og sikrer dig, at den stemmer med nederste venstre hjørne af IHS’ens tekst. Anbring varmesprederen oven på limsporene. Hvis du ikke rammer rigtigt første gang, kan du tage det roligt. Løft den blot, og prøv igen, eller skub IHS’en til den rigtige placering med fingrene.

6 Hærdning

Når det er gjort, tager du skruetvingen og manøvrerer den forsigtigt på plads over cpu’en. Der er et udskåret hak på bunden af Delid Die Mate 2, og her skal skruetvingen sidde. Når du er nået så vidt, strammer du den, indtil den lægger tryk på processoren. [Billede] 

>> I den bedste af alle verdener ville vi anbefale, at du lader limen tørre i et døgn for at være sikker på, at den bliver ordentligt hærdet. Men man kan sandsynligvis slippe afsted med to-tre timer, hvis man har travlt. Det afhænger af din lim og din tålmodighed. 

Skylake-X og flydende metal


Når det drejer sig om at delidde en Skylake-X-processor, er opgaven lidt mere kompliceret. Man er nødt til at bruge en Delid Die Mate-X. Den er udviklet til at sikre, at man ikke kommer til at fjerne den RFID-chip, der sidder uden for processorens IHS. Hvis du imidlertid følger disse anvisninger, vil du hurtigt konstatere, at fremgangsmåden er næsten den samme. Når du skal påføre det flydende metal, sætter du kanylen på injektionssprøjtens spids og trykker forsigtigt en lille dråbe af det oven på selve siliciummet. Pas på ikke at bruge for meget, idet en lille mængde dækker et overraskende stort område, og da materialet er ledende, kan eventuelle stænk på det trykte kredsløb lave ulykker.

Hvis du trykker for meget ud på siliciummet, kan du bruge sprøjten til at trække det overskydende op igen. Begynd med så lidt, som du kan – du kan altid tilføje mere senere. Når du mener, at du har brugt det, du skal, bruger du de medfølgende vatpinde til omhyggeligt at fordele materialet over siliciummet. Og så skal du blot montere IHS’en, ligesom vi gjorde tidligere, lade det hærde, og så er du færdig.

Er det umagen værd?

Det store spørgsmål her er, om det er umagen værd at øge afkølingen af en processor som vist her. Vi har i årenes løb opnået imponerende resultater med delidding af både Core i7-8086K og Core i9-7900X. I temperaturtest med vores Core i9-7900X i Prime95’s burn-test konstaterede vi, at standardtemperaturen på 51 grader ved en clockfrekvens på 4,4 GHz steg til 68 grader. Efter delidding faldt standardtemperaturen til 40 grader, og under overclocking var faldet endnu mere markant, idet det gik fra 68 grader til 53 grader. Med vores Intel Core i7-8086K ved standardfrekvensen i Cinebench R15 kunne vi se temperaturen stige helt op til 78 grader. Overclocket til 5,2 GHz nåede den op på 97 grader med en multi-threadet score på 1682 og 224 points i enkeltkerne. Ved delidding og med flydende metal lykkedes det os at overclocke den til 5,4 GHz, hvor den scorede 1753 point i Cinebench R15 multi og 233 point i enkeltkerne, hvor temperaturen lå på et fornuftigt leje ved 83 grader. Det er en stigning på 200 MHz, 4 procent stigning i ydelse og et fald i temperatur på 14 grader.

Selv hvis man ikke går op i overclocking, fører en mere effektivt kølet cpu til langsommere ventilatorhastigheder og mindre støj. Så skulle du mangle noget fornuftigt at foretage dig i disse tider, kunne delidding måske være umagen værd.