Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Sådan beskyttes 500 petabyte data

Mark Crosbie fra Dropbox har det globale ansvar for, hvorledes man beskytter den gigantiske mængde data, kunderne gemmer på tjenesten.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Siden den første service blev lanceret i 2008, er der sket rigtig meget. Både hvad angår et øget trusselsbillede og ikke mindst hvad angår, hvilke typer af data, Dropbox skal beskytte. Fra udelukkende at være en service, der henvendte sig til konsummarkedet, henvender Dropbox sig i dag også til erhvervslivet, blandt andet i form af tjenesterne Business og Enterprise.

Dropbox har en halv milliard brugere og håndterer mere end 500 petabyte data. Der anvendes en såkaldt Block Storage-teknologi, hvor data lagres krypteret i klumper på forholdsvis få megabyte spredt ud over serverinfrastrukturen.

Samtidig er alle data adskilt fra de metadata, der kan identificere brugeren, så selv hvis det skulle lykkes at få samlet de krypterede datablokke og gøre dem læsbare, vil en eventuel hacker altså ikke kunne sammenholde dem med kundens identifikationsdata.