(Foto: Computerworld)

Så skal vi op i skyerne - del 1

Sådan går du i lag med Google og Amazon ved at lave din egen Linux-baserede cloud med Eucalyptus.

24. juni 2010 kl. 10.40

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Fremtiden for skalerbar, distribueret computerarbejde hedder cloud. Der findes brugerorienterede cloudtjenester såsom Googles webbaserede applikationer, Ulteos online-desktop og Canonicals One-tjeneste til tavs mappesynkronisme på tværs af computere.

Desuden er der de mere ambitiøse tjenester som Amazons EC2-platform, der gør det muligt for sites som Facebook at udvide og reducere ressourcekrav i realtid, så de forholder sig til spidsbelastninger og dyk i fordringerne og kun kræver for den kapacitet, klienten bruger.

De sidstnævnte form for cloud er et stort, forretningsorienteret foretagende, og Facebookagtige scenarier er som at skyde spurve med kanoner, når det gælder den almindelige Linuxbruger.

Men Linux sidder centralt i mange af disse installationer, og der ligger masser af professionel cloud-teknologi rundtomkring, som vi dødelige kan lege med. Det gælder også den seneste udgave af Ubuntu, hvilket er utroligt, når man tænker på dens brugervenlige væsen.

Ubuntu 9.10 omfatter en applikation, der hedder Eucalyptus. Det er et open source-værktøj, der genererer private clouds, som kan forbindes dynamisk til Amazon EC2.

Eucalyptus er et akronym for »Elastic Utility Computing Architecture Linking Your Programs To Useful Systems«. Det udsprang af et ambitiøst projekt, der blev kørt af afdelingen for computervidenskab på University of California.

Men det stod hurtigt klart, at der var stort behov for teknologien, og professor Rich Wolski og hans studerende tog orlov fra deres lønarbejde og grundlagde Eucalyptus. De er ikke vendt tilbage endnu.

Kom i gang

1. Før du selv prøver Eucalyptus, skal du sikre dig, at du lever op til de strenge krav. Installationen er enkel nok, men du skal kunne bruge Linux’ kommandolinje og måske også kunne finde fejl under indlæsning af logfiler.

Du skal bruge mindst to maskiner: En til front-end-styring og en til at fungere som en enkelt node på clusteret. Clouds af denne type bygger på virtualisering, når de skal levere elasticitet og skalerbarhed i den hardware, der står for beregningerne.

De kører virtualiserede hændelser, såkaldte images, på dit foretrukne operativsystem. Når det gælder Eucalyptus, bliver virtualiseringen enten styret af KVM eller Xen på kerneniveau, og det er grunden til, at du skal bruge en VT-kompatibel cpu til nodemaskinerne.

Du skal også have rigeligt med hestekræfter, hukommelse og lagerplads. Det betyder også, at du skal konfigurere clouden til at gøre noget fornuftigt, efter at du har fået den i gang.

Den maskine, der bliver brugt til at styre og håndtere din cloud, kaldes gerne backend. Først skal du sætte Ubuntu 9.10 Server i dens drev og genstarte. Når du ser bootmenuen, vælger du et sprog, efterfulgt af »Install Ubuntu Enterprise Cloud«.

Vælg sprog, sted og hostnavn (vi har brugt »ubuntu1«). Det næste skridt spørger, om du vil oprette en cluster eller en node; du skal vælge den første mulighed, »Cluster«.

Nu skal du arbejde dig igennem de sædvanlige partitionsmuligheder i Ubuntu. Brug hele disken til installationen, medmindre du har brug for at bevare data på maskinen. Lad de fleste funktioner stå med standardværdierne.

Installationsfunktionen opretter nu de partitioner, den skal bruge, og downloader nogle få pakker. Så beder den om standardbrugernavn og kodeord til maskinen og spørger, om du har brug for kryptering af din hjemmemappe.

Spring spørgsmålet om http-proxy over og lad automatisk opdatering være slået fra i øjeblikket. Dernæst indstiller du Postfix-funktionen til »No Configuration«.

Opret noderne

2 Nu bliver du bedt om et clusternavn. Det er det navn, folk ser, hvis de kan få adgang til din cloud, og du kan skrive, hvad du vil. Nu bliver du bedt om en række ip-adresser på dit lan, som Eucalyptus trygt kan knytte til hver node. For at kunne besvare det, skal du kende det adresseomfang, som din router bruger.

Mange routere på et hjemmenet uddeler ip-adresser fra 192.168.1.2 til 192.168.1.100. Du skal finde denne oplysning fra din router og skrive et omfang, der ikke bliver tildelt automatisk af computeren, men som er på samme domæne. I forbindelse med dit eksperiment behøver du kun finde et par ekstra adresser på det samme domæne, som Eucalyptus kan bruge.

Når du har skrevet detaljerne ind, bliver resten af pakken installeret, og du bliver bedt om at genstarte maskinen uden cd’en i drevet. Når backend’en genstarter, skal du logge ind på din konto. Du bør kunne se serverens ip-adresse sammen med en meddelelse om dokoumentation. Sørg for, at denne adresse ligger inden for dit netværks område.

Nu er tiden inde til at tage sig af noden. Tag den samme cd, du brugte til backend’en, og brug den til at boote din nodemaskine. Vælg »Install Ubuntu Enterprise Cloud« i bootmenuen igen og gennemgå de første par spørgsmål.

Når du har skrevet et hostnavn, bør du få at vide, at der allerede er en Eucalyptus-cluster-controller på dit netværk. Derfor bliver »Node« valgt. Tryk [Enter]. Installationen er nu mage til den tidligere installation, blot uden flere Eucalyptus-spørgsmål. Når processen er færdig, genstarter du, og så kører noden.

Næste gang

I den afsluttende del af denne workshop, der kommer med næste nummer, kommer de sidste tre punkter i, som forklarer, hvordan du konfigurerer maskinerne, får styr på credentials og slutteligt kører et image.

Det smukke ved cloud-computing er, at den er beregnet til at være elastisk, og det betyder, at du ikke behøver at være begrænset af dit udstyrs fysiske begrænsninger.

Med Eucalyptus, for eksempel, kan du tage nøjagtig de samme images, som du kører på din lokale maskine, og flytte dem til Amazons EC2-tjeneste, når du har brug for flere hestekræfter.

Det giver dig næsten ubegrænsede ressourcer, når det gælder processorkraft, lager og båndbredde, og du skal kun betale for det, du har brug for, i modsætning til den gamle model, hvor man betalte for en stribe servere, der stod stille det meste af tiden.

Det klarer Eucalyptus ved at tilbyde et api, der er kompatibelt med Amazons, hvilket får de images, du konfigurerer på dit lokalnet, til at falde næsten automatisk på cloudserverne. Og de værktøjer, man bruger til at styre din private cloud, er de samme, som du bruger til at styre en Amazon-hostet cloud, hvilket gør overgangen næsten gnidningsløs.

Der er andre fordele ved denne kompatibilitet. Du kan eksperimentere med nogle private clouds, før du kaster dig ud i de udgifter og undersøgelser, der knytter sig til en offentlig cloud, som kører på Amazons servere.

Desuden kan private clouds give en glimrende fornemmelse af, hvordan teknologien virker, og hvordan du og din virksomhed kan drage nytte af den.

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]