Selskabet Waymo, der har specialiseret sig i udvikling af selvkørende biler, har introduceret, hvad de kalder et femtegenerations sensorsystem, som de meget betegnende kalder Waymo Driver. Systemet skal gøre bilen i stand til at opfatte og forstå sine omgivelser og spotte genstande på kørebanen, vejskilte eller en bildør, der bliver åbnet hundreder af meter forude.
Det sker gennem en kombination af computerdrevet sensorteknik og udspekuleret software samt træningskørsel i virkelige omgivelser. Systemet er forud blevet trænet af data fra over 20 millioner km kørsel med firmaets selvkørende bilmodeller og mere end 16 milliarder km simulationskørsel. Sensorteknikken omfatter blandt andet flere lidar-systemer, hvoraf nogle er tagplacerede og samlet giver et 360 graders billede i fugleperspektiv rundt om bilen.
Waymo Driver sikrer også bedre opfattelse af nære genstande, og bilen kan passere sikkert gennem snævre passager og smuthuller i myldretidstrafikken. Og nok så interessant kan den med ”periferisk vision” gennemskue, om der er fri bane foran større køretøjer som busser og lastvogne, så det er sikkert at overhale.
Tre fodboldbaner væk
Den nye sensorteknologi gør bilen i stand til at orientere sig op til trefodboldbaner væk i alle retninger. Softwaren ved også, at for eksempel en cyklist bevæger sig anderledes end en bil eller fodgænger, og den sammenholder alle disse data for på det grundlag at forsøge at forudse, hvordan og hvorhen de nærmeste trafikanter vil bevæge sig, og tilpasser sin egen kørsel med største mulig sikkerhed for øje.
Dertil kommer et opdateret radarsystem, der skal kunne navigere bilen sikrere gennem regn, sne og tåge og bedømme andre trafikanters hastighed med så stor nøjagtighed, at systemet også reagerer på noget, der kører meget langsomt eller holder helt stille.
Desuden er bilen blevet trænet på et 3D-kort, der omfatter vejbeskaffenhed, fortove og kantsten, trafikskilte, lyskurve og andre markeringer.
Sensorteknikken omfatter blandt andet flere lidar-systemer, hvoraf nogle er tagplacerede og samlet giver bilens sensorer et fuldt 360 graders billede i fugleperspektiv.
En ny række sensorer, der er led i Waymo Driver-systemet, kan angiveligt registrere fodgængere og advarselstavler i en afstand på op til 500 meter.