Af Konrad Vaabensted, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Det skorter ikke på Ubuntu-varianter. Man kunne sikkert selv oprette en ved at installere en desktop og ændre nogle standardapplikationer. Men nogle er simpelthen fremragende, idet de tager den klippestabile Ubuntu-base og lægger unikke og stærke funktioner oveni. Et eksempel er elementary OS, der via sin egen Pantheon-desktop leverer en æstetik og en enkelhed, der kan konkurrere med Mac OS. I stedet for at tvinge brugerne til at læse manualer (hvilket i mange tilfælde blot udløser flere spørgsmål) satser elementary OS på et minimum af dokumentation.
Det har til formål at være så intuitivt, at brugerne selv kan finde ud af tingene. Et andet af dets mål er “concision”, der består i at gøre tingene enkle og undgå at blæse noget op. Endelig stræber man efter “accessible configuration”, altså at man ikke bombarderer brugeren med valgmuligheder eller beder om information, som kan skaffes automatisk.
Det kan lyde lidt tåget, men når man ser, hvordan app-indikatorerne på raffineret vis formidler nyttig information, hvordan infobjælker nænsomt orienterer om presserende situationer, og hvordan alt er integreret så fint, fremgår det tydeligt, at der er substans i det hele.
Velkommen til den overdådige Pop!_OS
I en præsentation af smukke distributioner må vi ikke forsømme at nævne Pop!_OS. Vi blev virkelig imponeret over 20.04-releasen i april 2020. Pop!_OS (vi holder af det hele – undtagen den besynderlige tegnsætning) er lavet af Linux-systemproducenten System76 fra Colorado. Det er et OEM-firma, og man ville kunne levere et operativsystem, der med garanti kunne fungere sammen med firmaets hardware. Men man ønskede også – i lighed med de andre distributioner, vi har nævnt i denne artikel – et system, som gør det nemt for brugeren at gøre det, der var brug for. Pops skrivebord ligger meget tættere på Gnome 3, end det som Mint, elementary OS og Solus tilbyder, men det bør ikke skræmme nogen. Man skal heller ikke være bange, fordi den seneste release giver mulighed for at opleve – meget forsigtigt – fornøjelsen af en fliseopdelt vinduesmanager.Pop!_OS findes i to versioner: En med den proprietære Nvidia-grafikdriver, og en med open source-drivere til hardware fra AMD og Intel. System76 har bidraget med en vældig masse til Linux, herunder en Firmware Manager-brugerflade til opdatering af firmware via Fwupd. I Pop er dette integreret i Gnome Settings-applikationen. Det fungerer selvfølgelig ikke kun med System76-
Hardware, men med alt det, der er understøttet af Fwupd (og det vil sige temmelig megen hardware). Pop har også mange løsninger på velkendte problemer såsom flere skærme og hybridgrafik.
Bidrag til elementary OS
Det er ikke gratis at bruge elementary OS. Man betaler, hvad man vil, og når man downloader det, bliver man bedt om at give et bidrag. Ubuntu og nogle andre bruger den samme model, og der sker ikke noget slemt, hvis du vælger 0 dollar. Der er ikke noget iboende forkert i at tage betaling for software – heller ikke gratis software. Det er endda udtrykkeligt tilladt af GPL (GNU General Public License). Når elementary OS beder om bidrag, er der tale om en balancegang. Man vil sikre sig, at folk bliver betalt for deres arbejde, samtidig med at man vil gøre systemet tilgængeligt for alle. Hvis du ikke er enig i den betragtning, er du ikke forpligtet til at følge den. Hvis du vil bidrage på en anden måde, kan du være med til at rette programfejl eller hjælpe brugere på forummet (ligesom med enhver anden software). Der findes endda et bug-bounty-program: Hvis du vil betale for en funktion (eller vil have betaling for at ordne noget), kan det lade sig gøre, forudsat at teamet godkender det.
Bortset fra det økonomiske er elementary OS et smukt system. Dets Plank-dock giver nem adgang til hyppigt brugte applikationer, og de bundlede følger alle et ensartet design. De er alle kodet i Vala, hvilket gør, at de integreres nemt i GTK (eller elementary OS’ skræddersyede version, der hedder Granite). De har ingen unødvendige konfigurations-valgmuligheder, hvilket beviser, at man godt kan have fornuftige standardindstillinger. Det mest interessante er, at mange af dem ikke har en eksplicit gem-funktion. De gemmer undervejs og genåbner der, hvor man slap. AppCenter omfatter en sektion med kuraterede programmer, som lever op til elementary OS’ designfilosofi, og som er blevet gennemgået af teamet. Her er også alt det, som man kan finde i Ubuntus tidligere Software Centre (nu Snap Store). Flatpaks er også understøttet via en skræddersyet funktion ved navn Sideload. I modsætning til Apples indhegnede facon gør elementary OS det muligt for eventyrlystne brugere at begive sig ind i open source-junglen.
Foruden at se godt ud og være en fornøjelse at bruge tager elementary OS privatlivets fred alvorligt. Onboarding, der fik sin debut ved 5.1-releasen, tilbyder at aktivere lokationstjenester eller automatisk slette midlertidige filer (og eventuelt også indholdet af Papirkurv). Denne funktion bliver startet ved første kørsel for enhver bruger (den nye brugervalg-skærm er i øvrigt også fiks) og guider også brugerne til dokumentationen, Night Light-indstillinger og AppCenter. Mange brugere har forlængst glemte e-mail-klienter og satser i stedet på udbyderens webbaserede tilbud. Men elementary OS’ mail-program kan måske friste de brugere, der vil gøre deres indbakker lokale igen.
Vi glæder os til elementary OS 6.0, der bliver baseret på Ubuntu 20.04, men teamet udsendte i juni en point-release, 5.1.5, og den rummede endnu flere fikse detaljer. Det er måske ikke til meget besvær at blive afkrævet et kodeord en gang imellem, men når det sker hver dag, er det trættende. Det problem løser elementary OS ved hjælp af kontekstuel autentifikation eller ved kun at bede om kodeord, når det giver mening at gøre det. Hvis din bærbare (som typisk kun bliver brugt af én person) beder om et kodeord, når du logger ind, burde den faktisk ikke bede om det igen, når du installerer opdateringer eller for den sags skyld ny software. Tilsvarende bør man heller ikke blive afkrævet kodeord, når man for eksempel kigger på (men ikke rører ved) firewall-indstillinger. Du kan følge med i alt det kontekstuelle autentifikationsarbejde på Github.
Code, der er elementary OS’ teksteditor, er smukt udført. Vi kan ikke garantere, at vores Arduino-kode er ligesådan.
I forældrenes sted
Desktop-distributioner i dag har som regel alle en moderdistribution. Det kan være noget, der stadig findes (Ubuntu, Debian) eller noget, der nu er uddødt (for eksempel Mandrake, der er ophav til OpenMandriva Mageia). Sådanne distributioner kan være forgreninger, der har udviklet deres egen kodebase, eller de bevarer måske kompatibilitet med deres ophav. Ubuntu er teknisk set en forgrening af Debian Unstable, mens Mint er et Ubuntu-derivativ. Under alle omstændigheder er det sjældent, at der kommer noget helt fritstående ud, og derfor skal vi give ros til Solus-projektet.
Solus kom til verden som Ikey Dohertys Evolve OS i 2013. Projektets pakkemanager, eopkg, var en forgrening af PiSi fra den tyrkiske distribution Pardus Linux. På dette tidspunkt (Evolve forblev i alfa indtil 2015) koncentrerede den største interesse sig om dens unikke Budgie-desktop, der brugte Gnome 3’s fundament til at lave en stilfuld, men traditionel oplevelse. På grund af en varemærkekonflikt med ingen ringere end en daværende britisk minister blev Evolve omdøbt til Solus. Solus 1.0 blev præsenteret i slutningen af 2015. På det tidspunkt havde Budgie fået sin karakteristiske Raven-sidebjælke (så du nemt justerer lyd) for ikke at tale om et anseligt antal brugere.
I 2017 meddelte Doherty, at han ville arbejde på fuld tid på projektet, og Solus gik over til en rolling-release-model. Teamet havde udviklet deres eget værktøj ved navn Ferryd til hurtigt at indføre ændringer i deres arkiver. Selvom det strengt taget ikke var et Solus-projekt, fortsatte man arbejdet med Linux Steam Integration-værktøjet (der tvang Steam til at bruge distro-biblio-teker snarere end de antikviteter, der lå i dets egen runtime). Solus’ driver-management-værktøj blev lanceret for første gang, og Ubuntu Budgie (den desktop har længe været til rådighed uden for Solus) blev en officiel Ubuntu-variant. Ikey forlod projektet i 2018 og overlod det i trygge hænder hos sine medarbejdere, og resten er, som man siger, historie. Budgie bruger den halvklassiske Brisk-menu, der er designet i samarbejde med Ubuntu MATE, og i lighed med elementary OS’ Pantheon foregår al udvikling i Vala.
Den aktuelle Solus-release, 4.1, findes i fire versioner (Budgie, Gnome, MATE og Plasma) og rummer en række multimediefunktioner. Til gamere er justeringer af standardfil-begrænsningerne blevet hævet, således at ESync kan opnå bedre ydelse i Wine (eller Proton via Steam).
Vi var i tvivl om, hvilken af Solus’ vidunderlige baggrunde vi skulle placere ved siden af Raven-sidebjælken, men kattebilleder vinder hver gang.
Find trøst i software
Eftersom Solus vedligeholder sine egne arkiver, finder man ikke så mange pakker som i for eksempel Ubuntus traditionelle .deb-arkiver. Snap er imidlertid med i installationen, og derfor kan man nu skaffe sig mange af tilbuddene i Snapcraft Store. Flatpak og Flathub remote er også kun to linjer væk:
$ sudo eopkg install flatpak xdg-desktop-portal-gtk
$ flatpak remote-add --if-not-exists flathub
Med tiden vil de blive integreret i et nyt plugin-baseret Software Centre, og eopkg bliver erstattet af en næste generations-pakkemanager ved navn Sol. Vi ser frem til den næste Solus-release og sandelig også til Budgie 11.