Af Palle Vibe, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Da computerteknikken begyndte at træde ud af sine barnesandaler i 1970’erne, havde industrien brug for en sikker og hurtig måde at forbinde computerenheder med hinanden på. Løsningen blev såmænd en ledning om end med en særlig konfiguration og et særligt adapterkort i begge ender. I bund og grund ikke særligt opsigtsvækkende, men så fandt de involverede udviklingsingeniører på at give forbindelsen et så tilpas eksotisk navn, at alle kunne se, at der her var tale om noget ganske epokegørende.
Kærlighed, fred, medfølelse og barmhjertighed
Det hele begyndte med, at et teknikerhold ved Palo Alto Research Center Xerox Parc i 1972 skulle forbinde firmaets nye personlige computerarbejdsstation Xerox Alto med et skærminterface. I spidsen for opgaven stod computer-pioneren PhD. Robert Metcalfe, der som led i sin PhD-afhandling havde arbejdet med en netværksteknologi kaldet Alto Aloha Network, og af denne årsag kaldte sit første løsningsforslag for det samme (Aloha er hawaiiansk for udrækkende kærlighed, fred, medfølelse og barmhjertighed).
Sandt at sige var der jo også tale om verdens måske første LAN-netværk (Local Area Network), men så kom Metcalfe i tanke om et eksperiment, som de to amerikanske fysikere Albert Michelson og Edward Morley havde udført i 1887 med det formål at måle Jordens bevægelse i forhold til den såkaldte ”æter” altså det hypotetiske medium, som alle dengang var enige om måtte være bærer af lysbølger og andre elektromagnetiske stråleudbredelser (og som i den engelsktalende del af verden gik under betegnelsen luminiferous ether).
Eksperimentet lukkede imidlertid én gang for alle luften ud af denne allesteds nærværende og uhåndgribelige bølgebærer, men det gav Metcalfe inspiration. ”Vi vidste jo godt dengang i 1972, at et sådant unaturligt passivt medium ikke fandtes,” husker han, ”men alligevel omfattede det netop de egenskaber, vi var ude efter.
Vores lokale netværk var jo reelt et fysisk passivt medium (et kabel), der formidlede og bar databits til forbundne enheder på ganske samme måde som den gamle formodede, men altså ikke eksisterende æter. Så det lå temmelig lige for at benævne vores nye netværksteknologi for ”Ethernet” ligesom for at antyde, at teknologien kunne forbinde og understøtte enhver type computerenhed og ikke kun Alto’ere.”
Robert (Bob) Metcalfe er født i 1946 og er en amerikansk computer- og datanet-pioner. Han var først ansat på Xerox PARC, men forlod Xerox i 1979 for at etablere sit eget firma 3Com, som han dog også forlod i 1990 efter en konflikt med firmaets bestyrelse. Siden da har Metcalfe fungeret som både forfatter og foredragsholder.Regler for allestedsnærværelse
Og for at gøre det nyopfundne netværk ”allesteds” nærværende snakkede Metcalfe og hans kolleger David Boggs, Chuck Thacker og Butler Lampson om at trække ethernet-kabler gennem alle værelser og gange i Parc-domicilet. Det forudsatte naturligvis nogle regler for transmission dvs. en protokol, og Metcalfe og Co. tog udgangspunkt i Xerox-systemet Altos system-clock, hvilket gav en transmissionshastighed på 2.94 Mbps. Det var flot nok dengang, og i 1975 søgte og fik Metcalfe og hans Co-kolleger patent på ethernet som sammes retsmæssige opfindere.
Grunden til at netop ethernet-standarden slog an og blev udbredt som LAN-netværks-teknologi var den simple, at Metcalfe forlod Xerox i 1979 og etablerede sit eget firma 3Com. Fra sin nye stol lykkedes det ham nemlig hurtigt at få en dygtig aftale i stand mellem de tre branchegiganter Digital Equipment Corporation (DEC), Intel og Xerox og fuld enighed om at gøre Ethernet til en officiel industristandard med nummeret IEEE 802.3 - den såkaldte ”DIX” (Digital/Intel/Xerox) standard og samtidig lykkedes det at opgradere overførselshastigheden fra 2.94 Mbit/s til 10 Mbit/s.
Ethernet var dog ikke ganske alene på slagmarken. IBM havde udviklet en lignende teknologi, som de benævnte Token Ring, men de havde tilsyneladende ingen intentioner om at få dette system gjort til en mere udbredt standard, skønt de havde en markedsandel på 90 % og uden tvivl sagtens kunne have gjort det.
Men de førte (ifølge Metcalfe) en lidt ”rodet” markedspolitik, der til syvende og sidst gjorde, at Token Ring ikke rigtigt virkede eller var til at regne med. Ydermere lykkedes det at få Ethernet til at arbejde med tynde coaksialkabler og endog med helt almindelige ”twisted pair” (parsnoede) kabler med dataoverførsel i begge retninger. Og Metcalfes 3Com firma voksede støt.
I 1982 sendte firmaet et adapterkort på markedet, så også computere fra IBM kunne bruge ethernet, og på vej ind i 1990’erne var ethernet så fremherskende, at forbindelsen stort set var at finde som universalforbindelse på alle computere.