Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Så kan vi fælde dommen over Windows 10

Microsofts opgradering giver et enklere og mere strømlinet styresystem, men vil du have Windows 10 i maskinen, kræver det nogle overvejelser og forberedelser. Datatid TechLife har i et par måneder arbejdet med den nye brugerflade. Det er tid til en første brugertest.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En milliard enheder inden tre år. Microsofts mål for Windows 10 er ambitiøst, men måske ikke helt skævt. Opgraderingen, som blev rullet ud for et par måneder siden, blev i løbet af det første døgn hentet 14 millioner gange, og i de første fire uger nåede Windows 10 en markedsandel på næsten seks procent. Roserne går især på, at opgraderingen er smidig, velfungerende og – for de fleste – gratis.

Vi har ikke helt forstået, hvorfor blandt andet Kontrolpanel næsten skal ligne sig selv og ikke stilen i det nye Windows 10. Vi har ikke helt forstået, hvorfor blandt andet Kontrolpanel næsten skal ligne sig selv og ikke stilen i det nye Windows 10.

Men det nye Windows 10 har en pris, viser vores brugertest gennem et par måneder af den endelige version.

Din hardware eller software er ikke med garanti kompatibel, og browseren Edge har det med at hænge. En del brugere har også oplevet manglende lyd og billede. I sig selv kan opgraderingen også være en udfordring. Efter fem fejlslagne forsøg måtte vi på en af vores maskiner (en bærbar pc) frakoble alt perifert udstyr (blandt andet en ekstern skærm) for at gennemføre springet fra Windows 8.1 til Windows 10.

Mange har i Microsofts brugergrupper luftet frustrationer over opdateringsproblemer. Når Windows 10 først er i din maskine, kan du ikke længere styre, hvilke opdateringer der hentes og i hvilken rækkefølge. Vi oplevede, at Windows 10 genstartede i ”loop”, fordi der manglede en bestemt opdatering, som lå længere nede i prioriteringsrækken.

En mulig løsning er at justere mængden af allokeret arbejdshukommelse, som du finder under ”Indstillinger for ydeevne”. Når for mange opdateringer vil til på samme tid, giver det kø, fejlkørsler og i værste fald et crash. En anden mulighed er at genstarte, opdatere, genstarte etc. Ikke optimalt, men for os virkede det til sidst.

Du kan lige så godt vænne dig til det: Windows 10 styrer suverænt dine opdateringer, og der er mange af dem. Du kan lige så godt vænne dig til det: Windows 10 styrer suverænt dine opdateringer, og der er mange af dem.


Windows 10 overalt
For nogle brugere kan det virke som at få vredet armen om på ryggen, men Windows 10 er ikke til at komme udenom. Opgraderingen bliver det sidste Windows; fremover kommer der kun opdateringer. Så uanset hvilken Windows-version, du kører nu, vil den altså på et eller andet tidspunkt blive udfaset. Tilbage er kun Windows 10. Så tag det sure med det søde: Windows 10 er – overordnet set – det bedste, som er sket siden Windows 7, og når opgraderingen først er på skinner, virker den i praksis som en fin og velovervejet overbygning. Præcis, som vi er blevet lovet. På tre af vore bærbare pc’er (opgraderet fra Windows 7 og Windows 8.1) smeltede Windows 10 problemfrit sammen med det foregående styresystem, og alle filer og programmer – fra Photoshop til Outlook – forsatte deres arbejde uden brok. Sidstnævnte behøvede ikke engang en import af pst-filer.

Efterhånden som Windows 10-udgaverne frigives, får vi ens brugerflade på alle Windows-enheder, fra tablet til Xbox. Sidstnævnte bliver ifølge de seneste udmeldinger opgraderet til november.

Den fælles brugerflade giver en smidigere oplevelse, og vi delte gnidningsløst Word- eller Excel-dokumenter via OneDrive og musik (rippet og indkøbt) via den nye app Groove Musik. Som med Xbox-appen skal du ikke logge på (du er allerede genkendt via startlogin med din Microsoft-konto), og Groove finder selv informationer og covers. Microsoft har tilsyneladende accepteret, at det nu forsvundne Media Center aldrig blev det store hit.

Forbedret Startmenu
En af de bedste og mest markante nyheder i Windows 10 er Startmenuens genkomst. I højre halvdel kan du oprette, udbygge og gruppere den ikon-baserede menu. Du kan endda navngive dem.

Lidt, som vi kender det fra Startskærmen i Windows 8. Ikonerne er genveje til både apps og til programmer, som nu kaldes skrivebords-apps. I venstre side finder du komprimerede links, men mærkelig nok er det ikke alle oprindelige programmer (nu hedde de ”apps”), som optræder i listen. Vi oplevede på én maskine, at Paint var forsvundet, mens Notesblok var væk på en anden. Du kan dog bruge den nye søgefunktion i Proceslinjen til at finde dem.

Windows 10 giver dig også mulighed for at arbejde med flere skriveborde på samme tid. Klik på Opgavevisning, det tredelte, kantede ikon i den redesignede Proceslinje, lige ved siden af søgefeltet. For øvrigt kan du skrumpe eller udvide søgefunktionen. Højreklik på forstørrelsesglasset, og vælg ”Søg”. At man ikke kan gøre det i funktionsmenuen ”Indstillinger” er kringlet og bagvendt. Her får du til gengæld at vide, at den stemmestyrede Cortana-funktion ikke er understøttet i vores region og sprogområde. Surt.

Omvendt positivt er søgefunktionen en smutvej til hele dit system og et hurtigt alternativ til Stifinder.

Windows 10 er harmonisk at se på, men hvis du mærkeligt nok ikke kan undvære den, så kan du få Startskærmen fra Windows 8/8.1 tilbage med Indstillinger > Personlig tilpasning > Start. Samme sted bestemmer du, hvad der skal ligge i menuen til venstre. Windows 10 er harmonisk at se på, men hvis du mærkeligt nok ikke kan undvære den, så kan du få Startskærmen fra Windows 8/8.1 tilbage med Indstillinger > Personlig tilpasning > Start. Samme sted bestemmer du, hvad der skal ligge i menuen til venstre.


Forvirrende opdelinger
Grafisk set er Windows 10 stadig en smule skizofrent. Nogle menuer har fået de nye, spinkle skrifter og et skrabet udstyr i form af mere enkle knapper og genveje. Andre ligner stadig til dels de tidligere styresystemer. Det gælder blandt andet Kontrolpanel.

En anden forvirring er antallet af menuer og genvejsoversigter. Tænd/sluk-knappen findes både i Startmenuen, og når du højreklikker på Windows-ikonet (startknappen) for at få den hvide sekundærliste, som vi kender fra Windows 8. Det samme gælder Indstillinger, som kan åbnes fra både Startmenuen og det nye Meddelelsescenter.

Til at begynde med var vi heller ikke begejstrede for opdelingen mellem Startmenuen og Meddelelsescentret. Især fordi de ligger i hver sin side af skærmen. Efter et stykke tid virker det ikke længere irriterende, men som en fin opdeling mellem programmer og hurtig adgang til funktioner såsom Tablettilstand (hvis du bruger tablet eller hybrid og frakobler eller fravælger tastaturet), netforbindelser og mulige meddelelser.

Centret åbnes ved at klikke på et lille, firkantet taleboble-ikon i Proceslinjen. Når der er beskeder, lyser det hvidt eller har fået en lille boble på for at markere eventuelle problemer. I længden fungerer det fint uden at virke påtrængende.

Alt i alt må vi konkludere, at Windows 10 er udformet til at blive godt og grundigt masseret ind i de tidligere Windows-versioner. Installa-tionen kræver dog stor tålmodighed, en masse opdateringer af både Windows og din hardware samt en eventuel backup. Det er fornuftigt, for hvis nu …

 

3 trin før du går i gang
Hvis du endnu ikke har opgraderet til Windows 10, er her en tjekliste, som du kan hakke af, før du går i gang.

1 Tjek kompatibiliteten
Vælg de tre streger i øverste venstre hjørne af downloadvinduet og vælg punktet: Tjek min computer. I praksis er det en upgrade-advisor, som de fleste af os nok allerede kender fra Windows 8. Er der problemer med din maskine, er det her, du får besked.

2 Opdater igen og igen
Dernæst bør du opdatere, opdatere og opdatere igen. En problemfri opgradering kræver nemlig alle de seneste opdateringer til dit nuværende styre-system …

3 Lav sikkerhedskopi
… og ikke alene af filer og mapper, men også af styresystemet (systemafbildning). Windows 7 og Windows 8 (8.1) har denne funktion indbygget. Brug kopien, hvis dit Windows 10 ikke kører ordentligt, eller hvis du gerne vil vende tilbage til det tidligere styresystem. Du gør det inde under Opdatering og Sikkerhed > Genoprettelse.

 

Testholdets dom Windows 10 og forgængerne

Testholdet har givet det nye Windows 10 fire stjerner i samlet vurdering. For sammenligningens skyld har testholdet ligeledes givet tre tidligere versioner af styresystemet karakterer. Windows 7 scorer også højt, mens det nødvendige, første forsøg på et styresystem til den nye, mobile virkelighed, Windows 8, får en hård bedømmelse.