Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Ryze Tello: Billig legetøjsdrone er forbløffende god

Præcise bevægelser og utrolig stabilitet gør Tello til en enestående legetøjsdrone.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ryze Tello blev lanceret i begyndelsen af 2018, men den er stadig en af de mest populære legetøjsdroner, der findes. Teknikken kommer fra DJI, og det betyder, at teknologien er den samme, som man finder i de allerbedste droner, der laves i dag.

Når Tello letter, svæver den cirka en meter over jorden. Den er fremragende til at fastholde højde og position indendørs – den har ikke de problemer med at drive hid og did, som præger andre droner i samme prisleje.

Dronen laver bløde præcise bevægelser under flyvningen og reagerer meget hurtigt på pilotens kontrolinput. Man føler altid, at man har styringen, når man flyver indendørs.

Tello er meget nem at styre med den indbyggede videostabilseringssoftware. Den sikrer det mest rolige resultat af alle legetøjsdroner.

Udendørs, derimod, er Tello svær at styre i selv den svageste vind – det er et problem, der præger alle legetøjsdroner, og det hænger sammen med deres vægt på under 250 gram.

Det skal dog nævnes, at Tellos positioneringssystem gør, at denne drone klarer sig lidt bedre end de fleste. Men vi vil alligevel anbefale, at man kun flyver udendørs, når det er mere eller mindre vindstille.

Smid den op i luften

Tello har en række forudindstillede flyvetilstande. Nogle er praktiske, for eksempel Circle og 360, der optager video, mens Tello flyver i ring eller roterer på det samme sted. Andre er sjovere, for eksempel Throw and Go, der gør det muligt at starte Tello ved at smide den op i luften, eller 8D Flips, der giver et valg mellem otte forskellige retningsbestemte flip.

I lighed med de fleste begynderdroner lagrer Tello billeder direkte på ens telefon gennem en app. I betragtning af, at dronen er nogle år gammel, kan det ikke undre, at Tellos 720p-video (ved 30 fps) og 5 MP ikke lever op til kvaliteten fra de 4K-kameraer, man finder hos nyere alternativer.

Nogle nyere droner har bedre opløsning, men der er kun få, som kan konkurrere med Tellos indbyggede stabiliseringssoftware, der leverer flydende video. Der er heller ikke nogen halten eller tabte frames, når man bruger live view-funktionen, mens Tello og telefonen ikke er for langt fra hinanden.

Men hvis man flyver dronen tæt på dens grænser på 10 meter i højden og 100 meters afstand, blver videooptagelserne langt mindre pålidelige. Det skyldes formentlig, at den større afstand mellem drone og telefon gør, at det Wi-Fi-signal, som dronen udsender, ind imellem falder ud.

Tello er den minidrone, der er nemmest at håndtere, og dens indbyggede videostabiliseringssoftware giver bedre resultater end nogen anden legetøjsdrone.

Imod den taler, at dronens video- og fotoopløsning er i den lave ende i forhold til moderne standarder, den er vindfølsom, og dens video bliver ustabil, når den nærmer sig grænsen for dens rækkevidde. På trods af disse mangler betyder Tellos samlede egenskaber, at den stadig er en af de bedste legetøjsdroner, der findes.

Samlet vurdering: 4/6 stjerner

Se aktuelle priser nedenfor ...