Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Ryd skidtet ud af harddisken

Frigør hundredvis af megabytes af spildt plads, der bare ligger og fylder på dine drev.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Når nu store harddiske er så billige, hvorfor så overhovedet læse videre? Du er muligvis blevet fanget af modellen på billedet? Spøg til side, så er det et faktum, at din harddisk er rigtigt rodet, og du opdager det ikke, medmindre du kigger meget nøje efter.

Nede i dybderne ligger hundredvis, hvis ikke tusindvis, af overflødige filer, som ikke har anden funktion end at ligge og fylde. Hvis du har forkælet dig selv med et ssd, er det endnu vigtigere, at du får ryddet op.

Uanset hvad, kan alle større drev have gavn af at blive renset for det bundfald, der samler sig og dermed generelt yde bedre og mere stabilt.

Størstedelen af disse filer er det, som kaldes »temporary files«, midlertidige filer, som er en fællesbetegnelse for filer, lavet af programmer og Windows, der opererer i baggrunden.

Det kan være alt fra et automatisk genereret Word dokument-backup til mere komplekse processer såsom virtuel hukommelses-brug. Selv din webbrowser lagrer dem i form af caching af de websider, du besøgers, indhold.

At begynde at prøve at rode rundt i alt det manuelt er ikke så smart, men der findes heldigvis en håndfuld gratis værktøjer, der kan ordne det hele for dig.

Noget andet er, at det også er en god idé at bruge energi på at fjerne fil-dupletter – men bare rolig, det har vi også fundet en løsning til.

Trin 1

Under belejring

Vi lægger ud med at få udryddet de filer, som vi ikke længere har brug for ved hjælp af TreeSize, som du kan finde på www.jam-software.com/freeware. TreeSize inddeler dit drev i foldere og opgiver deres præcise størrelse.

Brug dette til at gennemse folderne og se, hvor al pladsen er blevet af, og fjern manuelt de filer, du ikke længere skal bruge. Du skal ikke fjerne installeret software på denne her måde dog, bare almindelige dokumenter, film, downloadede filer og så videre.

Trin 2

To fluer med et smæk

Det kan være meget udfordrende at finde og fjerne fil-dubletter fra dit drev, så et program som Auslogics’ Duplicate File Finder (www.auslogics.com/en/software/duplicate-file-finder/download), er et rigtig godt bud. Programmet kan sættes til at søge efter bestemte filtyper såsom musik, videoer eller programmer.

Det næste skridt giver dig mulighed for at vælge hvilket drev, der skal inspiceres. Når den første gennemscanning er færdig, viser programmet dig en oversigt over alle de fundne dubletter, og herfra kan du så gå ind og vælge og slette.

Trin 3

Pist væk

At slippe af med de midlertidige filer er ret ligetil, og dertil har vi valgt Wise Disc Cleaner (www.wisecleaner.com). Tryk på »play«-ikonet, og softwaren begynder at scanne din maskine. Det kan tage op til flere minutter afhængig af diskens størrelse.

Når den er færdig, præsenterer den dig for en liste af fundne emner, og du har nu muligheden for at fjerne krydserne ved de ting, du ønsker at bevare. I virkeligheden er det faktisk sikkert nok at slette det hele, så tryk du bare på »Delete Junk Files«-knappen.