Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Routeren Fritz fortæller dig det hele

Hvis man er typen, der godt kan lide at vide, hvad der foregår, så giver Fritz!Box en guldgrube af informationer. Desværre kører den kun på et frekvensområde ad gangen.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke første gang, vi har haft en router fra tyske AVM til test her på Alt om DATA. Firmaets routere er kendetegnet ved deres specielle udseende. De plejer også at have en fin brugergrænseflade. Features plejer heller ikke at fejle noget.
Fritz!Box 3370 er en dual band 802.11n-router med indbygget adsl/adsl2+/vdsl-modem, hvilket betyder, at routeren kan håndtere internetforbindelser op til 100 Mbit/s.

Routeren fungerer også sammen med kabelmodemer. Som de fleste 802.11n routere i dag angives den til at kunne klare op til 450 Mbit/s. Der er fire 1 Gbit/s lan-porte, en wan-port og to usb 2.0-porte til tilslutning af printere eller eksterne harddiske.

Frisk interface og info

Hvor routerens ydre med de to finner leder tankerne hen på hedengangne amerikanske flydere fra Detroit, så er brugergrænsefladen til gengæld overordnet set ganske overskuelig og velopbygget.

Menuvalg og indstillingsvinduer svæver som små afrundede lysegrå bokse rundt på en svag, gullig baggrund, der stille fader ud. Det hele har et charmerende, naivistisk udtryk.

Interfacet gemmer dog ekstremt mange, bestemt ikke naive indstillingsmuligheder og informationer. Det er også muligt at få lidt flere muligheder ved at skifte til den avancerede brugergrænseflade.

Men selv i standard strømmer routeren over med informationer, der rundhåndet deles med brugeren.

Der er snart sagt ikke den ting man ikke kan få indsigt i.
Det bedste er den udprægede anvendelse af grafer og søjlediagrammer i skønsom blanding med tabeller, som anskueliggører de forskellige data på forbilledlig vis.

Se hvor meget routerens cpu er belastet, få oplyst hvor meget trafik der er upsteam og downsteam, med angivelse af trafiktyper og tilhørende tidsintervaller.
Der er log over alle hændelser, og tydelig grafisk illustration af de mest brugte trådløse kanaler samt visning af, hvor meget interferrens de enkelte kanaler er ramt af.

2,4 GHz eller 5 GHz

Den største anke mod Fritz!Box 3370 er, at man ikke kan anvende begge frekvensbånd samtidig. Man er altså nød til at vælge mellem 2,4 GHz frekvensbåndet eller 5 GHz. frekvensbåndet.

Sjovt nok opdager man det først, hvis man skifter mellem de forskellige understandarder af IEEE 802.11. Det var ikke helt så tydeligt angivet, som brugergrænsen ellers er kendetegnet ved at gøre.

Fritz!Box 3370 er en fuldbyrdet router med det, der hører sig til, som firewall med statefull packet inspection, vpn-understøttelse, port-forwarding, mulighed for anvendelse af dynamisk dns med mere.

Energiforbruget kan styres med hård hånd. Routerens energiforbrug skifter som standard efter mængden af trafik. Man kan neddrosle lan-portene til 100 Mbit/s, hvis man ønsker det med mere.

Der er indbygget fritz!-medieserver, der deler film, musik og fotos med dlna-understøttede enheder på netværket.

Der er beskedne 22 MB lager til dette, men monterer man en usb-harddisk til routeren, vil indholdet her også kunne deles på netværket.

Hastigheden var ok over 2,4 GHz, den lå på 52,6 MB/s over fem meter, og over otte meter stadig på 50,4 MB/s. 5 GHz kunne desværre ikke testes denne gang.