Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Router med plads til lager

Vil du gerne dele en harddisk over netværket men synes, det er for besværligt? Så er der hjælp at hente med Linksys n-router med Storage Link.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er en mild underdrivelse at sige, at vi følte os tørret godt og grundigt, og hvis vi havde købt denne router med de tilhørende forventninger, så var vi omgående valset ned til forretningen og byttet den. Det, som den Networks Magic lover, er grunden til at købe routeren, uden den er der ingen speciel grund til at købe WRR160NL.

Linksys har altid været kendt for at lave kvalitetsprodukter, og det har absolut ikke skadet på kvaliteten, at de for et par år siden blev opkøbt af Cisco. Derfor var det med stor spænding, at vi gik i gang med at kigge nærmere på Linksys Wireless-N Broadband Router with Storage Link eller WRT160NL, som den også hedder.

Det er som sådan ikke en af Linksys’ topmodeller, når vi snakker om rækkevidde på det trådløse netværk eller på indbyggede funktioner. Den adskiller sig dog fra mange af sine familiemedlemmer ved at have indbygget et såkaldt Storage Link, som er en usb-port på routeren, hvortil der kan kobles en ekstern harddisk, som så kan deles af hele netværket.

Det er set på andre routere, men Linksys leverer samtidig et stykke software, Network Magic, som gør det let at administrere deling af den eksterne harddisk - samt at administrere netværket i al almindelighed. Det hele drives af en Linux-kerne, som sikrer en stabil drift af routeren.

Problematisk start

Normalt er vi ret begejstrede for Linksys’ produkter, men WRT160NL fik en noget usikker start på testen. Vi kunne bare ikke få internetforbindelse. Der var intet problem i at opnå forbindelse fra computeren til routeren, men intet vi gjorde etablerede en netværksforbindelse. I den forbindelse skal Linksys lige have lidt ros. For der er en indbygget fejlsøgning, der guider dig igennem forskellige metoder til at få etableret forbindelse.

I vores tilfælde hjalp det dog lige fedt. Alle fejlsøgningsmulighederne blev gennemgået, og endelig gav såvel vi, som routeren, op. Vi fik rekvireret en anden enhed fra Linksys og pludselig var der hul igennem. Men der skal lyde ros til Linksys for fejlfindingsfunktionen.

Lagerplads og software

Det, der skulle gøre denne router speciel, er, dels dens storage link, dels at den er drevet af en lille Linux-kerne. Nuvel, Linux-kernen mærkede vi ikke meget til under testen. På godt og ondt opførte WRT160NL sig ikke anderledes end andre routere, vi har testet. Så den del tager vi for pålydende og skynder os at kigge videre på storage link delen.

Her var der nu heller ikke de store nyheder. I opsætningen af routeren er det muligt at dele den harddisk, du tilslutter usb-porten, og det kan du gøre helt ned på mappe- og filniveau, og du kan naturligvis bestemme hvilke brugere, der har adgang hertil. Du kan også give adgang til den via ftp, og det er faktisk ret smart. Ikke noget vi ikke før har set i en Linksys-router.

Der, hvor der for alvor sker noget nyt, er den software, der følger med routeren. Network Magic skulle, som allerede nævnt, give muligheder for at styre deling af filer uden at skulle ned og rode i routerens opsætning.

Sådan fungerer det da også, og første gang vi så den software, blev vi virkelig begejstrede. Der var mange menuer, både til deling, administration, statistik og forældrekontrol. Derfor blev skuffelsen da også så meget større, da vi fandt ud af, at stort set alle menupunkterne var teasere.

Vi kunne godt vælge dem, men fik også at vide, at hvis vi skulle bruge dem, så var det kun i en prøveperiode, hvis vi ønskede at blive ved med at bruge dem, så skulle vi investere i den professionelle version af Network Magic.