Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Router med et tvist

Er alle routere efterhånden ens? Ikke nødvendigvis, SMC’s
Barricade N har en lille facilitet, som gør den til noget unikt, og lad det
være sagt med det samme – den har også et par andre egenskaber, der gør den til
noget særligt. Men det betyder ikke, at alt er lyserødt.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Routeren er da også langt fra lyserød. Den har den samme cremehvide farve, som så mange elektronik-dimser efterhånden har fået (kraftigt inspireret af Apple’s produkter). Som så mange andre routere har den også samme facon, og så er den udstyret med tre antenner på toppen, som er fastmonterede. Det gør langt fra routeren til en skønhed, men det skal en router nu heller ikke være – så det tæller ikke ned i denne test.

I modsætning til mange andre nye routere, så kommer den ikke med en installations-cd, men med et foldet ark, der viser, hvordan routeren installeres.

Den lette del

Der var ikke den store udfordring i at installere routeren. Slut den til din internetforbindelse (typisk dit adsl-modem, eller bredbåndsmodem), slut den til din computer, og tænd for strømmen. Derefter er du som sådan klar til at gå på nettet – med mindre du måtte ønske at bruge den trådløse del eller nogle af de mere specielle funktioner, der er indbygget i Barricade N.

Ved at logge ind på routeren via 192.168.2.1 fik vi mulighed for at køre en ”Setup Wizard”, der ledte os gennem de grundlæggende indstillinger af routeren. Meget hurtigt kom vi til et spændende punkt, nemlig ”Dual WAN”. Routeren var i stand til at koble sig på to forskellige netværk. Den traditionelle WAN-indstilling valgte vi til ”DHCP”, mens den såkaldte ”Backup WAN” blev sat til ”3G”. Vi havde dog også mulighed for at vælge en del andre, ikke mindst Bigpond og WiFi. Ved at vælge WiFi skulle vi bare indtaste SSID, krypteringstype og Pass Phrase, smart og let. Dog ville det have været rigtig cool, hvis der havde været en form for automatisk opdagelse af, og tilslutning til, trådløst netværk.

Den trådløse del af routeren var let at arbejde med. Slå WLAN til, vælg hvilken tilstand den skal arbejde i (b, g, n, b/g/n eller b/g), og om du vil have et eller to trådløse netværk kørende. Efterfølgende skal du så angive kryptering og kodeord til det eller de netværk, du har oprettet.

Installationen er færdig, og som sådan kan du nu glemme alt om din router. Med mindre du ønsker at bruge nogle af de mere specielle indstillinger, du finder i routeren. Du kan for eksempel slå QoS til og oprette regler for Upload og Download med prioriteter og båndbredde begrænsninger. En god måde at arbejde med QoS på.

Avancerede indstillinger

Denne router udmærker sig blandt andet ved at være utrolig brugervenlig, når vi snakker om indstillinger, ikke mindst til det trådløse netværk. Lige fra at arbejde med Wireless Distribution System (WDS), over MAC Access Control på begge de to mulige trådløse netværk, til at slå WPS til og fra. Det er dejligt, at den avancerede bruger får så mange muligheder. Stor ros til SMC Networks.

Som forventet har du også mulighed for at oprette statiske routing tabeller, arbejde med dynamisk routing og også med multicast routing.

Den indbyggede firewall er ikke det store at råbe hurra for. Der findes kun et minimalt arsenal af våben mod indtrængere, og det undrede os meget, at Intrusion Detection var slået fra som standard.

Helt generelt er routeren en god repræsentant, den har mange muligheder, som novicer kan få glæde af, og der er masser af avancerede indstillinger, som de mere entusiastiske netværksbrugere kan få glæde af.