Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Router med finesse og fart

D-Links router er hurtig, når mange er på nettet samtidig.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

At en router ikke behøver være en kedelig firkantet kasse, er denne ca. 12 centimeter høje ”tønde” et godt eksempel på. Vi har alle behov for at kunne komme til routerens forbindelser bagpå og så er det praktisk, at den står fremme uden at skæmme. Bag på D-Link finder du fire ethernet-porte plus en USB-indgang, så du hurtigt kan sætte ekstra tilbehør på.

Routeren adskiller sig ikke så meget fra de øvrige i testen ud over, at den kan sættes op via din smartphone uden brug af pc. Desuden har den en såkaldt SharePort Mobile, så du kan få adgang til dine data fra din smartphone eller andre transportable enheder. Her er reelt tale om et stykke software, som håndterer mediefilerne, der for eksempel er sat til routeren via en USB-harddisk.

Men det gør det ikke mindre smart. Du får hurtigt adgang til dine filer – hent musik, billeder eller endda film fra routeren til din smartphone.

I praksis er det medfølgende program det geniale ved D-Link. Det gør det let at få adgang til alt, du har gemt, og selve opsætningen af routeren er ret let.

Når det hele er sat op, oplever vi D-Link som en yderst stabil router, hvor hastigheden konstant er høj, også når man er flere på nettet samtidig. Køb den, fordi du også ønsker de gode funktioner, den gode forbindelse til alle typer enheder samt et præsentabelt design. Testens bedste router er også en af de dyreste, men du får også meget med i pakken.