Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Roccat Kone Pro Air: Tung på fordele – let i vægt

Denne gamingmus er en vinder. Tung på funktioner (og pris). Til gengæld er vægten i den helt lave ende.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En gamingmus må godt være lidt tung, så man kan mærke dens bevægelser hen over overfladen. Omvendt skal den også være så let, at den kan flyttes hurtigt.

Med sine 75 gram opleves Roccat Kone Pro Air netop som let og hurtig. Den kører lækkert – og ikke mindst meget præcist.

Musen kan køre trådløst på 2,4 GHz-båndet og med Bluetooth. Den har en ekstrem opløsning via optisk sensor på 19.000 dpi, hvilket gør dens bevægelser ultranøjagtige.

Vild pris

En anden god feature er drejehjulet. Det er stort, men kun en lille del stikker op. Størrelsen gør, at det kører let og præcist. Yderligere er musen ret hurtig til at reagere. Den har en optisk sensor, der ifølge producenten er 100 gange hurtigere end en mekanisk løsning.

Knapperne på siderne kan programmeres helt som normalt i en gamingmus. Denne del fungerer hverken værre eller bedre end hos andre gode konkurrenter.

Den lette mus er til gengæld tung i pris. Lige under 1000 kroner for en mus er mange penge, også når man taler om high-end til gamingbrug. Men er du ude efter noget unikt til at opgradere dit spil eller blot ønsker en let, hurtigkørende mus, der fungerer forrygende, er Roccat-nyheden bestemt værd at tjekke ud. Derfor kvitterer vi med en anbefaling.

For: Let, nem at bruge, mange funktioner

Imod: Reelt kun prisen

Samlet vurdering: 5 af 6 stjerner