Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Robotstøvsugere: Intelligent rengøringshjælp

Støvsugerrobotterne bliver smartere og smartere. De kortlægger dit hjem til mindste detalje og giver dig special-tilpasset rengøring af hvert et rum. Nu kan de endda også tømme sig selv og adlyde stemmekommandoer.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er sket meget siden de første støvsugerrobotter ubehjælpeligt tumlede rundt i vores hjem. Ved hjælp af avanceret software og stærk sensorteknologi er de nyeste i stand til at navigere gindningsfrit igennem dit hjem næsten uanset, hvor kringlet indretningen er. Samtidig har de fået nye features, der integrerer dem med dit smarte hjem. Vi tester tre af de aktuelle topmodeller.

Kortlægger dit hjem

Før robotterne kan levere en effektiv rengøring, skal de kende dit hjem. En kortlægningsfeature er del af de tre testdeltagere. Under den første rengøring eller ved en decideret testkørsel skabes et kort over dine rum.

Kortet kan du se i appsene, som i det hele taget er din primære adgang til alt andet end de mest basale funktioner. Efter en hurtig opsætning kan du kommunikere med støvsugeren via din smart-phone.

Nøjagtigheden af kortene er generelt imponerende. Med et visuelt overblik over dit hjem, får du mulighed for at vælge specifikke rum, der skal støvsuges. Har du flere etager, er iRobot og Neato endda i stand til at lave individuelle kort for dem og holde styr på, hvilken etage de aktuelt arbejder på. iRobot lærer også, hvilke dele af rummene der er mere beskidte end andre og sørger for at give disse en ekstra grundig omgang.

Hos de to andre er det muligt, via den visuelle oversigt, at markere grænser, som støvsugeren ikke må krydse. Det er også muligt med iRobot, men kræver at du opsætter en fysisk "wall barrier", der medfølger. Det gør det mere omstændeligt og betyder, at du kun kan oprette én grænse ad gangen.

iRobot bruger kameraer til at orientere sig, mens de to øvrige testdeltagere anvender laser.

iRobot er mere tilbøjelig til at ramle ind i ting, til gengæld oplevede vi ikke en eneste gang, at den sad fast i gulvtæpper eller kludrede sig ind i ledninger.

Robotten er løs

Neato måtte vi hive løs af gulvtæppet et par gange, mens Deebot forvildede sig ind, hvor den ikke kunne finde ud. Det var også den af de tre, der havde sværest ved at komme over forhindringer som høje dørtrin.

Generelt er de dog rimelig gode til at navigere alle tre. De finder helt ud i siderne og i hjørnerne for at få alt skidtet med. Og de falder ikke ned ad trapper.

https://www.instagram.com/p/BwOqRgWBPOQ/?utm_source=ig_web_copy_link

En fordel hos de to laserstyrede modeller er, at de ikke behøver lys for at finde rundt. De kan gøre rent i et bælgmørkt rum.

Tal til støvsugeren

Rengøringen kan sættes i gang manuelt på støvsugeren eller i appen. Eller du kan tale til robotterne. De er kompatible med Amazon Alexa, som dog kun fungerer på engelsk, og med Google Assistant, som hos iRobot og Deebot fungerer på dansk.

iRobot udmærker sig ved at forstå mere end blot "start rengøring" og "stop rengøring". Du kan også bede den om at støvsuge specifikke rum. Sig"støvsug soveværelset", og rengøringen startes der. Neato kan til gengæld styres fra et Apple Watch eller Android-ur.

I mange tilfælde vil det dog give mest mening at tidsindstille robotterne, så de kører, når du ikke er hjemme. Sæt dem eksempelvis til at gøre rent hver dag klokken 10, når du er taget på arbejde. Det klares via appen.

Udvidet rengøring

Alle tre suger fint og takket være børster, der rækker udover kanterne får de det meste af skidtet med, også inde i hjørnerne. Neato kan sættes på en Turbo-tilstand. Så giver den en ekstra skalle, når der er behov. Effekten ses, hvis gulvet er særlig beskidt, men det dræner også batteriet hurtigere.

Robotten er ikke nok

En robotstøvsuger er fin til at holde gulvet fri af overfladisk snavs, men ikke nok til en komplet rengøring. Du er nødt til at supplere med en "rigtig" håndholdt støvsuger engang imellem. De er heldigvis også blevet smartere og mere gadgetificerede.

Dyson er leveringsdygtig i nogle af de teknologisk mest avancerede støvsugere. Vi lod den nye Cyclone V10 tage skidtet der, hvor robotterne ikke kunne nå hen. Det klarede den nemt og særdeles effektivt.

Den er ledningsfri men forsynet med en motor af samme kraft som en kablet model og med et batteri, der klarer cirka en time på en opladning. Den kan bruges som gulvstøvsuger med langt rør eller som kompakt håndstøvsuger, hvor den dog bliver lidt tung på grund af batteriet.

Der medfølger alt, hvad man kan forlange af mundstykker og tilbehør.

Det vilde, farverige plastdesign må være en smagssag, men kedelig ser den i hvert fald ikke ud.

Dyson Cyclone V10. Dyson Cyclone V10.

Deebot 930 har ikke så høj sugekraft, til gengæld larmer den mindre. Den går desuden et skridt videre ved at tilbyde aftørring af gulv. Fyld den med vand, sæt kludden i bunden, så bliver gulvet "wipet". Det sker i samme arbejdsgang som støvsugningen, og robotten er selv i stand til at sætte vask på pause, når den kører over et tæppe, hvor den så til gengæld aktiverer en boost-funktion, så tæppet får en kraftigere sugning.

På den måde får du mere omfattende rengøring. Dog er det ikke med en rigtig gulvvask. Wiping-funktionen svarer til at tørre gulvet over med en fugtig klud og er bedst egnet til lakerede gulve, lino-lium og lignende. På et ubehandlet trægulv gør den ikke megen forskel.

Som en ekstra bonus leveres Deebot også med en manuel støvsuger; endda en trådløs en, som kan oplades i samme basestation som robotstøvsugeren. Så kan du gå hjemmet efter de steder, hvor robotten ikke når, eksempelvis møbler, hjørner med spindelvæv i loftet osv. Der er forskellige mundstykker.

iRobot i7+ har den trumf, at den er i stand til at tømme sig selv.

På basen er en stor beholder, som suger skidtet ud af robotten, hver gang den kommer hjem. Beholderen skal selvfølgelig tømmes på et tidspunkt, men den rummer hvad der svarer til cirka tredive fyldte robotter, så der går lang tid imellem. Spørgsmålet er så, om man har lyst til at have en beholder med skidt stående i hjemmet. Nogle steder vil det give mening, andre steder vil det nok ikke. Men rent teknisk fungerer løsningen glimrende, så hvis den passer til dit hjem kan den anbefales.

Stor prisforskel

Det er iRobot der på sikrest vis kommer igennem støvsugningen. De andre kan være lidt mere hjælpeløse, men alle klarer grundlæggende støvsugningen ret fint, når de har lært hjemmet at kende. Når du lægger sugeevnen, features og generel kvalitet sammen, er det ikke desto mindre i7+, der med et mulehår lægger sig foran. Den er dog også betydelig dyrere end de andre.

Både Neato D7 og Deebot Pro 930 er glimrende robotstøvsugere. Deebot må dog siges at levere mest value for money, da den med vaskefunktion og manuel støvsuger udgør en komplet rengøringspakke.

IRobot Roomba i7+


IRobot Roomba i7+ Roomba i7+ tømmer sig selv, når den efter endt støvsugning vender hjem i basen.

[wp-review id="3114884"]

Ecovacs Deebot PRO 930


Ecovacs giver dig et komplet støvsugersæt integreret i samme base. Ecovacs giver dig et komplet støvsugersæt integreret i samme base.

[wp-review id="3114901"]

Neato D7


Neato D7. Neato D7 kan give en ekstra grundig støvsugning med Turbo-mode.

[wp-review id="3114914"]